Juan Emar: Ten

Chilensk surrealisme for fuld udblæsning – uden filter eller bremse. Originalt, vildt, imponerende fantasifuldt, modigt, sjovt – men også for mærkeligt og for usammenhængende for min smag.

Jeg var egentlig fan på forhånd – efter mit første møde med Juan Emar i form af den forrygende samling Dagen i går. Jeg har derfor virkelig arbejdet undervejs, og efterfølgende, for også at kunne begejstres for Ten (opr. 1937, eng. 2024). Men … jeg kan ikke. Ikke for alvor.

Som udgangspunkt er jeg ellers meget til fals for de lidt mere sære og udfordrende genrer. Jeg er stor fan af latinamerikansk fantastik. Jeg kan også følge med surrealisterne et stykke ad vejen. Og det hele behøver ikke at kunne give analytisk mening.

Jeg kan også godt blive charmeret af historierne i Juan Emars Ten. Imponeret over hans fantasi, hans fandenivoldskhed, hans litterære vildskab. Nysgerrig, forvirret, i passager underholdt, endda stedvist fascineret. Men bogen er også for vild, for mærkelig, for villet mærkelig, for meget slet og ret. Ihvertfald for mig.

Og selv om de fleste af historierne er karakteriseret ved, at det ene mere vilde og gakkede sceneri afløser det næste i hastig rækkefølge, så kedede jeg mig faktisk mere end jeg morede mig gennem læsning af de fleste af de ti historier.

Ved et første blik på indholdsfortegnelsen ser det hele ellers meget struktureret ud. De ti noveller i bogen er organiseret i sektioner med overskrifterne: Fire dyr, tre kvinder, to steder og én last. Og ja, de ti historier tager i et eller andet omfang også afsæt i de nævnte temaer. Men herfra ophører det meste af strukturen, og Juan Emar synes at lade sin vilde fantasi løbe frit. På godt og ondt.

Den første historie (“The Green Parrot”) var nok min foretrukne, herunder måske fordi den er kortere og lidt mere stram i kompositionen end de øvrige. I denne lille groteske af en historie bliver en længe død og udstoppet papegøje vakt til live af en fornærmende bemærkning fra fortællerens onkel José Pedro, hvorefter den med sit krumme papegøjenæb hakker hul i onkel José Pedros skaldede isse, indtil hans hjernemasse flyder ud.

I The Damned Cat bevæger fortælleren sig gennem et landskab i Andesbjergene, hvor han på skift får stimuleret sine fem sanser, inden han når frem til en hule, hvor han indfanges i en stirrekonkurrence med en stillesiddende kat og en flue – en stirrekonkurrence, som varer i flere år og synes af have komplikationer for hele universet og selve den kosmologiske orden … eller noget med dét.

Undervejs er der mange isoleret set helt vidunderligt fantasifulde og billedrige beskrivelser af fortællerens sanseoplevelser. Tag for eksempel denne formidling af den særegne og særegent ubehagelige lugt fra en sjælden art af sumpinsekter:

Their smell is dull, slow, overpowering. It smells at lot like the torture that Tierra del Fuego natives inflicted on their enemies back in the fourteenth century: they placed an iron circle around the skull and tightened it by turning a screw very slowly. A smell of desperation and anguish. A totally hollow smell. […]

Juan Emar er leveringsdygtig i en sprudlende og åbenbart uudtømmelig række af den slags originale billeder og ideer, både i denne novelle og i de øvrige. Problemet er, at når alle sådanne billeder og scener serveres i en tilsyneladende helt uhæmmet og kun minimalt struktureret surrealistisk associationskæde, så holder det – ihvertfald for en læser som mig – ret hurtigt op med at være underholdende og interesant og bliver i stedet bare lidt småkedeligt.

Jeg fik læst det hele, men jeg var lidt træt undervejs – og jeg har også måtte lægge bogen frem mig og læse noget andet ind i mellem, fordi det blev for meget og for kedeligt.

César Aira har skrevet forord til den udgave, jeg har læst – oversat til engelsk af Megan McDowell. Aira er begejstret – hvilket ikke kan undre, da Aira selv i høj grad kan ses som arvtager til den vilde og surrealistiske stil, Juan Emar udfolder. Og det giver for mig god mening, at jeg har nogenlunde det samme slags dobbelte forhold til Juan Emar som til César Aira. Begge har en fantastisk og fabulerende form, som er vidunderlig, når den er bedst, men som ofte også bliver for meget og for fjollet for mig.

K's vurdering: