En syg ko aflives ved pistolskud for pande. En hund får sparket hovedet ind af en sømbeslået støvle i en flok skoledrenges machismoleg. En banal trafiksituation fører til slagsmål mellem to ophidsede trafikanter. En oberst tager sig til sin sabel, før han iværksætter en udryddelseskrig mod et indiansk folk. En sygepasser sprøjter bevidst en overdosis ind i årerne på en patient.

Seks ud af syv noveller i samlingen Southerly (opr. 2016) af argentinske Jorge Consiglio (f. 1962) har det til fælles, at de alle kulminerer i en eller anden form for voldsom eller voldelig udgang. Men derudover er der ikke meget, der binder dem sammen.

Samlingen, der på spansk hedder Villa del parque har på engelsk fået navn efter den første novelle i samlingen, “Southerly” (“Diagonal Sur”). Det er en pudsig fortælling om en østeuropæisk indvandrer, der ankommer med skib til Buenos Aires i 1912, og hans efterkommere i flere generationer, som ender med en nær fatal faldulykke på en trappe foranlediget af overdreven begejstring over at have gennemskuet et genialt træk i en historisk skakduel.

Historien mindede mig, mens jeg læste den, om Jorge Luis Borges i kraft dens kompakte, faktamættede, nøgterne stil, og måden hvorpå den via kringlede veje ender et helt andet sted, end den startede. Det er således også med en vis tilfredshed, at jeg efterfølgende kan konstatere – efter at have skimmet nogle omtaler af Consiglios novellesamling på Goodreads – at novellen faktisk er skrevet som en art pastiche over en af Borges’ noveller, “El Sur” (1944). Jeg har muligvis læst den, men jeg må indrømme, at jeg ikke husker den – og da jeg p.t. ferierer langt fra mit private bibliotek, har jeg ikke haft mulighed for at følge op herpå.

De bedste noveller i samlingen er efter min mening imidlertid “Travel, Travel” og “Jessica Galver”. De er samtidig samlingens to længste noveller, som tilsammen optager mere end halvdelen af bogen.

Jorge Consiglio (f. 1962). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

I “Travel, Travel” vender en mand tilbage til sin fødeby for at restaurere og sælge den villa, han er vokset op i. Men efterhånden, som arbejdet skrider frem, udvikler det sig til en mental restaurering af hans eget liv. En historie fortalt med en lavmælt og troværdig nerve.

I “Jessica Galver” er fortælleren en ung, kvindelig sygepasser på en fedmeklinik, der eksperimenterer med nye metoder til vægttab for patienterne. Hun udvikler et nært, grænsende til erotisk, forhold til en af sine kvindelige patienter, som hun ikke desto mindre i kraft af behandlingens logik er pålagt at forholde sig koldt og distanceret til. Samtidig indleder hun en affære med en anden, mandlig patient, mens hun lever i et lidt passionsløst forhold til en skuespiller, der – som et sjovt kuriosum – lægger stemme til Walter White i den spanske eftersynkronisering af tv-serien Breaking Bad.

Den førstnævnte patient, der også er novellens titelperson, er en skøn figur. Jessica Galver er med sine 207 kilo monstrøst og sundhedsskadeligt fed, men i Consiglio fremstilling – via fortællerens blik – er hun en smuk renæssancedronning.

Jessica, on the scales, is a monument. Her body – the size of this three-dimensional organism – is a spectacle. it’s a representation, a mise-en-scène, the finale of an opera.

Som læser må man både elske og ynke Jessica Galver. Selv når hun er jammerligt selvoptaget af sine skavanker:

Like all sick people, she wants to be the centre of attention. She describes her skin problems as if they were large-scale historical changes, seminal events, History with a capital H. Her acne is like a revolution: outbreaks of pustules, swelling, abrupt changes in temperature; a violent reaction, out of proportion, an unforeseen epidemic

Jeg var ikke lige så begejstret for de øvrige noveller. Jorge Consiglio skriver godt, her i Cherliyn Elstons glimrende oversættelse til engelsk, og jeg blev hurtigt fanget ind af de fleste af novellerne, som jeg generelt nød at læse. Alligevel manglede jeg noget i de fleste af dem.

De stritter i lidt for mange retninger efter min smag. I mange tilfælde sad jeg lidt perpleks tilbage efter det sidste punktum og tænkte: Hvad var egentlig meningen? Jeg har ikke noget imod noveller med åbne slutninger, men jeg kunne have ønsket mig lidt mere fokus.

Måske er jeg udfordret af manglende baggrundsviden. Ikke kun i den førstnævnte Borges-pastiche, men også i andre historier havde jeg fornemmelsen af, at de rummede implicitte referencer til latinamerikansk historie og litteratur. Referencer, som jeg imidlertid ikke er tilstrækkelig velbevandret i nogle af delene til at fange. Havde jeg haft dem (præsent), ville min læseoplevelse måske, eller måske ikke, have været en anden. Det kan jeg i sagens natur ikke vide.

Min vurdering af bogen kan under alle omstændigheder kun baseres på den læseoplevelse, jeg selv havde. Og den bliver samlet set kun lidt over mellemfornøjet: Jeg nød sproget og gangen i fortællingerne, men manglende som nævnt noget mere fokus for at blive begejstret.

K's vurdering: