Mariana Enriquez: Ting vi mistede i ilden

“Vi går alle oven på knogler, det er et spørgsmål om at grave dybt nok og nå ned til de tildækkede døde. Jeg må grave, med en skovl, med hænderne, ligesom hundene, der altid finder ben, der altid ved hvor de gemte dem, hvor de efterlod dem glemte” (Mariana Enriquez, fra novellen Intet kød, kun knogler).

Argentinske Mariana Enriquez (f. 1973) regnes ifølge forlagets klaptekst blandt de bedste, nyere argentinske forfattere. Og det forstår jeg godt på baggrund af Ting vi mistede i ilden (2015, da. 2017 ved Tine Lykke Prado & Niels Tryde Munch). Romanen er den første og hidtil eneste af hendes bøger, der er udkommet på dansk, men forhåbentlig bliver det ikke den sidste.

Enriquez dyrker i de tolv noveller, der udgør Ting vi mistede i ilden, en særegen, men særdeles virksom blanding af realisme, aktuel argentinsk samfundskritik, magisk realisme, klassisk gotik og decideret horror.

Novellerne er overordentlig velskrevne og en fornøjelse at læse. Enriquez demonstrerer – her i Tine Lykke Prado & Niels Tryde Munchs veloplagte fordanskning – hvordan det er muligt at skrive en let læselig tekst uden at gå på kompromis med æstetik og raffineret fortællestruktur.

Som eksempel på Enriquez sprog kan vi tage følgende beskrivelse af, hvordan fortælleren i novellen Spindelvæv oplever forskellen på ordene fårekylling og cikade:

Jeg bryder mig ikke om ordet fårekylling: Gid de havde beholdt navnet cikade som nu kun bruges om larvestadiet. Hvis de hed cikader, ville deres sommerlyde minde mig om jacarandaernes violette blomster på strandpromenaden langs Paraná-floden eller de hvide herskabsvillaer med deres brede stentrapper og grædepile. Men som fårekyllinger minder de mig om varme, råddent kød, strømafbrydelser og fulderikkernes blodskudte blikke fra parkbænkene.

Det er da ret flot. Insekterne vender i øvrigt tilbage flere gange i samme novelle, som et diskret, gennemgående tema. På et frugt- og grøntmarked iagttager fortælleren med væmmelse for eksempel “disse bittesmå fluer der kredser om frugterne som små stumper flyvende mørke.”.

Små stumper flyvende mørke – et billede, jeg er ret vild med i sig selv, men som også kunne bruges som karakteristik af alle novellerne i denne samling. For de fleste af dem rummer en hel del mørke, nogle er næsten sorte, men Enriquez’ sprog og fortælleteknik får dem til at flyve.

Enriquez’ historier rummer elementer af magisk realisme – eller slet og ret magi. Hendes historier foregår som udgangspunkt i et genkendeligt, realistisk univers fra nutidens Argentina. Flere af dem har en spids, samfundskritisk, feministisk brod.

Men i de fleste af dem sniger der sig også elementer af noget overnaturligt ind. I nogle tilfælde opdager vi det knap nok som læsere. I ovennævnte historie antydes der for eksempel elementer af sort magi, men om det er noget sådant, der er på spil, overlades til læserens fortolkning.

I andre noveller er det overnaturlige en mere tydelig del af historien. I Adelas hus trækker Enriquez på den klassiske gotiske tradition i en historie om tre børn, der er fascineret af et forladt hus, hvor det måske spøger.

Den klassiske, gotiske skæbnefortælling danner også forlæg for den grumme historie, Pablito sømmede søm: En erindring om Lille Flyveøre, om Pablo, der arbejder som turistguide med speciale i at fortælle historier om seriemordere. En dag begynder Pablo pludselig at se syner. I gaderne og i bussen støder han på et syn af børnemorderen Lille Flyveøre (en faktisk karakter, der huserede i det historiske Buenos Aires i første halvdel af det 20. århundrede). Er det et spøgelse eller Pablos fantasi? Det ved vi ikke helt, men synene af børnemorderen, der blandt andet var kendt for at sømme et søm i kraniet på sine ofre, begynder at dukke op på et tidspunkt, hvor Pablo i stigende grad af frustreret over, at hans spæde søn derhjemme tager al konens opmærksomhed …

Titelhistorien er nok samlingen mest markant samfundskritiske og samtidig mest voldsomme novelle. Ting vi mistede i ilden fortæller om, hvordan en bølge af misogyne tilfælde af hustruvold i form af mænd, der lemlæster deres koner med sprit og ild, fører til en radikal modbevægelse blandt argentinske kvinder: I protest brænder unge og ældre kvinder sig selv som politisk demonstration:

   – At brænde kvinder er noget mænd gør, min skat. De har altid brændt os. Nu gør vi det selv. Men ikke for at dø: for at vise vores ar frem.

Den samfundskritiske brod er også markant i Nede i det sorte vand, hvor en kvindelig anklager efterforsker et tilfælde af politivold og mord begået mod en fattig dreng. Efterforskningen fører hende dybt ind i et berygtet slumkvarter, hvor myndighederne i årtier har tilladt en fabrik at lede giftigt affald ud i den flod, der løber gennem kvarteret med det resultat, at der fødes børn med groteske misdannelser og mutationer. Enriquez giver kritikken af politivolden og den økologiske og sociale katastrofe et ekstra twist ved at tilføre et element af horror: For gemmer den giftige flod også på noget andet?

Drengen har vækket det der sov nede i vandet. Hører du dem ikke? Hører du ikke dødekultens trommer?

Noget af det, der fascinerer ved Enriquez’ historier er hendes måde at blande det makabre og det poetiske, det realistiske og det grænsemagiske i historier, der på én gang kan handle om nutidige unges mere eller mindre universelle problemer og bekymringer i hverdagen samtidig med, at der lige under overfladen er mere eller mindre implicitte referencer på spil til Argentinas specifikke, ikke alt for fjerne, voldelige, politiske fortid.

I den ganske korte historie, Intet kød, kun knogler, bliver en ung kvinde sygeligt optaget af et kranium, hun tilfældigt har fundet. Hun giver kraniet et navn (Nia), taler med det som med en veninde og udstiller det på sit værelse som en slags helgen – mens hun i stigende grad føler væmmelse ved sin lidt for tykke kæreste og selv udviser anorektiske tilbøjeligheder. Det giver blandt andet anledning til fejende flotte tirader som følgende:

Jeg tænkte på smukke kroppe som Nias hvis hun havde været hel: hvide knogler i glemte grave der lyser i måneskinnet, tynde knogler der slår mod hinanden og lyder som små festlige klokker, som dans i skoven, som dødedans. Han [kæresten] har ikke noget at gøre med de døde knoglers æteriske skønhed, for hans egne er dækket af et lag af trivialitet og fedt. Nia og jeg bliver smukke og letsindige, natlige og jordiske; smukke skorper af jord hen over knoglerne. Hule dansende skeletter. Intet kød, kun knogler.

Det indledende citat i begyndelsen af denne anmeldelse stammer fra samme novelle og er – udover at være endnu et eksempel på Enriquez’ flotte sprog og den lige så flotte fordanskning – også et eksempel på, hvordan hendes historier rummer elementer, der ihvertfald kan tolkes som implicitte, metaforiske referencer til en halvvejs glemt og skjult politisk fortid.

Jeg har lyst til at omtale alle novellerne i denne flotte samling, men jeg stopper mig selv her og nøjes med at anbefale, at du læser dem selv.

K's vurdering: