Josef Winkler: Natura Morta. En romersk novelle

Et litterært stilleben fra en romersk markedsplads, hvor livets kødelighed og forgængelighed, dets liderlighed og dødelighed, klaskes op i ansigtet på den belurende beskuer i æstetisk lige så smukke som frastødende tableauer.

Østrigske Josef Winkler (f. 1959)  kalder selv Natura Morta for en novelle, og det er nok også den mest passende genrebetegnelse, selv om den rent sideantalsmæssigt er en lidt lang én af slagsen. Det ville dog være mere forkert at kalde den en kortroman, for romanbetegnelsen giver konnotationer i retning af en slags fremadskridende fortælling, som Winklers lille bog ikke søger at indløse.

Snarere end en fremadskridende fortælling har bogen karakter af en serie tableauer. Bogens titel er dermed velvalgt, idet Natura Morta er det italienske begreb for Stilleben, altså den malerigenre, der afbilleder ubevægelige, opstillede genstande, som f.eks. et fad med frugt.

Bogens portrætterede mennesker og steder er ganske vist ikke i fuldstændig tilstand, og der er også en slags fortællemæssig fremdrift, men som læser får man ikke desto mindre indtrykket af at være vidne til en serie af øjebliksbilleder, detaljeret dokumenteret af et filmkamera.

Bogen er skrevet, som var forfatterens blik et kamera, der nysgerrigt, kælent, frækt og fascineret bevæger sig rundt blandt mennesker og ting, mellem boderne på markedspladsen med deres blodige kødvarer, fisk, grøntsager og blomster, mellem markedsfolk og kunder, slagtere, fiskehandlere, tobakssælgere, grønthandlere, tiggere, sigøjnere, trækkerdrenge, nonner og turister.

Scenerne i bogen udspiller sig på og omkring markedspladsen Piazza Vittorio Emanuele II og Peterspladsen i Rom. Piazza Vittorio Emanuele II ligger lige syd for Roms største banegård, Termini. Og hvis du ikke synes, at du fra dit seneste besøg i Rom kan huske noget om et stort udendørs marked på den plads, så er det nok, fordi markedet er flyttet indendørs, siden Winkler skrev sin bog, og nu holder til i en nærtliggende markedshal under navnet Nuovo Mercato Esquilino. Faktisk blev det sidste udendørs marked på Piazza Vittorio afholdt i 2001, samtidig med udgivelsen af Winklers bog.

Som nævnt ville det være for meget at hævde, at bogen har en handling. Men der sker dog en lille smule. Om ikke andet en dramatisk ulykke mod slutningen, som afrundes med en begravelse. Scenen omkring den nævnte ulykke er i øvrigt et litterært højdepunkt i bogen, hvor dens “filmiske” æstetik kulminerer på flotteste vis.

Det ville også være for meget at sige, at bogen tegner karakterportrætter af sine personer. Men der er dog en serie personer i bogen, som vi som læsere får tegnet en slags billeder af, men kun via kameraets “objektive” panoreringer. Winkler overlader det helt til læseren selv at psykologisere og i øvrigt forestille sig personernes liv – på samme måde, som man kan forestille sig de forbipasserendes liv, hvis man sidder på en udendørs café og betragter menneskevrimlen på en gade eller en plads.

Nogle af typerne på Piazza Vittorio møder vi flere gange undervejs. Der er f.eks. den magre hestekødssælger med den rynkede hud. Der er den tykke citronsælgerske med nervetrækningerne i det ene øje. Frølårssælgersken med de sorte chimpansenegle. Den tandløse, halvblinde rucolasælgerske. Den lyshårede, solariebrune indvoldssælgerske med de forgyldte briller og smykker og de røde negle. Den unge kronragede fiskehandler, kaldet Nazi-Skin. Den tykke, af transvestitter omsværmede chef for fiskeboden.

Og så er der ikke mindst figensælgerskens søn, den sekstenårige Piccoletto med de gule underbukser og de sorte øjenvipper, der er så lange, at de næsten når hans fregnede kinder. At kalde Piccoletto for en hovedperson ville være en tilsnigelse, for en hovedperson forudsætter en hovedhandling. Men Piccoletto er ofte i billedet, og bogens “kamera” vender igen og igen tilbage til ham, til hans lange, sorte øjenvipper, der næsten når hans fregnede kinder, til hans gule underbukser, der er så løse, at hans testikler hænger ud af dem, og til den gule plastiksut, sommerens modedille, der hænger fra hans øre.

Jeg er fristet til at skrive, at det at læse Winklers panorerende beskrivelser fra Rom er som selv at være tilbage i byen, men det ville for det første være en kliché og for det andet ikke være helt rigtigt. For Winkler har et særligt blik, som får det romerske menneskevirvar til at fremtræde på en helt anden måde, end det plejer at gøre for mit eget blik:

Winklers blik indfanger livets spraglede mangfoldighed, dets sanselige intensitet, dets kødelighed og dets blodige forgængelighed. Han fokuserer på syndighed og religion, på forlorenhed, på døden på markedspladsen såvel som på korset i kirken.

På Piazza Vittorio brækkede en macellaio, der havde trukket en hvid kirurghandske over sin højre hånd, og som på den venstre bar to tykke guldringe og om håndleddet et guldur, et fårehoved, som i forvejen var flået og kløvet med en kødøkse, fra hinanden, tog hjernen ud af skallen og lagde omhyggeligt de to hjernehalvdele ved siden af hinanden på et stykke rosa vokspapir med vandmærke. I den højre øjenhule, der glinsede som sølv – det udspillede øjenæble lå i en bunke kødaffald – løb en violetskinnende flue rundt. Et rødt lommetørklæde stak op af brystlommen på den blodindsmurte slagterjakke.

Winklers blik er også et liderligt, homoerotisk blik, der igen og igen dvæler ved solbrune lår, stramme baller samt kønsbehåring og kønsdele, der anes gennem underbukser.

Katolicismen er til stede igennem hele bogen, men mest i en forloren, grim og næsten vrængende version. På kødmarkedet støder vi på nonner med vorter i hele ansigtet, i Vatikanets “helligkitchbutikker” faldbydes alskens religiøst ragelse på profanerende vis:

I en vitrine i Casa del Rosario lå et lille, støvet plastikjesusbarn og legede med sine tæer med et sørgmodigt ansigtsudtryk – i forudanelse om sin fremtidige lidelser – nogle få centimeter fra et elfenbenskrucifiks prydet med filigran. Elfenbensjesusfigurens fastsømmede hænder var pakket ind i vat, som knytnæver i boksehandsker, og omviklet med sytråd. På plastikjesusbarnets ståtrådsglorie stod der; Offerta 3500 lire! […] En halvvoksen spansk dreng, der stod foran et stort, blodtilsølet fiksérbillede af Jesus af Nazareth, havde sin ene hånd stukket ned i bukselommen for ubemærket at kunne lege med sit køn. Den ene af de to nonner, der var iført mørkebrune dragter, sorte slør og sorte sko, og som slikkede på de brombærfarvede iskugler i de vafler, de stod med, vendte en lille, hvid marmorpietà på hovedet og studerede prisskiltet, der var klæbet på soklen.

Bogen kan læses og nydes alene for Winklers sprogligt veloplagte og detaljerede beskrivelser  af tableauerne på markederne (dét for kød, fisk og grøntsager på Piazza Vittorio og dét for helligkitsch i Vatikanet) og for hans bevidste brug af sproglige gentagelser, der tilfører teksten en særegen rytme. Samtidig kan den læses som et slags vidnesbyrd om livet i dets mangfoldige former, dets kødelighed og ikke mindst dets forgængelighed.

Havde bogen været meget længere, ville den være blevet tung og anstrengende til sidst, men som den står, er den veldoseret og tæt på perfekt. Anbefales – idet læseren skal huske at stemme sindet efter at “læse et stilleben” frem for en egentlig fortælling.

K's vurdering: