Horacio Castellanos Moya: Sanseløshed

En på mere end én måde virkelig ubehagelig roman. Og en på mere end én måde virkelig god roman. Om brutale folkemord på indianske befolkninger i Mellemamerika. Fortalt i et tempofyldt, rablende og svidende satirisk format tilsat frastødende sexscener. Værsgo, jeg præsenterer: Horacio Castellanos Moya.

Salvadoranske Horacio Castellanos Moyas Sanseløshed (opr. 2004) handler om de bevidst fortrængte folkemord på indianske befolkninger i Mellemamerika. Og om de mekanismer, der får også selv de velmenende intellektuelle, der skal forestille at arbejde med at formidle folkemordenes rædsler, til at distancere sig fra dem.

Romanen udspiller sig i et unavngivent mellemamerikansk land (som måske kunne være Guatemala bedømt på enkelte geografiske og politiske referencer – men som læser kan man næsten vælge sig et hvilket som helst latinamerikansk land som reference og stadig få den samme pointe ud af det). Her har den ligeledes unavngivne fortæller, en eksil-salvadoransk litterat, fået job som korrekturlæser på en rapport på et tusinde et hundrede sider med vidnesbyrd fra militærets massakrer på den oprindelige, indianske befolkning.

Fortælleren går i starten af romanen til opgaven med krum hals. Men efterhånden, som han får vidnesbyrdene ind under huden, bliver opgaven ham mere og mere vanskelig.

På den ene side bliver han vældigt optaget af disse mange sider med vidnesbyrd, som han ret beset kun skal foretage en meget beskeden korrekturlæsning af. Parallelt med korrekturlæsningen fører han sin egen notesbog med det, han opfatter som prægnante formuleringer fra vidnesbyrdene om massakrerne (men som måske egentlig bare er – på grund af sprogbarrieren – utroligt ringe forsøg på at indfange rædslerne).

Netop denne optagethed af enkeltcitater fører på den anden side fortælleren længere og længere væk fra de massakrer på indianerne, det hele egentlig burde handle om. I stedet bliver han i stigende grad (selv)optaget af disse enkelte citater, som han i et selvreferentielt loop ophøjer til universelt sande sentenser. Det er sentenser som “Såret, ja, er hårdt at være ladt, men død er evigt fredfyldt,” og “For drømmene de altid er der stadig.”

For os læsere har disse ophøjede sentenser imidlertid mere karakter af sprogligt ubehjælpsomme almindeligheder (hvis man kan tale om almindeligheder, når de udtales af mennesker, der har set deres børn eller ægtefæller blive parteret eller slået ihjel på anden ubehagelig måde).

Som jeg læser romanen, er det også netop pointen: Den selvoptagede litterat skærmer sig selv sig fra virkelighedens rædsler ved at fokusere på “prægnante citater.” Og pointen bliver så meget tydeligere ved, at disse citater, der fylder mere og mere for fortælleren, samtidig bliver mere og mere ubehjælpsomme.

I bogens bagsidetekst hedder det, at fortælleren “er ude af stand til at holde en professionel distance til det, han læser.” Og det er for så vidt rigtigt nok, men som jeg læser romanen, er den manglende professionelle distance ikke et udtryk for, at fortælleren engagerer sig i de massakrerede indianeres beretninger og bliver politisk eller for så vidt bare personligt følelsesmæssigt optaget af dem.

Tværtimod bliver hans forhold til de rædselsvækkende beretninger mere og mere overfladisk – delegeret til den sofistikerede og selvoptagede litterats i stigende grad selvrefererende verden. En verden, hvori fortælleren i øvrigt også bliver mere og mere optaget af sin egen paranoia og sine egne, trivielle småproblemer – såsom en dryppert, han pådrager sig via udlevelsen af sine grundlæggende kvindefjendske, seksuelle fantasier.

Romanen adresserer de forfærdende massakrer på indianske folk i mellemamerikanske lande, men dens hovedtema er snarere vanskeligheden ved at formidle disse erfaringer på tværs af kulturer. Og i særlig grad, hvordan den europæiserede, latinamerikanske, litterære elite i bund og grund er ude af stand til – men også uinteresseret i – at forstå disse indianske folks lidelser, andet end som en staffage for deres egen selvfremstilling.

Romanen er skrevet i en manieret og affekteret stil i sætninger, der strækker sig over hele sider. Som læser blev jeg både fanget ind af og frastødt af stilen, og det er givetvis et bevidst tilstræbt greb fra Moyas side.

“Jeg er ikke hel i hovedet,” lyder romanens første sætning, som er et af de citater, fortælleren hæfter sig ved i et vidnesbyrd fra en kaqchikel-indianer, som har bevidnet sine børn og sin kone blive skåret til kødstrimler af soldater med macheter.

“Jeg er ikke hel i hovedet,” bliver et slags mantra i en del af romanen – som ikke bare et vidnesbyrd fra et overlevende offer, men som en karakteristik af hele den kultur, hvori disse rædsler har kunnet udspille sig, og også som en karakteristik af fortælleren selv, som romanen igennem bliver mindre og mindre “hel i hovedet.”

Som læser af Horacio Castellanos Moya (f. 1957) kan man ind i mellem også frygte for sit eget hoved – men et interessant bekendtskab, det er han. Jeg kan også anbefale hans senere The Dream of My Return (opr. 2013, eng. 2015), som stilmæssigt på flere måder minder om Sanseløshed, men så alligevel er helt anderledes.

K's vurdering: