Mariana Enriquez: Farerne ved at ryge i sengen

Hekseri, hjemsøgelser, åndemaneri og ondsindede forbandelser. Døde, rådnende spædbørn, der går igen. Kannibalistisk nekrofili. Seksuel fetichistisk besættelse af døende, menneskelige organer. Og såmænd også et par gotiske spøgelseshistorier i næsten klassisk stil. Det hele serveret med et feministisk twist og et strejf af samfundskritik. Mariana Enriquez’ noveller er ikke for sarte maver, men de giver appetit på at læse mere.

Argentinske Mariana Enriquez (f. 1973) fik sit store, internationale gennembrud med novellesamlingen Ting vi mistede i ilden (opr. 2015, da. 2017), som her på bloggen udløste fem stjerner, da jeg anmeldte den tilbage i 2019.

Novellesamlingen Farerne ved at ryge i sengen (opr. 2009, da. 2023) er den nyeste og kun anden udgivelse af Enriquez på dansk. Den udkom for en måned siden på forlaget Vinter i glimrende dansk oversættelse ved Liv Camilla Skjødt. Oprindeligt er samlingen dog udgivet seks år tidligere end Ting vi mistede i ilden.

Om sidstnævnte skrev jeg i sin tid, at Enriquez her dyrker “en særegen, men særdeles virksom blanding af realisme, aktuel argentinsk samfundskritik, magisk realisme, klassisk gotik og decideret horror.”

Præcis det samme kunne jeg skrive om Farerne ved at ryge i sengen. De to bøger har således meget tilfælles i stil og tematikker. Jeg bilder mig dog ind at kunne fornemme, at Farerne ved at ryge i sengen er et tidligere værk. Ting vi mistede i ilden fremstår som et mere modent og mere gennemarbejdet værk – med større vægt på de samfundskritiske aspekter og lidt mindre vægt på de overnaturlige og decideret spøgelsesagtige horror-indslag.

Når det er sagt, er Farerne ved at ryge i sengen så absolut værd at læse. Jeg fløj igennem samlingens tolv noveller, som holdt mig mere eller mindre vågen det meste af en nat: Den første del af natten, fordi jeg var optændt af at læse videre. Den anden del af natten, fordi det, jeg havde læst, forstyrrede min søvn med ubehagelige drømme …

Mariana Enriquez skriver således ikke ligefrem opbyggelige godnathistorier.

Samlingen lægger ud med en bizar spøgelseshistorie om en tre måneder gammel, død baby, som hjemsøger historiens fortæller iklædt englevinger af pap, men med kødet rådnende på knoglerne. Det lyder ubehageligt, og det er det egentlig også, men der er samtidig noget afvæbnende kært over den lille ækle genganger med det “hæslige rådne, grågrønne ansigt.”

Rådnende kød er der også rigeligt af i novellen ”Kød”, som er en slags satire over overdreven idoldyrkelse blandt teenagere – som her ganske vist udvikler sig i ekstremer, herunder kannibalistisk nekrofili.

En af samlingens bedste – men også mest bizarre – historier er ”Hvor er du, hjerte”, som er en ung piges bekendelseshistorie om hendes egen seksuelle fetich for døende, menneskelige organer, i særlig grad syge hjerter:

Hvis de var unge … var det utrolig elegant. For som regel var det ikke synligt. Hvis de var smukke, var det en slags hemmelig destrueret skønhed. Alle andre sygdomme gav som regel en vis frist – det her var anderledes. De kunne dø når som helst.

I ”Forsvundne børn” får Argentinas traumatiske historie om “forsvindinger” et gotisk twist, idet en stor mængde forsvundne – formodet kidnappede – børn pludselig dukker op igen i Buenos Aires’ parker. Forældrene er i første omgang lykkelige for genforeningen – men der er noget ved børnene, der ikke er rigtigt …

I andre af novellerne er der fokus på selvskadere, som regel piger eller unge kvinder, der – med eller uden onde ånders bistand – skader sig selv på forskellig vis. Med brændende cigaretter eller barberblade.

På værelset sank hun ned i badekarret og samlede sig igen om snittene, så blodet flød omkring hende og farvede vandet rødt. Det var smukt. Hun sank ned og åbnede øjnene under vandet til et hav af rødligt skum.

Som det nok fremgår, skriver Mariana Enriquez ikke i feel good-genren. Nogle af novellerne er småuhyggelige som klassiske, gotiske spøgelseshistorier. Det er håndterbart. Andre af novellerne er imidlertid uhyggelige på en langt mere ubehagelig måde. Det er historierne om selvskadende unge, om sygelige feticher, om forkvaklede forhold mellem forældre og børn, om misundelse og hævn.

Men Enriquez svælger faktisk ikke i volden, destruktionen og det i øvrigt ækle. Og midt i alt ubehaget skriver hun samtidig med en betydelige poetisk skønhed.

Samtidig løber der en pointe igennem bogen, som handler om at give stemme til nogle af samfundets oversete, uglesete og udgrænsede. De, der i (ubevidst) desperation over ikke at blive set eller hørt griber til ekstreme og ofte (selv)destruktive metoder.

Jeg kan ikke lade være med at læse Farerne ved at ryge i sengen som en forløber for den senere – og mesterlige – samling, Ting vi mistede i ilden. Men Farerne ved at ryge i sengen er så afgjort værd at læse i egen ret. Læs den blot ikke, lige før du skal sove …

K's vurdering: