Donald Ray Pollocks debutroman er et stykke sort, sort “american gothic” fyldt med “low life”-typer, religiøs fanatisme og meningsløs vold. Til gengæld uden håb. Men dog med en vis humor.

Handlingen er ikke helt nem at referere kort, da den består af flere sammenvævede historier med forskellige mere eller mindre (men især mere) depraverede, sølle typer.

Det meste af handlingen udspiller sig i perioden fra sidst i 1940’erne til sidst i 1960’erne i Ohio omkring den lille tarvelige by Knockemstiff (sejt bynavn – og den eksisterer rent faktisk i virkelighedens USA og er forfatterens fødeby).

Og selv om Ohio vel nok må betegnes som Midtvesten, så er der meget gotisk sydstatsstemning over bogen.

I Knockemstiff bor bl.a. Willard Russel, en traumatiseret og stærkt religiøs krigsveteran fra 2. verdenskrig, som desperat forsøger at redde sin kone fra kræften ved intense, daglige bønner og blodofre på et alter, han har bygget i skoven (han starter med at ofre blod fra trafikdræbte dyr, men trapper op et skridt af gangen og går til sidst hele vejen…). Bortset fra de dage, hvor han drikker whiskey, og det er også ret tit.

Willard er nok bogens den mest interessante karakter med hans kombination af alkoholisme, forkvaklede religiøsitet og fortvivlende, introverte desperation, som fører ham sikkert mod undergangen.

Den mest troværdige er så til gengæld nok Willards søn Arvin, som også er en af de få, man til nød kan føle en vis sympati med – uagtet, at hans løsning på alle problemer er vold, ligesom for stort set alle andre personer i bogen.

Men derudover er alle hovedkaraktererne stærkt usympatiske og ikke nogle, man let identificerer sig med som læser. Og de er gennemgående også for karikerede til at være egentligt interessante.

Der optræder f.eks. et par fanatiske dommedagsprædikanter, hvoraf den ene som et af sine gimmicks overhælder sig selv med levende, giftige edderkopper under sine prædikener akkompagneret af den anden, som sidder i rullestol efter at være blevet forkrøblet af at indtage gift for at bevise sin gudsfrygtighed.

Og der er det unge, forkvaklede seriemorderpar, som hver sommer turnerer rundt i en skramlet bil og samler mandlige blaffere op med henblik på, at manden kan tage fotografier af dem, mens de har tvungen sex med kvinden under tortur.

Og så videre og så videre og meget værre end det.

Jeg havde egentlig forholdsvis store forventninger til denne bog – på baggrund af ganske gode amerikanske anmeldelser – og efter de første kapitler var jeg også ganske fornøjet. På plussiden tæller således, at bogen er meget velskrevet med en grotesk, sort humor, som ikke er uden kant.

Men det bliver bare for meget i længden med al den trøstesløshed, den meningsløse vold og de lidt for karikerede karakterer. Efterhånden bliver det nærmest kedeligt med de mange outrerede scener, der dynges ovenpå hinanden.

Jeg havde lidt svært ved at finde den meningsfulde tråd igennem romanen. Det er ikke en historie, der virker drevet frem af en indre nødvendighed – den virker snarere som lidt for mange skæve påfund, der med død og pine er presset ind i samme roman og så sensationslystent gjort ekstra ubehagelige.

The Devil All the Time udkommer på dansk den 28. marts 2014 på Forlaget Klim som “Djævlen uafbrudt” oversat af Søren K. Barsøe. Nærværende anmeldelse er dog af den amerikanske originaludgave.

• Lignende indlæg
• Vintage

Kurt Vonnegut: The Sirens of Titan

Ernest Cline: Ready Player One

Helene Hanff: 84, Charing Cross Road

Sherwood Anderson: Mange ægteskaber

Junichiro Tanizaki: Some Prefer Nettles

Ismail Kadaré: Three Elegies for Kosovo

Mohammed Hanif: A Case of Exploding Mangoes

J. M. Coetzee: Waiting for the Barbarians