Ernest Hemingway: The Old Man and the Sea

En perfekt fortælling. Det kan ikke gøres bedre. Jeg læste velsagtens Hemingways lille, store roman om den gamle mand og havet første gang for omkring 20 år siden i dansk oversættelse og har nu genlæst den på engelsk. Og den holder stadig. Den holder helt vildt. Hemingway har skrevet rigtig meget og rigtig meget godt, men det virker passende, at det var denne netop historie, der indbragte ham Nobelprisen.

Jeg har endnu ikke læst andre, der som Hemingway kan skrive så enkelt og samtidig så kraftfuldt (ja, det skulle lige være John Fante, men han er mere manisk), Det lyder som en kliché (og jeg kom vist til at bruge den selv for ganske nylig om John Williams), men der er vitterligt ikke en overflødig sætning i denne bog. Alt er skrevet med en uovertruffen nerve og indlevelse. Historien om den gamle, cubanske fisker, hans venskab med en dreng og hans kamp med den største fisk i havet har den største patos, men sproget er aldrig patetisk.

“Fish,” he said, “I love you and respect you very much. But I will kill you before this day ends” (s.40).

Man kan generelt have sine reservationer over for Hemingways machismo (ikke mindst lige efter at have læst Sylvia Plaths skrøbelige, men samtidig stærke, semi-selvbiografiske roman The Bell Jar). Og machismoen fremstår ganske markant også her i The Old Man and the Sea med den tæt på mytologiserende heroisering af den gamle mands kamp mod og med naturen og hans viljestærke overvindelse af alder og smerter.

Men dét, der holder og står tilbage, er indlevelsen i den gamle mands følelser for drengen og for fisken og i hans dedikation til sin gerning – som et konkret og levende billede på menneskets kamp med livet.

Den lille roman tager kun kort tid at læse, men lang tid at ryste af sig. Og jeg er ved genlæsningen kun blevet bekræftet i, at den stadig bør have en plads på K’s top.