Tomás González: Det vanskelige lys

“… jeg vågnede klokken syv med et jag af angst i maven på grund af min søn Jacobos død, som vi havde planlagt til klokken syv om aftenen, Portland-tid, ti om aftenen i New York.”

Tomás González (f. 1950) kender vi her på bloggen fra hans debutroman, Primero estabo el mar (1983), som jeg læste for tre år siden i den engelske oversættelse, In the Beginning Was the Sea (2016) som det colombianske indslag på min litterære rundrejse gennem alle verdens lande. Dén var jeg ret begejstret for. Dengang skrev jeg blandt andet, at jeg var overrasket over, at det var González’ debutroman i betragtning af, hvor helstøbt romanen fremstod for mig.

Nu har forlaget Editorial Aurora Boreal udgivet en af González’ senere bøger i dansk oversættelse ved Ane-Grethe Østergaard, Det vanskelige lys (La luz difícil, opr. 2016, her oversat fra 2018-udgaven redigeret af forfatteren selv). Og jeg kan konstatere, at González kun er blevet bedre i løbet af årene.

Det vanskelige lys er først og fremmest en bog om sorg. Et forældrepars sorg over at miste deres ældste søn – først til uudholdelige smerter efter en trafikulykke og siden til døden, da den 28-årige søn beslutter sig for undslippe de konstante smerter ved at opsøge aktiv dødshjælp.

Men det er også en bog om en skabende kunstner og om kunsten som en måde at forsøge at udtrykke dét, der ikke kan udtrykkes. Som for eksempel den uudsigelige sorg over at miste et barn.

Romanen er fortalt af den 79-årige billedkunstner David på et tidspunkt i hans liv, hvor han har mistet sin elskede kone gennem et helt liv, og hvor han er på nippet til også at miste synet til alderdomsbetinget øjenforkalkning. Efter i en årrække at have boet i New York med sin familie, er han nu flyttet tilbage til sit hjemland, Colombia, til La Mesa de Juan Díaz, hvor han bor alene med sin elskelige husholderske.

Det svigtende syn tillader ham ikke længere at male, og i stedet har han sat sig for at skrive historien om de forfærdeligeste døgn i sit liv nitten år tidligere i New York, de døgn, hvor han og resten af familien sad derhjemme og ventede på beskeden om, at deres søns assisterede selvmord var fuldbragt.

Nu er der gået så mange år siden da, at også sorgen i mit hjerte efterhånden er tørret ind som fugtigheden i en frugt, og det er kun sjældent, at mindet om det skete pludselig gennemryster mig igen, som om det var i går, og jeg må gøre en kraftanstrengelse for ikke at give mig til at hulke. Når det sker, føler jeg, at smerten vil knække mig. Men af og til, når jeg tænker på min søn, er følelserne så varme, at jeg tror, livet er evigt, roligt og evigt, og smerten kun en illusion.

Sønnen Jacobo har efter en trafikulykke mistet førligheden i benene og plages vedvarende af uudsigelige smerter, der til sidst driver ham som 28-årig til den beslutning at tage sit eget liv. Romanen tager sin begyndelse, hvor Jacobo sammen med sin bror, Pablo, er rejst til Portland, Oregon, hvor aktiv dødshjælp er lovligt i modsætning til i New York, hvor familien bor. Af juridiske årsager er forældrene, romanens fortæller, David og hans kone, Sara, blevet tilbage i New York sammen med deres tredje søn.

Romanen følger de sidste døgn i Jacobos liv, som de opleves af forældrene i ventetiden tilbage i New York.

Med stadig kortere mellemrum ringer de til hinanden – forældrene i hjemmet i New York, der har taget karakter af en vågestue, og brødrene i Portland, hvor de venter på lægen, der skal hjælpe Jacobo ud af smerterne, men som bliver ved med at blive forsinket. Samtidig bliver telefonsamtalerne kortere og kortere, for hvad er der tilbage at sige?

Der blev mindre og mindre at tale om. Stilheden begyndte ubønhørligt at indkredse livet.

Som forældre ønsker David og Sara for sønnen, at det skal blive overstået, at han skal blive udfriet af sine pinsler, som han ønsker det – samtidig med at alt i deres indre skriger på, at det ikke må ske, at han må fortryde, at lægen ikke kommer, at de må beholde deres barn, selv om det betyder, at han skal leve i smerter resten af livet. De ved, at de begge tænker sådan, men ingen af dem kan sige det højt, ikke engang til hinanden.

Sara talte længe, i over en time, med Pablo og Jacobo. Hun lagde på og ringede staks op igen. Af og til var jeg kort ved telefonen, men sagde hurtigt farvel. Hun talte meget lavmælt med dem, ikke for at jeg ikke skulle høre hende, selvfølgelig, men fordi det er sådan, mødre taler for at trøste deres børn. Det var næsten, som om hun sang for at berolige dem, eller som om hun talte i en vuggesangs rytme: “Tag jer ikke af spøgelser, spøgelser findes ikke. Bliv ikke bange for fantasiens skabninger. Døden findes ikke, børn. Jacobo vil altid være hos os. Vær ikke bange, bliv ikke forvirret og skræmt,” noget i det retning sagde hun sikkert til dem, forestiller jeg mig, for hvad kunne deres mor ellers sige?

Fortællemæssigt glider romanen ubesværet frem og tilbage mellem på den ene side disse svære døgn omkring sønnens bebudede død og på den anden side romanens nutid, nitten år senere, hvor fortælleren skriver den tekst, vi læser. Ind i mellem får vi også i andre tilbageblik glimt af Davids og Saras liv sammen på andre tidspunkter.

Samlet set bliver romanen til langt mere end et billede af den kolde sorg. Den er også et portræt af en aldrende mand med et rigt og fyldigt liv bag sig – og foran sig, for mænd bliver gamle i hans familie, som han skriver. Et liv, der også har rummet og stadig rummer glæde og lykke. Og så er romanen et portræt af en udøvende billedkunstner, der i sit kunstneriske virke altid har stræbt efter at indfange lyset – og mørket i lyset, dette vanskelige lys.

Overgangen mellem de forskellige tider i fortællingen er ikke markerede i teksten, men som læser er man sjældent i tvivl om, hvor man befinder sig tidsmæssigt, og formen virker i det hele taget troværdig som fortællerens tilbageblik iblandet hans nutid.

González fortæller historien lavmælt og værdigt i et toneleje, der er melankolsk, men på intet tidspunkt falder over i det sentimentale eller patetiske. Det er meget stærkt, meget bevægende og meget flot fortalt. Det vanskelige lys er slet og ret en eminent god roman.

Romanen er oversat til dansk i vanlig sikker stil af Ane-Grethe Østergaard. Nogle få steder studsede jeg over en mærkelig formulering, som jeg dog tilskriver en desværre lidt mangelfuld korrektur, der også giver sig udtryk i lidt for mange forstyrrende slåfejl (og her tænker jeg ikke på de bevidste stavefejl, der er lagt ind i de passager, der skal forestille at være skrevet ned af den gamle Davids husholderske). Disse småting kan dog ikke nævneværdigt forstyrre billedet af en stærk læseoplevelse.

Det vanskelige lys er den første udgivelse af Tomás González på dansk. Tør man håbe på, at Editorial Aurora Boreal (gerne i samarbejde med Ane-Grethe Østergaard) planlægger flere udgivelser af ham på dansk i fremtiden? Jeg tror ikke, at jeg kan vente, og jeg har derfor fluks bestilt hans roman Temporal (opr. 2013) i engelsk oversættelse (The Storm, 2018).

Bogen er modtaget fra forlaget som frieksemplar til anmeldelse.

K's vurdering: