Jeg havde ganske store forventninger til Rachel Kushners The Flamethrowers på baggrund af mange overstrømmende amerikanske anmeldelser, herunder en placering på The New York Times’ liste over bedste nyudgivelser i 2013 og med i opløbet til talrige litterære priser. Derfor blev jeg nok også så meget mere skuffet.

Jeg har efterfølgende læst en anmeldelse af romanen på Goodreads, som udtrykker min oplevelse meget godt: At læse The Flamethrowers er som at sidde på bagsædet i en taxa i en fremmed by. Nogle gange virker det som om, taxaen bevæger i cirkler, den drejer skiftevis til højre og venstre ad små sidegader for ind i mellem at komme tilbage til noget, der ligner en hovedvej for blot hurtigt at køre væk fra den igen. Voldsomme accelerationer og hårde opbremsninger kaster dig skiftevis tilbage i sædet og frem i selen uden synlig grund. Du mister fuldstændig orienteringen undervejs, glemmer hvor du kom fra, og er ikke sikker på, hvor du er nået frem til, når taxaen endelig standser efter 383 sider….

Hovedhistorien handler om jeg-fortælleren, en 23-årig kvinde, blot kaldet Reno efter hendes hjemby, som i 1975 kommer til New York for realisere sig selv som fotokunstner. Hun bliver en del af et boheme-agtigt kunstnermiljø, forelsker sig i en af dem, Ronnie Fontaine, og bliver kæreste med en anden, den 14 år ældre Sandro Valero.

Sandro er yngste søn og det sorte får i et italiensk familiefirma, der er blevet rige på produktion af dæk og motorcykler. Parallelt med hovedhistorien om Reno i 1970’erne får vi også historien om grundlæggeren af Valero-imperiet, Sandros bedstefar, som vi følger gennem både første og anden verdenskrig. Den del virker underligt påklistret, selv om den i sig selv er velfortalt.

Reno tager med Sandro til Italien og bliver uden egentlig at ville det viklet ind i den italienske, radikale venstrefløjsbevægelse i Rom.

Reno er på den ene side en sej og selvstændig ung kvinde: Hun elsker fart og maskiner og tager i starten af romanen til Utahs saltørken og deltager i et motorcykelræs (på en Moto Valera fra Valerafamiliens firma). Hun kaster sig tilsyneladende frygtløst ind i nye miljøer. På den anden side lader hun sig i realiteten passivt følge med af begivenhederne, som formes af de mænd, hun nu møder på sin vej.

Der er et feministisk tema på spil, hvor det på overfladen og i egen forståelse progressive kunstermiljø afsløres som i bund og grund gammeldags patriarkalsk, hvor de selvoptagede mænd konsekvent udnytter kvinderne, som indtager den klassiske, patriarkalske kvinderolle som passive beundrere og sexobjekter. Det er et ret gennemtærsket tema, som virker lidt bedaget her i 2010’erne.

Men der er masser af andre temaer i bogen. Den er også et tidsportræt af New Yorks kunstermiljø i 1970’erne – som overvejende præsenteres som overfladisk og tomt selvforherligende. Der er et tema om radikale, semimilitante venstrefløjstendenser i 1970’erne – dels i New York (hvor voldelige venstrefløjsaktivister præsenteres som i bund og grund forkælede middelklasse-bohemers latterlige selviscenesættelse) og Italien (hvor protesterne i kontrast fremstår som båret af en anden slags nødvendighed eller ihvertfald nød). Og så er det en udviklingsroman om den unge Reno, som med appetit på livet og tiden for sig lader sig føre med og først efter betydelige omkostninger indser konsekvenserne af sine valg eller mangel på samme.

På den positive side hører, at Kushner har en fremragende pen. Hun skriver med stor nerve og med flere nosser end de fleste mandlige forfattere (pardon my french). På næsten hver eneste side kan man finde sjældent smukke sætninger. Men hvor ville man dog ønske, at der var bedre sammenhæng i dem….

Det flotte sprog gør det således ikke alene. Der skal også være en god, sammenhængende historie – eller en tilpas god idé, der kæder historierne sammen. For Kushner er fuld af historier og ideer, alt for mange af dem, faktisk, og romanen ville have stået sig godt ved, at mange af de indskudte sidehistorier var blevet skåret ud.

På intet tidspunkt blev jeg berørt af hverken hovedpersonen eller nogen af de mange sidekicks. På intet tidspunkt blev jeg gjort interesseret i, hvad der ville ske dem, eller hvad den næste side i romanen ville bringe.

Jeg er begyndt på The Flamethrowers flere gange og har flere gange lagt den fra mig, fordi den ikke kunne fastholde min interesse. Det var i et anfald af ren stædighed, at jeg fik den læst færdig i dag.

Mit samlede indtryk af Rachel Kushner er af en meget, meget talentfuld forfatter, som endnu mangler at møde den rigtige redaktør. Jeg vil bestemt holde øje med nyudgivelser fra Kushner, men nok orientere mig lidt mere kritisk i anmeldelserne, inden jeg dykker ned i den næste.

The Flamethrowers planlægges udgivet på dansk som “Flammekasterne” i januar 2015 på Gyldendal.

K's vurdering: