Tatiana Lobo: Assault on Paradise

En costaricansk, historisk roman fra conquistadorernes tid. Indholdsmæssigt egentlig fyldt med handling, et spraglet persongalleri og masser af historiske konflikttemaer, der burde være spændende. Den fangede mig bare aldrig. Til gengæld føltes den meget, meget, meget lang.

Romanen udspiller sig primært i Costa Rica i 1700-taller med enkelte tilbageblik til scener i Spanien, hvorfra protagonisten, lykkeridderen Pedro Albaran er flygtet fra et mellemværende med Den spanske Inkvisition.

Den alt andet end fromme Pedro Albaran skjuler sig i et katolsk kloster i Cartago, den første europæiske bebyggelse i Costa Rica og indtil 1823 landets hovedstad. Her får han blandt andet også arbejde som skriver hos den lokale guvernør, og han udkommanderes som ledsager af en incestuøs straffefange tværs gennem landet i følgeskab med et par mayaindianske søstre.

Med Pedro som omdrejningspunkt udfolder Tatiana Lobo et portræt af en række spraglede typer i datidens koloniale Mellemamerika: Korrupte politikere, uhellige gejstlige, brutale conquistadorer – og ikke mindst en række markante kvindetyper, som skørtejægeren Pedro har forskellige former for forhold til undervejs.

En central rolle i romanen spiller også et større mayaindiansk oprør mod de spanske kolonisatorer, som dog – som historien vil vide – ender med at blive slået brutalt ned.

Fortællingen rummer således masser af spændende historisk stof, og Lobo introducerer rigeligt med kulørte personer og scenerier til, at Assault on Paradise kunne have været den underholdende, “picareske” roman, som bagsideteksten gerne vil gøre den til.

På trods af romanens kun knap 300 (ganske vist store og tætbeskrevne) sider følte jeg det imidlertid som en ørkenvandring at kæmpe mig igennem den, og den har taget mig væsentligt længere tid at læse end andre bøger af tilsvarende omfang.

Det er ikke fordi, den er egentlig dårligt skrevet. Og handling er der som nævnt objektivt set nok af. Alligevel mangler fortællingen et drive. Det hele er ret tungt skrevet, og Lobo bruger efter min smag alt for mange ord og alt for mange sider på de enkelte scener.

Hvis det ikke lige var fordi, jeg har haft mere end svært ved at finde andre oversatte romaner fra Costa Rica (som kunne interessere mig bare en smule i regi af min selvpålagte opgave med at læse en bog fra hvert land i verden), så havde jeg nok opgivet efter den første tredjedel.