Alejandro Jodorowsky: Where the Bird Sings Best

Overvældende original og overdådigt outreret. Men også opskruet, overgearet, overdoseret og overanstrengt. Alejandro Jodorowsky er benådet med en vild og voldsom kreativitet, men han savner begrænsningens nådegave – og hænger fast i surrealisternes pubertære sex- og voldsfascination, hvilket fik denne læser til at miste interessen og sympatien.

Et løvetæmmerpar, som kun spiser råt kød og lærer løverne at tale hebraisk. En usynlig, flyvende rabbi, der er hentet tilbage fra mellemstadiet mellem livet og døden. En kvindelig loppecirkusdirektør, der lader sine lopper drikke blod af sine bryster. En tidligere russisk zar, der lever som eneboer i skoven for at dyrke sin seksuelle fetich for får – og en kvinde, der iklæder sig fårepels for at snyde zaren til at kopulere med hende – hvorefter hun føder et monster af en søn, der bliver psykopatisk massemorder, indtil han undertvinges af en kvindelig efterkommere af en løvetæmmer.

Dette er bare nogle få af en næsten endeløs stribe af farverige karakterer, der befolker chilensk-franske Alejandro Jodorowskys surrealistiske slægtsroman, Where the Bird Sings Best (opr. 1982).

Alejandro Jodorowsky er en galsindet multikunstner. Han er sammen med Moebius manden bag science fiction-tegneserieklassikeren Inkal-sagaen. Han har instrueret en række eksperimenterede film, hvoriblandt en af mest kendte er den aldeles outrerede La montaña sagrada/The Holy Mountain (1973), som kan ses gratis på filmstriben.dk (filmen flyder over af sjove og originale filmiske ideer, og jeg kan anbefale at se i hvert fald noget af den, hvis man er til gakkede, grænseoverskridende, surrealistiske 1970’er-filmeksperimenter, men filmen i sin helhed er også en lidt langstrakt omgang).

Jodorowsky er således nok mest kendt som film- og tegneserieskaber, men han har også adskillige romaner bag sig. Tre af dem er p.t. oversat fra spansk til engelsk, herunder Where the Bird Sings Best (opr. 1982).

I Where the Bird Sings Best mødes fransk surrealisme, latinamerikansk magisk realisme og jødisk mysticisme og kabbala i et forpustende vanvidsridt på tværs af tre kontinenter og fire generationer.

Bogen stiller sig an som en slags “selvbiografisk” slægtsroman, hvori vi følger forfatterens og jeg-fortællerens jødisk-ukrainske og -russiske forfædre, fra de flygter fra pogromer i Ukraine og Rusland, til de ender i Chile, hvor forfatteren hen mod romanens slutning bliver født.

Den slægtshistorie, som Jodorowsky byder os, er imidlertid den muligvis mest utroværdige og vanvittige, gakkede, magiske, surrealistiske og hurlumhejske, som verdenslitteraturen  hidtil har fremvist. Altså, hvis man ser bort fra sagaen i Bibelen om patriarkerne og Davids slægt … og måske er der også en slags implicit reference netop hertil?

“Slægtshistorien” udgør mestendels et slags rammeværk for romanen, inden for hvilket de mest utrolige historier udspiller sig. Nogle af disse historier (om end langt de færreste) har ophæng i den faktiske, dokumenterede historieskrivning. Andre er forvrængede udgaver af historier, der udspringer af jødiske traditioner, myter, mysticisme og kabbalaen. Tror jeg. Men skal jeg være ærlig, så har jeg ikke tilstrækkelig grundviden herom til at gennemføre analysen.

Romanen er i ét perspektiv et overflødighedshorn af originale historier: Én lang, surrealistisk udgydelse af forfatterens ubevidste, som flyder over af kreativitet. Mange af historierne i romanen er vitterligt både originale, vittige og nogle endda decideret verdensudvidende.

I don’t know if my memories of the time before my birth correspond to reality or if they are mere dreams. That doesn’t matter. In any case, reality is the gradual transformation of dreams; there is no world but the world of dreams.

Desværre flyder romanen også over af en trættende, pubertær optagethed af sex og vold og voldelig sex i kvalmende eksplicitte og aldeles overdrevne detaljer. Jeg synes ikke, at jeg er sart, og jeg kan endda også til en vis grænse påskønne æstetikken i det ækle, hvis det er vel udført. Men hos Jodorowsky bliver det for meget, alt for meget. Ja, bevares, det hele er så grotesk og overdrevent, at man må tænke, at hensigten har været at få læseren til at le snarere end at væmmes. Men uanset intentionerne, så syntes jeg mest bare, at det var træls at læse.

Selv uden de overdrevne, uappetitlige volds- og sexscener (som jeg faktisk ikke var forberedt på, da jeg gik i gang med denne bog), gør selve mængden af forskellige historier i sig selv også, at bogen bliver lidt trættende i det lange løb, fordi den ene galsindede historie hele tiden tager den næste, uden at give læseren tid til at puste ud i mellem dem.

Jeg læste den første halvdel af bogen rimelig grundigt, og jeg vendte også alle siderne i den anden halvdel, men disse sidste blev til gengæld skrålæst ganske hurtigt. Jeg tør dog godt konkludere, at stilen fra den første halvdel fortsatte i den anden.

Jeg var i begyndelsen af min læsning begejstret over Jodorowskys originalitet og hans kreative vildskab. Men jeg blev hurtigt træt og dertil i stigende grad frastødt. På den baggrund bliver det kun til to stjerner, og det er endda generøst.

K's vurdering: