Horacio Castellanos Moya: The Dream of My Return

Fortrængte traumer over den salvadoranske borgerkrig semi-forløst af uafsluttede homøopatiske behandlinger af almindelig hypokondrisk selvoptagethed tilsat et godt skvæt vodka tonics.

Horacio Castellanos Moya (f. 1957) er en eksil-salvadoransk forfatter. Han forlod El Salvador i 1979, kort efter udbruddet af den salvadoranske borgerkrig (1979-1992) mellem militærdiktaturet og forskellige venstrefløjsorienterede guerillagrupper. Siden har han kun været bosat i El Salvador for en kort bemærkning og har ellers opholdt sig i bl.a. Costa Rica og Mexico, hvor han har arbejdet som journalist. Castellanos Moya er i dag bosiddende i USA.

The Dream of My Return (opr. 2013, eng. 2015) er fortalt i jeg-form af journalisten og eksil-salvadoraneren Erasmo Aragon, som deler en række ihvertfald ydre biografiske træk med forfatteren. Romanen udspiller sig i Mexico City i begyndelsen af 1990’erne på det tidspunkt, hvor konturerne af en fred i El Salvador begynder at tegne sig. Erasmo planlægger at vende tilbage til El Salvador, som han forlod i 1979, for at arbejde på et journalistisk projekt – uagtet, at han lever sammen med en kæreste og deres fælles barn.

Indgangen til romanen er imidlertid fortællerens mere eller mindre hypokondriske, selvoplevede smerter i leveren. Han kommer i kontakt med en pensioneret læge, som han efter en indledende skepsis kobler alle sine forhåbninger om helbredelse op på – også selv om det indbefatter diverse homøopatiske metoder, akupunktur og hypnose. Parallelt med behandlingen fortsætter han uanfægtet sit lidt for store alkoholforbrug.

Romanen er fortalt som en lang monolog af fortælleren i form af lange tirader af kommaseparerede sætninger (der kan gå flere sider uden et punktum), som kræver en opmærksom læser, men dog ikke er egentligt svære at følge. Romanen er særdeles velskrevet og en fornøjelse af læse i Katherine Silvers oversættelse til engelsk.

Castellanos Moya skriver med en underspillet, vittigt ironisk pen, og romanen er i mange henseender endog særdeles morsom, især i fortællerens ufrivillige udstiling af sin egen, lettere ynkelige selvoptagethed. Men undervejs udfolder der sig også et alvorligt tema om El Salvadors nyere historie, militærdiktaturets dødspatruljer, dræbte og torturerede venner og familiemedlemmer og ikke mindst selvforståelsen i det salvadoranske eksilmiljø.

Bagsideteksten på The Dream of My Return lægger op til et vildt og surrealistisk alkohol- og syretrip á la en latinamerikansk magisk-realistisk udgave af Leaving Las Vegas. Det er det nu ikke, men det skal man på den anden side heller ikke være ked af, for det er faktisk alligevel ret godt, det her. Og tonen er der, bare meget mere underspillet og lavdæmpet.

Castellanos Moya holder sig på den realistiske side af stregen, men der en tone i bogen, som gør, at man som læser løbende kommer i tvivl om, hvorvidt fortælleren egentlig er vågen eller drømmer, måske er på et dårligt trip eller har deliriøse hallucinationer på grund af de lidt for mange vodka tonics og cognacer, han indtager undervejs.

Bogens titel kan således på den ene side læses umiddelbart som en reference til bogens handling på overfladen: Erasmos drøm i form af hans ønske og håb om at vende tilbage til El Salvador fra sit mangeårige eksil og hans samtidige tvivl om, hvorvidt det er en god idé.

Men titlen inviterer på den anden side også læseren til at overveje, om hele bogen er en drøm, ligesom den knytter an til psykoanalysens drømmetydning og begreber om det fortrængte og det ubevidste som bestemmende for menneskents selvforståelse og handlinger.

For hvad er egentlig Erasmos dybereliggende motivationer for ønsket om at vende tilbage? Den umiddelbare begrundelse, som har noget at gøre med at starte et journalistisk magasin op, synes ikke særligt påtrængende holdt op imod, at han har både kæreste og datter i Mexico, som han forlader. Skal hans motivationer i stedet findes i fortrængte barndoms- eller ungdomserindringer? Et bortgemt skyldkompleks over at have forladt El Salvador, mens andre blev tilbage og kæmpede som guerillaer? Er der derfor, det er ham så magtpåliggende at nå at komme tilbage, lige akkurat inden, krigen ser ud til at slutte?

Horacio Castellanos Moya (f. 1957). Foto fra forfatterens goodreads-profil.

Castellanos Moya giver ikke nogen entydige svar, men antyder en masse, som Erasmo manisk rablende og ikke særligt systematisk eller vedholdende selv forsøger at trænge ned i undervejs.

Castellanos Moya formår i romamen på én gang at gøre tykt grin med psykoanalyse, homøopati, hypnose, akupunktur og slige behandlingsformer – samtidig med at han trækker på psykoalysens grundbegreber som fortolkningsramme for romanen som sådan. Ikke bare som tilbud til fortolkning af fortællerens psykiske tilstand og handlinger, men også som en ramme for fortolkning af selvforståelsen i miljøet af eksil-salvadoranere i Mexico og andre steder i det hele taget:

Krigen i El Salvador, dét, alle er flygtet fra, er også det, man igen og igen vender tilbage til at tale om i eksilmiljøet, men aldrig kommer helt i bund med – der bliver en rest tilbage, en kollektiv skyldfølelse eller skam over at være dem, der undveg.

Castellanos Moyas stil kan give associationer til en Bolaño i kraft af de mange små sidehistorier, som ikke synes at være direkte knyttet til hovedplottet i historien eller føre nogen vegne, men alligevel er en fornøjelse at læse, og i kraft af de semi-selvbiografiske elementer. Men Castellanos Moya har sin egen stil, og den er værd at stifte bekendtskab med.

Jeg faldt over bogen uden på forhånd at kende Castellanos Moya på hylden med salvadoransk litteratur i Daunt Books i London. Efterfølgende har jeg læst lidt mere om ham og indset, at The Dream of My Return muligvis ikke er hans stærkeste roman. Men det taler kun til fordel for resten af forfatterskabet, for jeg var ganske fornøjet under læsningen af denne her.