Armando Romero: Cajambre

Colombianske Armando Romeros Cajambre er interessant for sine billeder af livet i en landsby i den colombianske jungle. Den rummer sådan set også en god historie. Men den taber noget på eksekveringen og på sproget – og måske også på oversættelsen.

Cajambre (opr. 2010/2012, på dansk 2018) udspiller sig i en landsby i den colombianske jungle ved floden Cajambre. Den begynder med, at en af landsbyense beboere, den smukke, sorte kvinde, Ruperta, er fundet dræbt – tilsyneladende ved et vådeskud af en hvid, hollandsk kolonist.

Hele handlingen foregår over den følgende vågeperiode, novenaen, over Rupertas lig, som skal sikre, at hendes sjæl kommer godt afsted, og forhindre, at hendes skygge bliver fastholdt på jorden til plage for de levende.

Forudsætningen herfor – ud over at gennemspille de traditionelle begravelsesriter – er, at sandheden om hendes død komemr for en dag, inden novenaen er til ende. Og der er noget mystisk ved hendes død, som ikke helt passer med historien om vådeskuddet.

En del af handlingen i romanen kredser således om opklaringen af mordet på Ruperta. Undervejs oprulles en mængde interne modsætninger i landsbyen. De har både at gøre med, at Ruperta i levende live var en smuk kvinde med appetit på livet, herunder ikke mindst sex, og var efterstræbt af mange mænd i landsbyen.

Men der pustes også til mere dybtliggende modsætninger mellem efterkommere af sorte slaver og hvide kolonister. Og efterhånden viser Rupertas skæbne sig også at have været involveret i en arbejdskamp mellem ejerne af savværker og guldminer i området og de fattige, udbyttede arbejdere.

Og undervejs spiller naturen, junglen, dens lyde og ikke mindst dens insekter, krybdyr og padder, en selvstændig rolle.

Det kunne tilsammen være opskriften på en god roman. Og Cajambre er i nogle henseender også værd at læse – ikke mindst for de detaljerede og interessante beskrivelser af de lokale begravelsesritualer og forestillinger om døden. Romereo tegner således et i sig selv særdeles interessant billede af den lokale religiøse praksis, som bygger på et eklektisk sammensurium af katolicisme og ældre, lokale trosforestillinger.

Romero formår imidlertid desværre ikke at omsætte de gode ideer og intentioner til en virkelig god roman. Problemet er blandt andet jeg-fortælleren, som er en ung mand og spirende forfatter, der midlertidigt bor i landsbyen hos sin onkel. Ideen med at lade historien fortælle af den unge udefrakommende er selvfølgelig, at Romero derigennem kan anlægge den udefrakommendes syn på landsbyens normer og junglens fremmedartethed, hvorved der bliver anledning til også at bringe læseren på omdrejningshøjde med det hele. Men fortælleren virker i den henseende ærlig talt lige lovlig naiv og uvidende nogle gange. Og så bliver man lidt træt, når Romero tyr til det fortærskede trick at udstyre sin hovedperson med en roman i tasken, som subtilt kan bringes i spil i forhold til romanens temaer i øvrigt. I dettte tilfælde er det André Gide, der må lægge ryg til.

Det er, hvad det er. Størst problemer havde jeg dog med dialogen, som på mig for det meste virkede kunstig. Og så er det mit indtryk, at romanen også lider uretfærdigt under oversættelsen. Jeg har ikke haft mulighed for (og har heller ikke de sproglige forudsætninger udi spansk for) at sammenligne med originalen, men jeg kan konstatere, at bogen i den danske version plages af mange sætninger, der fremstår kluntede eller slet og ret som dårligt dansk. Det kan være et udtryk for en loyal oversættelse af et stift og kluntet spansk, og i nogle tilfælde er det sikkert sådan, men i andre tilfælde er det min fornemmelse, at der er tale om en ikke helt god nok fordanskning af oversætter Christina Hammerum Rasmussen.

Samlet set var min læsning af Cajambre dermed ikke en helt så god oplevelse, som jeg havde håbet på, og som romanens idé nok kunne berettige. Men det interessante indblik i de lokale, religiøse praksisser holder den oppe i min samlede vurdering.

K's vurdering: