Fin lille roman fra Argentina om diktaturets evne til at gennemtrænge menneskenes sind med ødelæggende angst og paranoia.

Buenos Aires, 1978: Det er året, hvor Argentina vinder verdenmesterskabet i fodbold, og landet er på den anden ende af begejstring. Og ikke kun, fordi det i øvrigt er forbudt at kritisere fodboldlandsholdet eller landstræneren. Det er ellers et af den slags forbud, der skal tages alvorligt, for 1978 er også midt under det sidste argentinske militærdiktatur.

Under den eksalterede fodboldfeber i dagene mellem Argentinas sejr i semifinalen og den ventende finalekamp får journalisten Pablo besøg af sin veninde-måske-på-vej-mod-kæreste, Ana, som er ved at gå til af bekymring. Ana har set nogle typer holde til i en bil nedenfor etageejendommen, hvor Pablo bor.

   – Hvad er der i vejen? – spurgte Pablo.
   Hun hentede et askebæger i køkkenet og satte sig i stolen.
   – Hvad er problemet? – insisterede han.
   Ana så ham fast i øjnene og sagde:
   – Der er nogle typer dernede.

I Buenos Aires i 1978 ved man, hvad der menes med nogle typer: Repræsentanter for det hemmelige politi eller paramilitære agenter for diktaturregimet, som har magten til vilkårligt at folk til at forsvinde.

Pablo slår Anas bekymring hen, men tvivlen og frygten er sået et sted i ham. Kan det være ham, de overvåger? Og hvis det er, hvad kan grunden så være? Han er journalist, men skriver ikke om politik. Men noget må de typer lede efter. Og hvem kan vide, hvad eller hvem de vælger at slå ned på?

Vi er alle under mistanke. Her er man under mistanke bare man tænker.

Pablo bliver mere og mere paranoid, efterhånden som bogen skrider frem, og hans paranoia spreder sig til personerne omkring ham. Også selv om der ret beset ikke er nogen objektive tegn på eller grunde til, at det er ham, de overvåger.

Om Pablo får svar på det spørgsmål undervejs, og hvad der videre sker, skal jeg ikke afsløre, men det er i virkeligheden heller ikke pointen. For bogen handler ikke så meget om diktaturets materielle gerninger, som om den paranoia, diktaturet systematisk installerer i alle dele af samfundet og det enkelte menneskes sind gennem overvågning og frygt. Og det tema gennemspiller Antonio Dal Masetto ganske fint og vedkommende.

Der er nogle typer dernede var oprindelig en drejebog til en film, som blev vist i Argentina i 1985. Antonio Dal Masetto (1938-2015) omskrev den efterfølgende til en roman, som udkom første gang i Argentina i 1998.

Romanen er oversat til et udmærket og enkelt dansk af Viveca Tallgren. Desværre skæmmes den en smule af lidt for mange typografiske fejl for en roman af denne beskedne længde, pudsigt nok mest i den sidste del af bogen (måske blev korrekturlæseren bare træt til sidst?).

Der er nogle typer dernede udkom først gang på dansk den 29. juli 2016 på det relativt nye forlag Mikroforlaget Apuleius Æsel. Forlaget skal have tak for således at gøre Antonio Dal Masetto tilgængelig på dansk for første gang. Vi ser frem til flere skæve udgivelser som denne.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Jeg havde egentlig adskillige andre argentinske bøger stående i venteposition i reolen, men nu bød Der er nogle typer dernede sig pludselig til, og så syntes jeg, at var sjovt at læse noget nyt (eller ihvertfald nyoversat) litteratur fra Argentina i min læseudfordring, Verden rundt i bøger.

K's vurdering: