Severo Sarduy: Firefly

En sær, allegorisk roman – muligvis over Cubas moderne historie. Sprogligt original og meget ambitiøs, måske også for ambitiøs. For sproglige feinschmeckere og tilhængere af det groteske og surrealistiske.

Severo Sarduy (1937-1993) var født i Cuba, men rejste i 1960 til Frankrig på et studieophold, som han besluttede ikke at vende tilbage fra – angiveligt især på grund af Castro-regimets intolerance over for homoseksuelle (et klogt valg, tænker man, når man har læst landsmanden Reinaldo Arenas’ erindringer).

Firefly er fortællingen om en dreng og senere mand, der kaldes netop Firefly på grund af sit abnormt store, runde hoved. Han er derudover kendetegnet ved ikke at have nogen retningssans – måske ligesom det Cuba, Sarduy også synes at portrættere med romanen.

Ifølge bogens klaptekst foregår romanen i “førkrigs-Cuba.” Det kan man vel godt hævde, men det er måske mere rammende at sige, at romanen foregår i Cuba uden for tiden eller i en slags moderne, mytisk tid.

En del af bogens scener synes således at udspille sig inden for rammer, der kunne høre 1800-tallet til (eller for den sags skyld endnu tidligere perioder) med slavemarkeder og klinikker for spedalske og læger, der bekender sig til mesmerisme og pendulering. Senere optræder imidlertid pludselig biltrafik og mod slutningen af romanen endda en stor tv-skærm hejst op i masten på et skib.

Jeg har læst et par andre anmeldelser af Firefly (i et forsøg på at finde støtte til fortolkningen af den sære bog) og stødte på en anmelder, der tolkede romanen som en slags allegori over det moderne Cubas historie, og det er så godt et bud som noget. Ihvertfald kan det give en slags mening til det forhold, at mens drengen Firefly i løbet af bogen vokser op til at blive en voksen mand, synes tiden omkring ham at gå væsentligt hurtigere.

Jeg bekender imidlertid, at det ikke er en udlægning, jeg selv er kommet på. Dermed også antydet, at Firefly ikke er nogen helt nem bog at læse, og at den er åbne for mange tolkinger.

Romanen åbner på en dag, hvor Cuba rammes af en voldsom orkan. Firefly, der lille dreng med det store hoved, bliver bange, og hans familie griner af ham. Det skulle de ikke have gjort, for så går Firefly i køkkenet:

    He counted the members of the family.
He prepared cups of linden-flower tea. For all, except himself.
He sprinkled them generously with rat poison.
With the utmost care, he laid them on a tray.

“So no one will know I’m afraid.”

Efter således at have forsøgt at myrde sin familie med rottegift, ender den lille Firefly på et børnehjem, hvor han vokser op: Her møder han pigen Ada, der optræder gentagne gange i bogen som Fireflys elskede og som billede på uskylden, der fordærves.

Blandt dem, der fordærver, er to andre gennemgående figurer, Isidro og Gator. De optræder i forskellige skikkelser i forskellige kapitler, i nogle tilfælde som medicinske kvaksalvere, i andre som korrupte embedsmænd eller som alfonser. De fungerer som en slags allegoriske figurer på den kyniske magt, grådighed, korruption, religion og politik til alle tider – alt sammen sider af samme sag hos Sarduy.

Sarduy skriver original, lyrisk, intens og billedrig prosa ladet med både samfundskritik og humor. Han bruger hele sprogets register og opfinder dertil sine egne ord. Det er prosa af den slags. som gerne møder stor hyldest i finlitterære cirkler. Der er så absolut ikke noget galt i at skrive ambitiøs prosa, tværtimod. For denne læser blev det imidlertid lidt for meget, en kende for affekteret og anstrengt.

Rent handlingsmæssigt følger bogen heller ikke ligefrem en linje, og ikke sjældent bevæger den sig ud i tæt på surrealistiske scener

Det gør samlet set bogen til en ikke helt ligetil opgave at læse, her i den engelske oversættelse ved Mark Fried – som jeg i øvrigt ikke har noget at udsætte på. Mark Fried har været på en vanskelig opgave, og efter hvad jeg kan bedømme, har han løst den upåklageligt.

Jeg opfatter generelt ikke mig selv som afvisende overfor at kaste mig ud i vanskelige tekster, jeg opsøger dem endda nogle gange. Det hele hviler dog på, at anstrengelserne ved at bryde tekstens kode, skal modsvares af et litterært udbytte. Og jeg synes ikke helt, at jeg fik nok valuta retur for mine anstrengelser.

Jeg kan se af andre anmeldelser, at mange andre har været mere begejstrede end mig, så det kan selvfølgelig blot være, fordi jeg ikke er kvik nok til at fange romanens mere raffinerede budskaber. Eller fordi mit engelske ikke er godt nok til at fange alle de sproglige subtiliteter.

Men målestokken her på bloggen er nu engang min egen læseoplevelse. Derfor ender Firefly med en semilunken trestjernet bedømmelse, som udgøres af medianen mellem på den ene side en begejstring for Sarduys sproglige originalitet, humor og sans for groteske scenerier og på den anden side et stort suk over, at jeg ikke på noget tidspunkt blev fanget ind af bogens handling eller karakterer og i det hele taget havde svært ved at fange dens raison d’être.

K's vurdering: