Fernando Vallejo: Carlos, du som er borgmester

Fra papegøjer skal man høre sandheden: Carlos, du som er borgmester er en fandenivoldsk satire over demokratiet i Colombia – eller mangel på samme. Her bliver der svindlet og bestukket til den store kokainmedalje og horet til højre venstre med alle køn. I et ret forrygende, sprudlende og respektløst sprog.

Muligheden for at læse stor latinamerikansk litteratur på dansk har virkelig fået et gennembrud de seneste år på tværs af flere danske forlag, små som større.

Særligt Skjødt forlag har siden 2014 markeret sig med en række, relativt få, men markante udgivelser af i dansk sammenhæng både ukendte og etablerede latinamerikanske forfattere i en serie af bøger præget af høj kvalitet, både for så vidt angår oversættelserne og det fysiske layout. Men også andre gode forlag har fokus på Latinamerika, herunder Jensen & Dalgaard, der med sin brede internationale profil også har udgivet virkelig mange gode bøger fra kontinentet de seneste år.

Et lidt uretfærdigt overset forlag i denne sammenhæng er Editorial Aurora Boreal. Det lille forlag har siden 2017 udgivet mere end 50 bøger af primært latinamerikanske – og i et vist omfang spanske og portugisiske – forfattere på dansk. Nogle af dem er store forfattere inden for eget sprogområde, andre mindre, Jeg har kun læst en brøkdel af dem (jf. mine anmeldelser andetsteds her på K’s bognoter).

Carlos, du som er borgmester (opr. 2004) af colombianske Fernando Vallejo (f. 1942) udkom på dansk på Aurora Boreal i 2019, oversat af Paul Klitnæs. Den har stået i min reol et par år, men inspireret af mine seneste læsninger af forlagets udgivelser fandt jeg den ned fra hylden nu. Og dér burde den ikke have stået så længe.

Fernando Vallejo (f. 1942). Pressefoto fra forlagets hjemmeside,

Carlos, du som er borgmester er et besk, meget humoristisk, men også ret sort portræt af Colombia og landets tvivlsomme politiske kultur. Romanen er et satirisk overflødighedshorn af vilde og vildt respektløse optrin fra dagligdagen i colombiansk politik i et mindre landdistrikt.

Historien i romanen handler om Carlos, der bliver borgmester i byen Támesis. Den er fortalt af Carlos’ ældre bror i en dialog med … ja, vi ved ikke helt med hvem: Med læseren, men beboerne i byen, med en udefrakommende iagttager. I hvert fald med en aktiv lytter, som ind i mellem bryder ind med spørgsmål til beretningen og sender den i forskellige retninger, som om den ikke var flyvsk nok i forvejen.

Ind i mellem overtages fortællerrollen i øvrigt af en stor flok papegøjer, der flyver hen over hele Colombia og som et satirisk græsk kor kommenterer landets situation i almindelighed. Det hele fortalt i en lang, flydende – og flyvende – strøm, hvor man som læser bare skal hænge på.

Fortællerens vinkel på Carlos, borgmesteren, er umiddelbart idoliserende og hyldende. Aldrig har byen haft så god og idealistisk borgmester. Og mange gode ting gør han da også. Men alting er relativt, og Carlos er en del af den i almindelighed korrumperede politiske kultur i Colombia.

Blandt Carlos’ geniale bedrifter fremhæver fortælleren for eksempel, at han kun bliver borgmester, fordi han i demokratiets navn sørger for, at de døde også stemmer på ham. Det var han jo nødt til, når modkandidaten havde bestukket de levende vælgere (mere end Carlos allerede havde gjort) med pekuniære løfter.

Men det man til gengæld skal gøre med de døde en gang i mellem, er at tage dem med ud at stemme. De er altid vældig taknemmelige for at komme op og få lidt frisk luft. Lige som Carlos var borgmester for de levende, var han også borgmester for de døde, for det var dem der havde valgt ham.

Vallejo er i det hele taget meget eksplicit i sin kritik af Colombias politiske system. Her om problemet med manglende aflønning af politiske embeder:

Byrådet bestod af elleve medlemmer eller honorære svindlere med vidt åbne gab. For hvem gider arbejde gratis hvis man ikke får noget at spise? Byrådene i Colombia er en hån mod sund fornuft, og der er tusind af dem. De konkurrerer i tyvagtighed med Kongressen. Colombias love er baseret på at der findes hæderlige borgere som elsker deres land uden at få betaling for det. Det er en kæmpe fejl.

Der er en vis historisk fremdrift i romanen, som fortæller om Carlos’ valgkamp og hans borgmestertid, men grundlæggende er den temmelig episodisk fortalt. Det er også dens væsentligste svaghed.

Jeg var begejstret for energien i Vallejos fandenivoldske sprog og for hans satiriske skarphed. Men jeg savnede en sammenhængende, fortællemæssig fremdrift i romanen. På trods af, at det ikke er en lang roman, fik jeg ret hurtigt en følelse af, at den stod lidt stille og bare blev til en serie af satiriske anekdoter.

Romanen er fyldt med konkrete referencer til personer i Colombias nyere historie, politikere og narkobaroner (nogle af dem er to-i-én). Blandt de mere kendte er narkobaronen Pablo Escobar, som ikke optræder som en egentlig romanfigur, men gentagne gange refereres til som nærmest en institution i Colombia. Derudover får især Tirofijo, lederen af FARC (den mest markante af Colombias militære guerillabevægelser siden 1960’erne), en masse satiriske slag i røven undervejs.

Og ja, undskyld min sprogbrug, men i forhold til tonen i Carlos, du som er borgmester er det ganske ærbart. For her får den ikke for lidt.

Undervejs bliver der i øvrigt også skejet en hel del ud seksuelt. Carlos er til mænd, og ikke til så få af dem, og det gælder også hans nærmeste kumpaner. Hvis man har sarte fornemmelser over for at læse om røvpuling af unge mænd, så skal man kigge væk.

Der er nu god grund til at kigge med, for Vallejo skriver fænomenalt godt – hvis man kan forlige sig med hans fandenivoldske, grovkornede stil. Det kan jeg godt, og jeg var fornøjet.

Til sidst et ærligt og velment råd til forlaget: Sats nu noget mere på den layoutmæssige kvalitet af de fysiske bogudgivelser. I en verden med allehånde elektroniske tilbud skal den gode, gammeldags, trykte bog skille sig ud ved et lækkert materielt udtryk. Mange af forlagets udgivelser, inklusive den aktuelt anmeldte, giver mig personligt associationer til klassesæt fra folkeskolen i 1970’erne, og det er ikke en ros. Det giver mig simpelthen ikke lyst til at tage bøgerne op og læse dem, og det er virkelig synd. Den høje litterære kvalitet af forlagets udgivelser fortjener en bedre indpakning, der står mål med indholdet. Det koster, javel, men så hellere færre udgivelser årligt.

Bogen er modtaget som frieksemplar til anmeldelse fra forlaget – for længe siden, men jeg er først kommet til den nu.

K's vurdering: