Sylvia Plath: The Bell Jar

Amerikansk nyklassiker holder stadig i sin egen ret og som litterær dokumentation af intelligente kvinders muligheder i 1950’ernes patriarkalske USA. Og som et indblik i en ung kvindes vej ned i depressionen.

Sylvia Plaths eneste roman The Bell Jar (dansk: Glasklokken) har blandt andet status som en feministisk klassiker om, hvordan det patriarkalske samfund kan ødelægge en intelligent ung kvinde. Og som sådan har den også en historisk – og til dels stadig aktuel – relevans. Men heldigvis er den ikke en politisk eller politiserende roman.

Den er derimod et meget indlevet – og i vidt omfang selvbiografisk – portræt af en ung, meget begavet kvinde, som plaget af depression drives mod selvmordsforsøg og indlæggelse på diverse psykiatriske institutioner under indtryk af de mange krav fra hendes omverden, som hun ikke kan eller vil opfylde.

I was supposed to be having the time of my life […]. Only I wasn’t steering anything, not even myself (s.2).

Jeg var mest fanget ind af romanens første del, hvor Plaths alter ego Esther Greenwood med ironisk distance tåger rundt i det fashionable New York. Den anden del, hvor Esther er brudt sammen, forsøger selvmord og indlægges, er rørende og barsk læsning, men også lidt stillestående for min smag.

The Bell Jar er især værd at læse for Plaths smukke sprog og hendes smerteiblandede, ironiske distance til den verden, hun passerer igennem uden at kunne føle sig som en del af.