The Storm har stilmæssige ambitioner af shakespearske dimensioner. Den er også så ambitiøs, at jeg undervejs var på nippet til at fælde den dom, at colombianske Tomás González var i gang med at overgøre de litterære eksperimenter. Men han får hevet den i land, efterhånden som romanen skrider frem. Og det samlede indtryk er af en forfatter i absolut litterær verdensklasse.

Af Tomás González har jeg tidligere været særdeles begejstret for den fine, stilfærdige Det vanskelige lys (opr. 2016/2018, da. 2019) og også debutromanen In the Beginning Was the Sea (opr. 1983, eng. 2014). The Storm skuffer ikke. González er bare god.

Handlingen udspiller sig på et strand på Colombias kyst og ikke mindst på havet ud for kysten. Her driver en ca. halvfjerdsårig mand (kun omtalt som faren, “the father”) et strandresort med et dusin simple bungalows sammen med sine to voksne sønner, de meget forskellige tvillinger, Mario og Javier. De tre forsyner resortets restaurant med fisk fra havet.

Faren er en dominerende patriark, en klassisk machomand og dertil et gedigent dumt svin. Hans kone, Nora, tvillingernes mor, lider af psykoser og lever primært i sin egen verden omgivet af et kor af mere eller mindre dæmoniske stemmer. Samtidig har faren installeret sig med en yngre model, som han har en lille søn med.

Hovedparten af romanen foregår over bare ét døgn med kapitelinddelinger, der følger timeslagene. Vi begynder kl. 5 om morgenen, hvor faren og de to sønner stævner ud på havet for at fiske. Stemningen er fra begyndelsen ladet med had, fortrydelse og misundelse de tre imellem.

En storm er på vej, og inde på land ryster de lokale på hovedet over faren og tvillingerne, der er dumdristige nok til at sejle ud med sådan en vejrudsigt. Men faren er ikke en mand, der lytter til råd, og sønnerne gør, hvad der bliver sagt. Faren skal ihvertfald ikke få den fornøjelse at kunne kalde dem uduelige svæklinge eller kyllinger – hvad han ikke desto mindre gør hele tiden og tilsyneladende har gjort hele deres liv.

Perspektivet i teksten veksler skiftevis mellem faren, hver af de to tvillinger, moren (og stemmerne i hendes hoved) samt et kor af de forskellige turister, der bor i hytterne på stranden. Det er mange forskellige stemmer, og selv om det ikke er svært at følge dem, så gør det romanen en smule flimrende.

González vil mange ting på én gang med den korte roman. Mest centralt står skildringen af forholdet mellem faren og tvillingerne, og portrætterne af dem alle tre er stærke, især af den patriarkalske, dominerende far. Romanen er i sin kerne således et klassisk far-søn(ner)-opgør, og fra start til slut lurer en undergangsstemning, som får læseren til at frygte den mest muligt drastiske afslutning.

Samtidig er det en roman om fiskernes forhold til havet, på én gang kilde til livets opretholdelse og en trussel mod det samme. Men faren og tvillingerne er ikke fiskere og sømænd helt ind til benene, det er noget tillært, og måske derfor er de på havet dette skæbnesvangre døgn, hvor de “ægte” fiskere klogeligt holder sig på land, væk fra stormen.

On the afternoons he spends drinking aguardiente at Playamar, the father always tells his guests he has a lot of respect for the sea – but he says it not to describe a real feeling but because it sounds good and is the sort of cliché that tourists who come down to the coast form Antioquia like to hear and carry with them afterward as a souvenir, like a piece of local handicraft, back to the mountains, where they repeat it to impress those who have never seen the sea.

Romanen portrætter også det klassiske turiststrandhotel. Vi får et billede af de typiske turisttyper, der af mange forskellige grunde opholder sig i kortere og længere tid på stranden. Og González afromantiserer i dén grad den klassiske turists velbehagelige forestilling om, at ejerne og personalet på sådant sted synes, at det er åh-så-spændende at have besøg fra den store verden. Romanens sandhed er, at turisterne er en kilde til indtjening og derudover mestendels kun foragt, jf citatet ovenfor.

Turisterne fungerer i romanen samtidig som et slags klassisk, græsk kor, der på fra deres respektive perspektiver kommenterer dramaet mellem faren og sønnerne.

Endelig er der endelig den gale mor, som uafladeligt fører en samtale med en flok af dæmoniske stemmer i sit hoved, et andet slags græsk kor, der i forvrænget – men ikke helt virkelighedsfjern – form kommenterer hendes verden. Her forlader vi realismen og stilen bliver udpræget teatralsk, som var vi inden i et Shakespearestykke:

   The throng chanted:
   “He wished to leave you deprived of both sky and firmament. To abandon you, live with her, and do away with your children.”
   “Yes, yes, yes! Oh yes, the bastard!”
   “And now his servants will pay dearly for it, with their brains shattered, tattered, battered, spattered, scattered, splattered. And afterward the princes will grant him the sea as his tomb,” the throng intoned. “Silence, the slaves are coming. Audacity, more audacity, endless audacity.”

Fortællingen er spækket med både implicitte og eksplicitte hilsner til verdensltteraturen, herunder i særlig grad til Hemingways Den gamle mand og havet og til Shakespeare, navnlig Macbeth og King Lear og i mindre grad Stormen (udover det næppe tilfældige titelsammenfald).

Undervejs i romanen var jeg ikke så begejstret, som jeg har været for Gonzalez’ tidligere romaner, og jeg fandt den stilistisk en smule prætentiøs, ikke mindst i seancerne fra det indre af den gale mors hoved. Men efterhånden, som romanen foldede sig ud, og jeg som læser fandt rytmen i den, voksede min begejstring. Og jeg synes faktisk, at den samlet set hænger godt sammen.

Slutningen skal jeg ikke røbe, ud over at den ikke er, hvad jeg havde forventet, og at den måske også kan opleves som lidt af et antiklimaks. På den anden side kan den også læses som endnu en slags hilsen til Hemingways Den gamle mand og havet, her i González’ version: The Old Bastard and the Sea, som en af tvillingerne i sine tanker på et tidspunkt rammende beskriver faren.

The Storm er en udfordrende roman og vil næppe appellere til enhver. Men har du mod på at læse noget anderledes, så er den værd at prøve kræfter med. Og så er den heldigvis ikke så lang, men lige så kort den er, lige så stor fylde og tyngde har den.

K's vurdering: