Juan José Saer: Stedsønnen

“Intet menneskeliv er længere end klarheden i de sidste sekunder, lige før døden indtræffer. Tyve, tredive, tres, ti tusinde års fortid har samme længde, samme realitet. Selv den største brand efterlader ikke anden sandhed end asken.”

Stedsønnen er mit første møde med argentinske Juan José Saer (1937-2005).  Har har ellers en betydelig udgivelsesliste bag sig og omtales ofte som en af de vigtigste argentinske forfattere i generationen efterJorge Luis Borges (1899-1986). Nu bød lejligheden sig i form af forlaget Sidste Århundredes udgivelse af Saers Stedsønnen (opr. 1983) i dansk oversættelse ved Sabine Dueholm Bech & Marie Groth Bastiansen.

Stedsønnen er ikke en helt nem bog at gå til, og den vil nok især appellere til filosofisk interesserede læsere.

Man skal således ikke lade sig narre af et handlingsreferat, som uvægerligt får romanen til at lyde som et kulørt Robinson Crusoe-drama, som den imidlertidig er meget langt fra at være:

Romanens navnløse fortæller står som femtenårig dreng til søs fra Spanien med et skib på ekspedition til det nyopdagede Amerika, som man på dette tidspunkt i starten af det 16. århundrede endnu tror er en del af Indien. Fremme i Las Americas bliver hele besætningen pånær fortælleren imidlertid dræbt i et baghold af kannibalistiske indianere.

Indianerene tager fortælleren til fange og tager ham med til deres landsby sammen med ligene af alle hans frænder. Her bliver han vidne til et kannibalistisk orgie over flere dage, som munder ud i et seksuelt orgie, hvor indianerne kopulerer på kryds af tværs uden hensyn til alder eller slægtskab. Udskejelserne er så voldsomme, at mange af indianerne simpelthen afgår ved døden i dagene derefter.

Fortælleren opholder sig ti år hos denne indianske stamme, og han gør sig blandt andet den iagttagelse, at det vilde kannibalistiske orgie gentager sig en gang årligt. Resten af året er det indianske samfund imidlertid præget af ro og orden.

Efter ti år bliver fortælleren fundet af en anden europæisk ekspedition, og han vender tilbage til Spanien. I en periode rejser han rundt med en teatertrup, som får stor succes med at opføre et skuespil baseret på hans oplevelser hos indianerne. Han erkender dog snart, at ingen mennesker blandt publikum egentlig er interesseret i at kende til de faktiske forhold hos indianerne. Alle er kun optaget af at få deres egen selvforståelse og forhåndsopfattelser bekræftet.

Takket være de tomme hylstre, som skulle forestille at være mennesker, lærte jeg mig det bitre og let overlegne grin, som kendetegner den, der drager fordel af at manipulere med almindeligheder og vævende sort snak.

For en ordens skyld skal jeg understrege, at der er ikke nogen alvorlige spoilers involveret i det ovenstående: Allerede på romanens første linjer bliver det således klart, at romanen skal forstille at være fortællerens erindringer, som han nedskriver som gammel mand bosiddende i en by langt fra indianernes jungle.

Et handlingsreferat giver imidlertid som nævnt ikke noget retvisende billede af, hvad det er for en slags bog, vi her har med at gøre. For den er på ingen måde handlingsdrevet. Fortællerens oplevelser hos indianerne – og tilsvarende hans erfaringer med teatertruppen i årene tilbage i Europa – tjener primært som anledning til lange etnografiske og filosofiske diskurser.

Saer lader sin fortæller reflektere som en anden Proust over erindringens natur, forholdet mellem det enkelte menneskes minder, dets personlige identitet og samlede verdensforståelse.

I denne sammenhæng viser død og minder sig at være ens. Begge er enestående for alle mennesker, og de mennesker, der tror, at de har et fælles minde, fordi de har delt den samme oplevelse, ved ikke, at de har forskellige minder, og at de er dømt til at være alene i disse minder såvel som i døden. Disse minder er for alle mennekser som et fængsel, og de er spærret inde i dem fra fødsel til død. De er deres død.

De udpenslede kannibalistiske scener fylder ganske meget i bogen, og man skal som læser have styr på maven for at stå det igennem. Men der er ikke tale om kulørt splatter for dens egen skyld. Saers interesse er at udforske kannibalismen som etnografisk fænomen – og især afståelsen fra kannibalisme som et af de basale kulturkonstituerende forbud (sammen med mord og incest, jf. Freud m.fl.). Et menneskeligt samfund er kun muligt, hvis vi afstår fra at spise hinanden.

I fortællerens tilbageblik fortolker han det årlige, rituelle, kannibalistiske orgie som en institutionaliseret ventil: Det er nødvendigt for på en (så nogenlunde) ordnet måde at få afløb for basale drifter, som ukontrollerede ellers ville ødelægge samfundet indefra. Alle de basale forbud overskrides således i det årlige ritual – og for fuld udblæsning: Mord, incest og kannibalisme.

Hvis der opstod et ubehag i dem, når de begyndte at tygge, var det, fordi dette kød, selvom de ikke kunne udtrykke det præcist, må have smagt af udtjent mørke og gentagne fejl. Eftersom den ydre verden var ren illusion, vidste de inderst inde, at de tyggede på ingenting, men de var nødsaget til gang på gang at gentage denne indholdsløse handling for fortsat, for enhver pris, at kunne nyde denne enestående og usikre eksistens, som tillod dem at gøre sig illusioner om at være de eneste sande mennesker i dette øde land  gennemløbet af vilde floder.

Stedsønnen er i passager en lidt tung sag at komme igennem, og den er præget af en del gentagelser. Det, der bærer romanen igennem, er Juan José Saers – på sin egen snørklede måde – smukke og poetiske sprog.

Med Stedsønnen er Saer mig bekendt oversat til dansk for første gang. Forhåbentlig bliver det ikke den sidste.

Jeg har faktisk en anden bog af Saer stående i reolen i engelsk oversættelse, novellesamlingen The One Before (opr. 1976). Jeg begyndte at læse den på et tidspunkt, men for at være ærlig, så røg den tilbage på hylden efter ikke voldsomt mange sider – han forekom mig for sær og for vanskelig i min daværende dagsform. Måske skulle jeg give den et forsøg mere ved lejlighed.

K's vurdering: