Giovanna Rivero: Fresh Dirt from the Grave

Latinamerikansk gotik i forfriskende moderne klædedragt. Seks velskrevne fortællinger fra Bolivia om grumme ting som patriarkalske religiøse sekter, kold hævn, skibsforlis, ildebrande, giftdrab, levende begravelser, en morders fornemmelse for japansk origami, genfærd, tabubelagte familiehemmeligheder, mystiske ritualer og medicinske menneskeeksperimenter. Men egentlig mest om skrøbelige mennesker.

For nogle uger siden læste jeg Bernardo Esquincas mexicanske horrornoveller i samlingen The Secret Life of Insects, og jeg var ikke helt begejstret, fordi for mange af Esquincas historier hang fast i en lidt forældet gotisk tradition. Bolivianske Giovanna Rivero (f. 1972) har til en vis grad rødder i samme tradition, men hun formår på en helt anden forfriskende vis at opdatere traditionen til dette århundrede.

Rivero skriver sig dermed ind på en plads blandt de fineste eksponenter for nutidig latinamerikansk, litterær gotik – en gerne, der også omfatter navne som argentinske Mariana Enriquez, Samanta Schweblin og Agostina Bazterrica (og med rødder længere tilbage i litteraturhistorien hos f.eks. chilenske María Luisa Bombal og mexicanske Juan Rulfo og Carlos Fuentes).

Novellerne i Fresh Dirt from the Grave er oprindeligt fra 2020 og er oversat til engelsk af Isabel Adey og udgivet i 2023 af Charco Press.

Riveros historier rummer kun i meget begrænset omfang decideret overnaturlige elementer, og der er slet ikke tale om horrorhistorier. Vi er snarere i genren for gotiske skæbnefortællinger i moderniseret form – med kun et enkelt genfærd og et strejf af science fiction i enkelte historier. Fortællingerne er ret forskellige, men dét, der samler dem, er et gennemgående fokus på menneskets sårbarhed og fortvivlelse, men også evne til kærlighed og håb, hvor spinkelt det end måtte være, stillet overfor ulykke, vold og ondskab.

De seks historier i samlingen falder ikke alle i min smag, men de bedste af dem er så afgjort rigeligt gode til at udløse en varm anbefaling af bogen som helhed.

Samlingen åbner helt forrygende med historien Blessed are the Meek,  som på fineste vis i én grum novelle sammenfatter flere modsatrettede moralske perspektiver, herunder læserens. Historien er fortalt fra perspektivet af den ganske unge pige, Elise, som man gradvist forstår er datter af et mennonitisk samfund i Bolivia. Hun har været udsat for et seksuelt overgreb fra en mand i menigheden, og som konsekvens heraf bliver hun og hendes familie udstødt af samfundet – i overensstemmelse med det patriarkalske samfunds klassiske, dobbeltmoralske regelsæt. Jeg vil ikke røbe slutningen udover, at her får én af de mange klamme mænd i (litteratur)historien for en gangs skyld sin bekomst.

Historien Fish, Turtle, Vulture hører til i genren af klassiske, gotiske skæbnefortællinger og handler om en ung mand, der har overlevet 400 dage på havet efter et skibsforlis, og nu opsøger moren til det besætningsmedlem, han længe opholdt sig i redningsbåden med, men som ikke overlevede. Moren har sine egne formodninger om, hvordan og hvorfor det ikke var hendes søn, men den anden, der overlevede.

It Looks Human When It Rains er en melankolsk fortælling om en ældre kvindes sorg over en mistet steddatter og samtidig en vemodig reflektion over hendes egen skæbne som datter af japanske immigranter i Bolivia. Det er samtidig den eneste af historierne med et eksplicit spøgelsestema. Og så lærer vi noget om forhærdede morderes fornemmelse for japansk origami.

Disse tre første noveller i samlingen var efter min smag de klart bedste. Også den sidste, Kindred Deer, har dog noget over sig i kraft af sin makabre stemning, som øges af nogle få halvt fortalte referencer, som på flimrende vis rammesætter fortællingen til at foregå i et eller andet ubestemt semidystopisk fremtidssamfund. I haven uden for et ungt ægtepars hjem ligger en skamskudt, nu død hjort, hvis gradvise forrådnelse ræsonnerer uheldssvangert med de forandringer, som mandens krop og parrets forhold undergår som følge af de medicinske forskningseksperimenter, manden af økonomisk nød sælger sig selv til.

Derimod var jeg ikke så begejstret for den længste novelle i samlingen, Donkey Skin. Den handler om to forældreløse, bolivianske børn, som med deres alkoholiserede tante vokser op i udkanten af et trøstesløst reservat for den oprindelige méti-befolkning i Winnipeg, Canada. Også i denne fortælling demonstrerer Rivero sin indlevelsesevne og fornemmelse for skrøbelige menneskeskæbner, men historien er i sin fortællestruktur iklædt lidt for mange unødige omsvøb i form af at blive fortalt af det ene af børnene år senere som en slags bekendelse for hendes nye religiøse menighed forud for en operation for en kræftsvulst i hjernen.

Endelig er der historien om Socorro, endnu en halvgal, alkoholiseret gammel tante, som ikke fangede mig helt. Det er en af de historier, der primært lever i kraft af sin pointe om en familiehemmelighed, jeg ikke skal røbe.

Samlet set en særdeles anbefalelsesværdig samling og et tydeligt eksempel på, at den latinamerikanske gotik i allerhøjeste grad lever i nutidig litteratur.

K's vurdering: