Roman om de forsvundne under militærdiktaturet i Argentina i 1976-1983, om eksilet og om det, man kunne kalde glemslens politik på både mikro- og makroplan – fortalt gennem to subtilt sammenvævede personhistorier, fortællerens og den fortaltes.
Skærsild (spansk: Purgatorio) blev den argentinske forfatter Tomás Eloy Martínez’ (1934-2010) sidste roman. Den udkom oprindeligt på spansk i 2008 og er oversat til flere sprog. I dag udkommer den så også på dansk på forlaget Apuleius’ Æsel, oversat af Viveca Tallgren, som også har forsynet bogen med et glimrende forord, der sætter romanen i historisk kontekst. Af Martínez er på dansk tidligere udkommet Santa Evita (1995, da. 1996) og Tangosangeren (2004, da. 2006).
Under “Den beskidte krig” under Argentinas sidste militærdiktatur i 1976-1983 forsvandt omkring 30.000 mennesker – politiske aktivister, venstreorienterede intellektuelle og studenter eler andre, som magthaverne ønskede af vejen. “Forsvundet” dækkede i de felste tilfælde over bortført, internret, tortureret og myrdet af militærregimet. Mange af de forsvundnes skæbne er den dag i dag ikke blevet endeligt afdækket.
Dette stadig åbne sår i Argentinas historie er udgangspunktet for Tomás Eloy Martínez‘ roman, Skærsild. Romanen handler om kvinden Emilia og hendes livslange søgen efter sin mand, Simón, som forsvandt kort efter militærkuppet i 1976, ført bort for øjnene af hende af militærpolitiet.
I romanens allerførste sætning møder vi Emilia, hvor hun efter mere end 30 års søgen efter Simón endelig møder ham på en bar i USA, hvor hun nu bor. Emilia er en dame på omkring de 60, men den Simón, hun møder og tager med hjem, er besynderligt uforandret i udseende og påklædning – en tro kopi af ham, der forsvandt i Argentina så mange år tidligere.
Fra begyndelsen hensættes vi som læsere således i et mysterium: Er denne Simón virkelig og kun hans tilsyneladende uforandrede ydre en illusion? Eller læser vi en spøgelseshistorie? Eller er den genkomne Simón bare et produkt af den aldrende Emilias fantasi? Eller måske endda af en andens fantasi? Spørgsmål, der ikke nødvendigvis får et entydigt svar.
Tomás Eloy Martínez (1934-2010). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.
Emilia er i romanen datter af militærregimets vigtigste propagandarådgiver, som vi som læsere mistænker for at have haft mere end en finger med i svigersønnens forsvinden. I en serie ikke-kronologiske tilbageblik oprulles Emilias og hendes families historie, og det er for Martínez blandt andet en vej til at beskrive magtens mekanismer set fra indersiden af en af Argentinas celebre familier.
Titlen Skærsild refererer til Dante Alighieris Den guddommelige komedie, hvilket tydeliggøres af, at hvert af de fem lange kapitler i romanen indledes med et vers fra værket, ligesom der i selve romanteksten også ofte refereres eksplicit til Dante.
I Den guddommelige komedie føres digteren Dante som bekendt på en guidet tur gennem Helvedes cirkler, op gennem Purgatoriums (Skærsildens) terrasser med Vergil som rejsefører, indtil han til sidst når Himmelen, hvor hans ungdoms elskede, men længe afdøde, Beatrice overtager guidetjansen.
Hos Tomás Eloy Martínez kan Emilias historie tilsvarende ses som en vandring gennem Skærsilden, drevet af troen på at blive genforenet med sin Simón, som hun synes at elske stadig mere som forsvunden, end da han var i live.
Som Dante har Emilia også en slags guide – omend mere uset – i form af hendes far, doktor Dupuy. Faren inkarnerer i romanen den argentinske militærjuntas propagandamaskine, en bagmændene bag regimets forsvindingspolitik. Som han siger et sted i sin rådgivning af det diktatoriske triumvirat:
Jeg ved blot, mine herrer, er virkeligheden ikke gunstig, må man få den til at forsvinde så hurtigt som muligt.
Som sådan er doktor Dupuy også en slags digter, men af en mere forræderisk slags end Vergil hos Dante. Doktoren leder således i en vis forstand Emilia i hendes søgen efter Simón – men han leder hende på vildspor via falske tip om, at Simón måske er set i live i først Caracas, så i Mexico City – motiveret af et ønske om at få datteren så langt væk som muligt.
Emilia som figur og hendes historie i romanen kan fortolkes som et billede på hele Argentina og dets delvist uforløste nyere historie.
En stor del er romanen er samtidig en slags metafortælling, hvor en jeg-fortæller – et slags alter ego for Tomás Eloy Martínez selv – beretter om sit møde med den nu over 60-årige Emilia i Highland Park i USA, hvor de begge bor.
Forfatteren er selv argentiner i eksil og Emilias fortælling bliver også for ham en måde at reflektere over eksilets natur.
Fra eksilet vender ingen tilbage. Det, du forlader, forlader dig.
Og måske er historien om Emilia i virkeligheden fortællerens (Martínez’) egen historie? Det er en af romanens styrker, at dette og andre spørgsmål forbliver ubesvarede.
Skærsild er en af den slags bøger, der bliver bedre og bedre, jo længere man kommer ind i den.
Det er imidlertid ikke Martínez’ sprog, der løfter romanen. Sproget i sig selv fandt jeg egentlig lidt kedeligt. Jeg savnede noget sproglig spændstighed, og sine steder er det decideret tungt og kejtet i sætningskonstruktionerne. Jeg er ikke i stand til at vurdere, om det skyldes originalen eller den danske oversættelse.
Sproget irriterede mig – og småkedede mig – således lidt i begyndelsen, men omtrent en tredjedel inde i romanen blev jeg alligevel så optaget af grundhistorien, at sproget gled lidt i baggrunden og jeg lod mig opsluge af fortællingen og dens mange dimensioner og symbolske fortolkningsmuligheder.
For det er en god historie, som fungerer på mange niveauer – og den bliver kun bedre her i efterreflektionen. Bestemt værd at læse.
Bogen er venligt tilsendt fra forlaget som anmeldereksemplar.
Titel: SkærsildForfatter: Tomás Eloy Martínez
Udgiver: Apuleius’ Æsel
Udgivelsesdato: 08.08.2018
Sider: 274
Originalsprog: Spansk
Oversætter: Viveca Tallgren
Originaltitel: Purgatorio
Opr. udgivelsesår: 2008
Læst: August 2018
K's vurdering:
vivecatallgren2013 says
8. august 2018 at 08:22Tak for din anmeldelse af “Skærsild”, som jeg stort set er enig i – også mht. det sproglige. Martínez har især i den sidste del af bogen nogle tunge og knudrede sætninger, som jeg som oversætter baksede meget med, hvilket nok skinner igennem. Men i min læsning af den spanske udgave fandt jeg det dog ikke problematisk at komme igennem romanen. Tværtimod.
K's bognoter says
8. august 2018 at 17:37Kan sagtens forestille mig, at Martínez må være vanskelig at oversætte. Jeg kipper herfra med bogmærket for, at du/I har gjort værket tilgængeligt for de af os danske læsere, der desværre ikke evner at læse på spansk. Og jeg har noteret mig de øvrige oversatte titler af Martínez på min stadigt længere liste over bøger, jeg skal læse på et tidspunkt.