K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

  • Forside
  • Bloggen
  • Anmeldelser
    • Boganmeldelser
      • Skønlitteratur
        • Nyere udgivelser
        • Klassikere
        • Romaner og noveller
        • Historiske romaner
        • Krimi, spænding og ramasjang
        • Lyrik og drama
        • Grafiske romaner og billedbøger
      • Sagprosa
        • Antropologi
        • Biografier og erindringer
        • Filosofi, religion og idéhistorie
        • Geografi og kartografi
        • Historie
        • Litteratur, kunst og kultur
        • Naturvidenskab
        • Samfund og debat
        • Sport og fritid
        • Tidsskrifter
    • Boghandeler
    • Øvrige indlæg
  • Indeks
    • Boganmeldelser efter forfatter
    • Boganmeldelser efter titel
    • Boganmeldelser efter forlag
    • Boganmeldelser efter antal stjerner
    • Boganmeldelser efter læseår
  • Læs før du dør
    • K’s top
    • 1001 bøger du skal læse før du dør – hele listen
  • Verden i bøger
    • Verden rundt i bøger: Udfordringen
    • Verden rundt i bøger: Listen
    • Verden rundt i bøger: Kortet
  • Foreslå en bog
  • Om K’s bognoter
You are here: Home / Boganmeldelser / Carlos Fonseca: Colonel Lágrimas

Carlos Fonseca: Colonel Lágrimas

Anmeldt af Kasper Håkansson, 21. oktober 2019
1 kommentar

Costaricansk-puertoricanske Carlso Fonsecas (f. 1987) eksperimenterende debutroman, Colonel Lágrimas, er sprogligt velskrevet, har verdenshistorisk vingesus og store både formmæssige og indholdsmæssige ambitioner, som dog desværre ikke indløses. Resultatet er for mig i sidste ende lidt småkedeligt.

Romanens hovedperson, “obersten” optræder uden navn i fortællingen (Lágrimas fra titlen er ikke hans navn, men betyder “tårer” på spansk), og han er i øvrigt heller ikke egentlig oberst i militær forstand. Det fremgår derimod, at figuren bygger løseligt på matematikeren Alexander Grothendiecks (1928-2014) livshistorie.

Og lad mig være ærlig: Når jeg skriver, at “det fremgår” af romanen, at den handler om Grothendieck, så mener jeg, at det fremgår af bogens bagsidetekst – selv havde jeg ellers aldrig gennemskuet dette, herunder først og fremmest fordi jeg ikke kan huske nogensinde at have hørt om denne excentriske, tysk-franske matematiker, der – ifølge Wikipedia, som jeg har måttet ty til – ellers af nogle angiveligt regnes for den muligvis største af slagsen i det tyvende århundrede.

Den virkelige Alexander Grothendieck, 1970. Foto: Konrad Jacobs, MFO

Læsere, der er interesseret i Grothendiecks bidrag til især den algebraiske geometri, kan henvises til ovenstående link til Wikipedia, det skal jeg ikke plage jer mere med her. Grothendieck er ikke desto mindre en ganske fascinerende person.

Grothendiecks produktion indenfor den rene matematik var enorm, men han havde samtidig i store dele af sin levetid et stærkt samfundsmæssigt, aktivistisk engagement. For eksempel afholdt han under Vietnamkrigen som en pacifistisk protest matematiske forelæsninger i skovene omkring Hanoi, mens byen blev bombet. En scene, som Fonseca i øvrigt vender tilbage til igen og igen i romanen.

Som 63-årig trak Grothendieck sig imidlertid tilbage fra verden og levede til sin død en eneboertilværelse i en lille landsby i Pyrenæerne, hvor han angiveligt flere gange var ved at sulte sig selv ihjel. Et af hans sidst udgivne værker, La Clef des Songes (Nøglen til drømme), var et mystisk skrift om atten såkaldte “mutanter,” som Grothendieck beundrede som visionære skikkelser i historien, herunder for deres mysticistiske, religiøse visioner.

Alexander Grothendieck portrætteret få måneder før hans død i 2014. Foto: Peter Badge / Typos 1. Fra www.investigacionyciencia.es.

Og det er her, Fonseca tager sit udgangspunkt for romanen. Her, hvor “obersten,” som Fonseca kalder sin figur, sidder i sine sidste dage og skriver som en vanvittig på et fragmentarisk værk om forskellige historiske personer, der skal blive en universalhistorie om alkymisme, mesmerisme, astrologi og andre hermetiske “videnskaber” – som en nøgle til civilisationshistorien i øvrigt.

Fonseca vil mange ting på én gang med romanen. Han vil gerne tegne et indlevet menneskeligt portræt af det aldrende geni, som han sidder dér i sit refugium kort før sin død, herunder fortælle historien om (en rent fiktiv, tror jeg) aldrig udlevet kærlighed til en kvinde.

Fonseca vil samtidig gerne bruge “oberstens”/Grothendiecks livshistorie som prisme for en fortælling om nogle af de store kulturelle, politiske og militære konflikter i det tyvende århundrede: Den mexicanske revolution, den spanske borgerkrig, Anden verdenskrig, Vietnamkrigen m.v.

Og ikke nok med dét, via den aldrende obersts skriverier om forskellige skikkelser i blandt andet alkymiens historie (hvoraf nogle er faktiske, historiske personer, har jeg kunnet søge mig frem til, mens andre synes at være rent fiktive eller sammenstykket af forskellige historiske personers levned – alle under alle omstændigheder helt ukendte for mig på forhånd) har Fonseca også som ambition at fortælle et stykke universalverdenshistorie med dels en feministisk vinkel, dels et fokus på forholdet mellem europæisk imperialisme og Latinamerika.

Og der er mange flere vinkler og historier i romanen end som så.

Endelig søger Fonseca at binde det hele sammen i en eksperimenterende form, hvor historien fortælles af et (næsten) altvidende “vi,” som bevæger sig usynligt rundt i oberstens hjem, kigger ham over skulderen, når han skriver, og prøver at forestille sig, hvad han (og nogle af bipersonerne) tænker og måtte have følt i afgørende situationer i livet.

Til sit litterære formål trækker Fonseca kun løseligt på den historiske Grothendiecks biografi. Han iblander en mængde fiktive elementer, herunder giver han obersten en anden far og mor, som ræsonnerer mere med verdenshistorien; han tilføjer den nævnte uforløste kærlighedshistorie og gør i den forbindelse obersten ugift og barnløs (mens den ægte Grothendieck havde adskillige børn med flere kvinder); og som en ironisk kommentar til den sene Grothendiecks livstruende fastekur gør han omvendt obersten til en uhæmmet grovæder. Det er alt sammen fint – romanen prætenderer ikke at være historie, men netop fiktion.

Projektet lykkes imidlertid ikke overbevisende for Fonseca. Jeg var ihvertfald ikke overbevist, og jeg blev på intet tidspunkt fanget ind af historien. Han vil for meget, og ingen af personerne, heller ikke obersten selv, kom nogensinde til at fremstå levende for mig.

Bogens bagsidetekst lover, at Fonsecas roman genlyder af det bedste af Borges, Calvino og Bolano. Tja, jeg kan måske ane en meget svag genlyd, men mest i form af Fonsecas meget store ambitioner med romanen, som jeg altså desværre ikke fandt fuldt indløste.

Jeg kan ikke helt huske, hvorfor jeg anskaffede mig bogen, som har stået i min reol i et stykke tid. Jeg kan ikke afvise, at jeg slet og ret er blevet charmeret af det sjove omslag og bogens tiltalende lille format (jeg er til fals for den slags). Men jeg gik i gang med at læse den i forhåbning om en fiktiv-historisk fortælling med idéhistoriske vinkler á la tyske Daniel Kehlmans fremragende debutroman, Opmålingen af verden. Her blev jeg, som det fremgår, desværre skuffet.

Fonseca skriver egentlig meget godt (i Megan McDowells oversættelse til engelsk). Der er en let, sprudlende friskhed over hans sprog og stil. Det bliver bare for meget og for anstrengende i længden. Især fordi jeg ikke rigtig synes, at stilen med dette spionerende “vi” bringer fortællingen nogen vegne. For mig blev den i det lange løb først irriterende og til sidst ligegyldig.

Jeg har vendt alle siderne i romanen, men den sidste halvdel af dem læste jeg meget hurtigt, må jeg tilstå. Det kan man så også godt, for selv om romanens temaer er tunge og for så vidt komplekse nok, så er Fonseca sprogligt set let at læse. Og da han igen og igen vender tilbage til de samme temaer og situationer, er det ikke så svært at følge med. Kun lidt svært at holde sig vågen.

I de seneste uger har min læsning fokuseret på spansksproget, primært latinamerikansk og i særlig grad argentinsk, litteratur. Det har været givende læsning, også selv om ikke alle bøger har været lige gode. Nu tror jeg til gengæld, at jeg for en stund vil lade de øvrige eksperimenterende, latinamerikanske forfattere i min reol med ulæste bøger (og bare rolig, der er mange flere, hvor de kommer fra) stå og sunde sig lidt, inden jeg vender tilbage. For nu trænger jeg til at læse noget helt andet.

Titel: Colonel Lágrimas
Forfatter: Carlos Fonseca
Udgiver: Restless Books
Udgivelsesdato: 04.10.2016
Sider: 224
Originalsprog: Spansk
Oversætter: Megan McDowell
Originaltitel: Coronel Lágrimas
Opr. udgivelsesår: 20114
Læst: Oktober 2019

K's vurdering:

Share this:

  • Print
  • Email
  • Facebook
  • Twitter
  • LinkedIn

Arkiveret under: Boganmeldelser, Historiske romaner, Romaner og noveller, Skønlitteratur
Tags: Costa Rica, Latinamerika, Puerto Rico

Abonner
Giv mig besked om
guest
guest
1 Kommentar
nyeste
ældste flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Peter Stig Sørensen
Peter Stig Sørensen
21. oktober 2019 21:01

Jeg kan udmærket følge dig, når du skriver at du kan blive fanget af en bogs omslag og format. Helt indiskutabelt besidder jeg samme lidenskab. Bedst er det selvfølgelig, hvis bogen samtidigt bringer en rigtig god læseoplevelse med sig, hvad der gør den perfekt og til et herligt eje. I mange år var jeg ivrig frimærkesamler, og her kommer det visuelle ind igen. Motivet på frimærket, som sat på en kuvert, stemplet og påskrevet, måske flere gange på sin rejse verdenen igennem, er i sin helhed ikke bare et (visuelt) kunstværk, men også et vidnedsbyrd om og en skildring af… Læs mere »

1
Svar
wpdiscuz   wpDiscuz

Med K verden rundt i bøger: Kortet

Måske er du også interesseret i:

Tatiana Lobo: Assault on Paradise
Mario Bellatin: Mrs. Murakami’s Garden
Pergentino José: Red Ants

Tomás González: The Storm
Moacyr Scliar: The Centaur in the Garden
Moacyr Scliar: Max and the Cats

Følg K's bognoter

  • 78 mailabonnenter
  • 498 følgere
  • 50 venner
  • 515 følgere
  • 219 fans

Mest læste seneste uge

  • Ágota Kristóf: Det store stilehæfte. Beviset. Den tredje løgnÁgota Kristóf: Det store stilehæfte. Beviset. Den… For pokker da, hvor er Ágota Kristófs Det store stilehæfte god! Stor litteratur i enhver…
  • Tine Høeg: Nye rejsendeTine Høeg: Nye rejsende Er Tine Høegs debut Nye rejsende en roman eller lyrik? Svaret er nok begge dele…
  • Svend Brinkmann: Stå fast. Et opgør med tidens udviklingstvangSvend Brinkmann: Stå fast. Et opgør med tidens… Tag nej-hatten på, fokuser på det negative i dit liv og hold op med at…
  • Hassan Preisler: Brun mands byrdeHassan Preisler: Brun mands byrde Rablende sjov og skarp samfundssatire og selvbiografisk roman er lige på kornet og ind imellem…
  • Naja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage - Carls bogNaja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så… "Har døden taget noget fra dig / så giv det tilbage / giv dét tilbage…
  • Brætspil: BEZZERWIZZER OrdBrætspil: BEZZERWIZZER Ord Quiz-brætspillet BEZZERWIZZER har i den nyeste udgave fået et twist med nye typer udfordringer med…
  • Thorkild Hansen: Slavernes kyst, Slavernes skibe, Slavernes øerThorkild Hansen: Slavernes kyst, Slavernes skibe,… Thorkild Hansens trilogi fra 1967-1970 om den danske slavehandel er fremragende historieformidling med sin kombination…
  • Svend Brinkmann: Ståsteder. 10 gamle ideer til en ny verdenSvend Brinkmann: Ståsteder. 10 gamle ideer til en ny verden I sin provokerende parodi på en selvhjælpsbog, Stå fast (2014), tog psykologen Svend Brinkmann nej-hatten…
  • Fjodor M. Dostojevskij: Brødrene KaramazovFjodor M. Dostojevskij: Brødrene Karamazov Brødrene Karamazov er en tragedie, en komedie, en farverig knaldroman, en kriminalintrige, et retssalsdrama, et…
  • Marcel Proust: Swanns verden, 1-2 (På sporet af den tabte tid, bind 1-2)Marcel Proust: Swanns verden, 1-2 (På sporet af den… Meditation under aktiv læsning: Proust holder! Men kun for den tålmodige og langsomme læser. Der…

Seneste kommentarer

  • Peter Stig Sørensen on Pergentino José: Red Ants: “Du skriver: “Læsningen af mange af enkeltnovellerne i Red Ants efterlod mig noget perpleks, forgæves søgende efter en entydig fortolkning eller bare…” apr 5, 22:57
  • Kasper Håkansson on Marc Reugebrink: Salt: “Thank you for this update. I wasn’t aware that there actually was a historical background for this story. Very interesting!” mar 10, 19:45
  • Inwijkeling on Marc Reugebrink: Salt: “Perhaps it is a good thing to mention: Salt is not set in Flanders, Belgium. It is set in the…” mar 10, 17:55
  • Kasper Håkansson on Tomás González: The Storm: “Tak for anbefalingen – den er noteret. Og ja, man kunne givetvis få en selvstændig artikel ud af at analysere…” mar 1, 17:13
  • Hans Peter Madsen on Tomás González: The Storm: “Man kunne skrive lange afhandlinger om bøger, der “skriver oven på” Shakespeares The Tempest (og jeg har selv skrevet en…” mar 1, 13:04

Kategorier

  • Boganmeldelser (921)
    • Biografier og erindringer (18)
    • Sagprosa (94)
      • Antropologi (4)
      • Essays (9)
      • Filosofi, religion og idéhistorie (21)
      • Geografi og kartografi (9)
      • Historie (25)
      • Korrepondance (1)
      • Litteratur, kunst og kultur (16)
      • Naturvidenskab (4)
      • Samfund og debat (24)
      • Sport og fritid (5)
    • Skønlitteratur (848)
      • Børnebøger (9)
      • Grafiske romaner og billedbøger (12)
      • Historiske romaner (89)
      • Klassikere (124)
      • Komedie (11)
      • Krimi, spænding og ramasjang (52)
      • Lyrik og drama (53)
      • Nyere udgivelser (223)
      • Romaner og noveller (735)
  • Boghandeler (28)
  • Øvrige indlæg (28)
    • Tidsskrifter (3)

Søg i K’s bognoter

Følg K's bognoter

  • 78 mailabonnenter
  • 498 følgere
  • 50 venner
  • 515 følgere
  • 219 fans

Copyright © 2021 · Dynamik-Gen on Genesis Framework · WordPress · Log in

wpDiscuz
loading Cancel
Post was not sent - check your email addresses!
Email check failed, please try again
Sorry, your blog cannot share posts by email.