Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Sanselige raffinementer, litterære ekvilibrismer, æstetiske grænsesprængninger, eksemplariske bortgange og en til tider morbid humor … Gabrielle Wittkops noveller er ret vilde – og helt fantastisk smukke.
Fem ret forskellige noveller, bundet sammen af det ene, at de på den ene eller anden måde tematiserer og udfolder døden, som den kan ramme enhver, hvis tid er kommet. >> Læs videre
Latinamerikansk gotik i forfriskende moderne klædedragt. Seks velskrevne fortællinger fra Bolivia om grumme ting som patriarkalske religiøse sekter, kold hævn, skibsforlis, ildebrande, giftdrab, levende begravelser, en morders fornemmelse for japansk origami, genfærd, tabubelagte familiehemmeligheder, mystiske ritualer og medicinske menneskeeksperimenter. Men egentlig mest om skrøbelige mennesker.
For nogle uger siden læste jeg Bernardo Esquincas mexicanske horrornoveller i samlingen The Secret Life of Insects, og jeg var ikke helt begejstret, fordi for mange af Esquincas historier hang fast i en lidt forældet gotisk tradition. Bolivianske Giovanna Rivero (f. 1972) har til en vis grad rødder i samme tradition, men hun formår på en helt anden forfriskende vis at opdatere traditionen til dette århundrede. >> Læs videre
Hekseri, hjemsøgelser, åndemaneri og ondsindede forbandelser. Døde, rådnende spædbørn, der går igen. Kannibalistisk nekrofili. Seksuel fetichistisk besættelse af døende, menneskelige organer. Og såmænd også et par gotiske spøgelseshistorier i næsten klassisk stil. Det hele serveret med et feministisk twist og et strejf af samfundskritik. Mariana Enriquez’ noveller er ikke for sarte maver, men de giver appetit på at læse mere.
Argentinske Mariana Enriquez (f. 1973) fik sit store, internationale gennembrud med novellesamlingen Ting vi mistede i ilden (opr. 2015, da. 2017), som her på bloggen udløste fem stjerner, da jeg anmeldte den tilbage i 2019. >> Læs videre
Her får du litterær surrealisme for fuld udblæsning – i gotisk klædedragt og tilsat elementer af okkultisme, kabbalisme og alkymisme. Lyder det syret? Vær advaret: Det er meget mærkeligere end som så. Ithell Colquhouns roman bevæger sig hinsides det rationelt forståelige, langt hinsides. Helt sikkert ikke en roman for alle. Herunder ikke for mig.
Ithell Colquhoun (1906-1988) er allerede et interessant bekendtskab af den grund, at hun var en af meget få kvindelige surrealistiske kunstnere i det 20. århundrede. Tilmed var hun dybt interesseret i det okkulte, ikke mindst alkymismen (forstået ikke bare som drømmen om at lave bly til guld, men som en vej til åndelig oplysning), og hun var igennem sit liv medlem af adskillige okkulte selskaber. >> Læs videre
“En pragtfuld, uhyggelig og giftig lille fortælling,” er Oscar Wilde citeret for at sige om Henry James’ klassiker fra 1898 Skruen strammes. Det kan jeg ikke sige bedre, for det holder stadig her 117 år efter.
Henry James (1843-1916) sidder tungt på sin plads i den amerikanske/britiske litteraturkanon. Både amerikansk og britisk, idet han er født i USA, men emigrerede til Storbritannien, hvor han etablerede sig i 1869 og opnåede statsborgerskab i 1915.
Kortromanen Skruen strammes (1898) er en af James’ mindre romaner og mit første møde med ham, her i en dansk nyoversættelse fra 2012, men den har så absolut øget min appetit på at læse mere fra forfatterskabet. >> Læs videre
Hvis William Faulkner kan kaldes den litterære fader til den amerikanske southern gothic-genre, så må Flannery O’Connor (1925-1962) være dens moder. O’Connor er mest kendt for sine noveller, hvoraf jeg indtil nu kun har læst nogle få (men hendes Complete Stories står i kø i reolen). Hun nåede i sit korte liv dog også at skrive to romaner, hvoraf Wise Blood var den første.
O’Connors klassikerstatus er velbegrundet: Wise Blood er fremragende – og man behøver som læser ikke at abonnere på O’Connors lettere moraliserende katolicisme for at nyde hendes sprog og sans for det mørkt bizarre og groteske.
Det er til gengæld svært at skrive meget meningsfuldt om Wise Blood uden at røbe en vis del af plottet. Så vær advaret: Der vil være enkelte plot spoilers i det følgende. På den anden side: Hvis du hører til de læsere, der primært nyder en bog for plottets skyld, så er Wise Blood nok ikke noget for dig. >> Læs videre
“American Southern Gothic” på australsk. Ikke for de sarte eller for sproglige minimalister.
Australske Nick Cave kender de fleste bedst som rocksanger fra bl.a. Nick Cave and the Bad Seeds, men han har også begået et par romaner. Han debuterede i genren tilbage i 1989 med And the Ass Saw the Angel, som blev genudgivet i 2009 i Caves egen redigerede version, som er den, jeg har læst.
Stemningen i bogen ligger tæt op af de mest dystre af Caves rocktekster – bare lige 3-4 nuancer mere sort og tilsat et ordentligt skud gammeltestamentelig, apokalyptisk patos. >> Læs videre
Donald Ray Pollocks debutroman er et stykke sort, sort “american gothic” fyldt med “low life”-typer, religiøs fanatisme og meningsløs vold. Til gengæld uden håb. Men dog med en vis humor.
Handlingen er ikke helt nem at referere kort, da den består af flere sammenvævede historier med forskellige mere eller mindre (men især mere) depraverede, sølle typer.
Det meste af handlingen udspiller sig i perioden fra sidst i 1940’erne til sidst i 1960’erne i Ohio omkring den lille tarvelige by Knockemstiff (sejt bynavn – og den eksisterer rent faktisk i virkelighedens USA og er forfatterens fødeby).
Og selv om Ohio vel nok må betegnes som Midtvesten, så er der meget gotisk sydstatsstemning over bogen. >> Læs videre
