Hernán Rivera Letelier: Pigen der fortalte film

Charmerende, lille, chilensk roman om fascinationen af filmens magiske verden og om fortællingens kraft.

Hernán Rivera Leteliers kortroman fra 2009 (på dansk i 2013 ved altid sikre Rigmor Kappel Schmidt) udspiller sig i en lille salpeterminelandsby langt ude på pampaen i det nordlige Chile. Her er en af de få og højt skattede fornøjelser at gå i biografen. Vi er i en tid, hvor Hollywoodfilm med Marilyn Monroe, John Wayne og Charlton Heston er i høj kurs – men dog ikke nær så populære som mexicanske musikalske melodramaer.

Det er imidlertid dyrt at gå i biografen, og da det viser sig, at den tiårige María Margarita har et særligt gudsbenådet talent for at genfortælle film, bliver hendes genopførelser af ugens biograffilm efterhånden et tilløbsstykke for hele landsbyen – og en indtægtskilde for hendes familie, der begynder at tage entré.

Det er en pudsig og charmerende idé, men romanen har også en alvorlig og tragisk side, som handler om de barske vilkår i den fattige minelandsby, ikke mindst om pigernes og kvindernes udsatte position, hvor prostitution kan være den eneste vej til at opretholde en levevej.

Historien er fortalt i jeg-form af pigen María Margarita i tilbageblik. Det tilfører romanen en form for dobbelthed, hvori dens egen fortælleform reflekterer sig selv:

Som læser får man indtryk af, at María Margaritas evner til at fortælle film i en dramatiseret form – med den distance mellem stoffet og fortælleren, det også indebærer – også bringes i anvendelse i fortællingen af hendes egen historie.

Der er således noget underspillet over de tragiske elementer i hendes egen historie. Som om hun også her har taget skuespillermaske på og med sit dramatiske talent fremfører sin egen historie på en måde, der er mulig at leve sig ind i for læseren, men som samtidig opretholder en næsten usynlig beskyttelsesskærm mellem historien og hende selv:

Det gælder forholdet til moren, der i frustration over det udsigtsløse liv i minebyen forud for romanhistoriens begyndelse har forladt María Margarita, hendes brødre og deres far. Forholdet til den invalide far og brødrene. Og visse traumatiserende hændelser, jeg ikke skal røbe, men som bliver skelsættende for både María Margarita og hendes brødre.

Det er især denne underliggende spænding mellem historien og fortællerstemmen, der gør Pigen der fortalte film værd at læse.

Ifølge forlagets bogomtale er Hernán Rivera Letelier en af Chiles mest læste forfattere, som sammenlignes med giganter som Márquez, Cortázar og Borges. Nu er en kliché som “sammenlignes med …” naturligvis notorisk uforpligtende, al den stund den ikke siger noget om udfaldet af sammenligningen …

Baseret på Pigen der fortalte film ville jeg nu nok placere Hernán Rivera Letelier i et par divisioner under de nævnte forfatterkolleger. Det er heller ikke et dårligt sted at være – dér er man i selskab med mange rigtig gode forfattere. Men der er langt op til Borges eller Cortázar.

Som et lille og hurtigt stykke pauselæsning mellem andre bøger kan jeg dog snildt anbefale Pigen der fortalte film. Og jeg kunne sagtens finde på at læse mere Hernán Rivera Letelier (så vidt jeg kan se, foreligger der ihvertfald én yderligere titel af ham på dansk: Kristus fra Elqui, udgivet af forlaget Aurora Boreal i 2020).

K's vurdering: