Tomás González: Tiden ved Stillehavet

En menneskeklog, hjertevarm og spraglet familieroman med vid og lune, som genbekræfter colombianske Tómas González’ høje litterære standard – selv om romanen efter min smag savner lidt fortællemæssigt drive.

Tomás González (f. 1950) er en mangefacetteret forfatter, men han er altid god. De af hans elleve romaner og fire novellesamlinger, jeg har læst, spænder vidt både tematisk og stilmæssigt:

Fra debuten In the Beginning was the Sea (opr. 1983, eng. 2014) om det intellektuelle bymenneske drøm om det enkle liv i pagt med naturen over Abraham blandt banditter (opr. 2010/2017, da. 2022) om Colombias grumme voldsprægede historie til det intense, shakespeareinspirerede kammerspil The Storm (opr. 2014, eng. 2018) og ikke mindst den stilfærdige, men fremragende Det vanskelige lys (opr. 2016/2018, da. 2019) om sorg og kunst.

Hvis der er et gennemgående tema, må det være et fokus på familierelationer – men González udfolder temaet på vidt forskellig vis i de nævnte værker. Det gælder også Tiden ved Stillehavet (opr. 2020, da. 2022). Det er en varm, livsglad og spraglet roman om en stor familie bestående af en mængde originale typer.

Udgangspunktet for romanens handling er, at familieoverhovedet (mor og bedstemor) i en stor familie som 91-årig nærmer sig livets afslutning. Inden hun dør, vil hun se hvaler, og hun får orkestreret, at hele familien rejser adskillige uger til en ferieresidens på Colombias Stillehavskyst.

Romanen er fortalt af den gamle mors ældste søn, lægen Ignacio, som bruger tiden ved Stillehavet til at reflektere over meningen med livet. Det gør han, mens han spejler sig i menneskene omkring ham, som udgør et herligt galleri af markante typer.

Den gamle mor er i særlig grad et skøn bekendtskab. Hun styrer familien med stærk autoritet og gav mig associationer til tante Møhge fra Matador, som hun lader sig bære rundt i junglen i en bærestol (en gemen plasticstol med et par monterede stænger) og i øvrigt svinger taktstokken over alle i familien.

Ret tidligt i romanen kommer det frem, at morens plan med opholdet ved kysten er at finde et passende træ i junglen, hvor hun kan blive stedt til hvile sammen med sin søster, fortællerens 92-årige moster Antonia, der også er med på turen. Moren er ikke påvirkelig over for sønnens spage protester:

     – Og hvad nu hvis moster Antonia ikke vil … endnu …
     – Jeg bryder mig ikke om at lade hende alene, Ignacito. Vi er begge gamle. Vi tager afsted sammen. Guds vilje må ske, men i denne sag er det bedst, han spørger mig til råds.

Den gamle moster Anotnia er nu også en ret skøn type: Mens resten af familien tager på diverse udflugter, herunder hvalture, så foretrækker hun at blive hjemme og ryge cigaretter og diskutere de trivialkærlighedsromaner, som hun læser sammen med sin nevø, Ignacio.

Andre typer omfatter en zenbuddhistisk præst, der ankommer for at forestå vielsen af en af fortællerens nevøer og hans mandlige kæreste. Der er forskellige tjenestefolk, der kommer til Ignacio med alle deres skavanker (og ikke tager sig af hans forsøg på at forklare, at han er radiolog og ikke generelt praktiserende læge). I udkanten af historien fornemmer vi også de smuglere og guerillasoldater, der er en del af det moderne Colombia.

Opholdet ved Stillehavskysten fungerer som rammefortælling, men en del af romanen består også i tilbageblik på tidligere episoder i familiens historie. Romanen er fortalt med afdæmpet humor, stor varme og kærlighed til de mange karakterer. Den er særdeles velskrevet og en nydelse at læse i Ane-Grethe Østergaards fordanskning.

Isoleret set er der ikke mange sider i bogen, som ikke er fornøjelige. Fortællemæssigt hænger romanen som helhed godt sammen, men den får alligevel en noget episodisk, patchworkagtig karakter. Jeg savnede et samlede, fortællemæssigt drive.

Det betød for mig, at jeg uagtet alle romanens kvaliteter faktisk havde lidt svært ved at komme igennem alle dens 300+ sider. I den sidste tredjedel af romanen forfaldt jeg ind i mellem til skrålæsning, må jeg indrømme.

Samlet set betyder det, at jeg trods mine lovord ovenfor ender på en kun lidt mere end mellemfornøjet vurdering af bogen.

K's vurdering: