Flannery O’Connor: Wise Blood

Hvis William Faulkner kan kaldes den litterære fader til den amerikanske southern gothic-genre, så må Flannery O’Connor (1925-1962) være dens moder. O’Connor er mest kendt for sine noveller, hvoraf jeg indtil nu kun har læst nogle få (men hendes Complete Stories står i kø i reolen). Hun nåede i sit korte liv dog også at skrive to romaner, hvoraf Wise Blood var den første.

O’Connors klassikerstatus er velbegrundet: Wise Blood er fremragende – og man behøver som læser ikke at abonnere på O’Connors lettere moraliserende katolicisme for at nyde hendes sprog og sans for det mørkt bizarre og groteske.

Det er til gengæld svært at skrive meget meningsfuldt om Wise Blood uden at røbe en vis del af plottet. Så vær advaret: Der vil være enkelte plot spoilers i det følgende. På den anden side: Hvis du hører til de læsere, der primært nyder en bog for plottets skyld, så er Wise Blood nok ikke noget for dig.

Vi møder i bogens begyndelse den 22-årige Hazel Motes på et tog på vej til den fiktive by Taulkinham, Tennessee, “to do some things I never have done before.” Motes er netop hjemvendt fra 4 år som soldat i Anden Verdenskrig. Han har først opsøgt sin fødeby i Tennessee, blot for at finde den øde, og han har hverken familie eller venner tilbage.

Som barn af USA’s bibelbælte er Motes opdraget religiøst, og i sin pure ungdom var han sikker på, at han skulle være præst. Den unge Motes’ oplevelser med døden både før og under krigen har imidlertid frataget ham tilliden til gud og religionen, og han er nu erklæret og indædt ateist og nihilist. Eller rettere: Han har bestemt sig for at være ateist og nihilist i et forsøg på at undslippe sin katolske opdragelse. Men som læser fornemmer man fra romanens begyndelse, at det forsøg er dømt til at mislykkes.

Bogens hovedtema er således Hazel Motes’ indre kamp mellem hans nyerhvervede ateistiske overbevisning og den Jesus, som bliver ved med at husere i de bagerste dele af hans bevidsthed:

[…] he saw Jesus move from tree to tree in the back of his mind, a wild ragged figure motioning him to turn around and come off into the dark where he was not sure of his footing, where he might be walking on the water and not know it and then suddenly, know it and drown.

Dette billede fra bogens første kapitel af Jesusfiguren som et slags pjaltet, nærmest abeagtigt stykke urnatur, der endnu ikke er kommet ned fra træerne, er ikke tilfældigt, men genbesøges på forskellige – og i stigende grad groteske – måder, efterhånden som romanen nærmer sig sin finale.

Men Flannery O’Connors Wise Blood er så langt fra et tradtionelt psykologisk portræt af et menneske martret af religiøs tvivl. O’Connor udfolder Hazel Motes’ traumatiske indre kamp som et gotisk drama i en tiltagende mørk og bizar fortælling. Fra første kapitel fornemmer man, at noget vil komme til at gå gruelig galt. Beskrivelserne af Hazel Motes er bogen igennem ladet med undergang:

His black hat sat on his head with a careful, placed expression and his face had a fragile look as if it might have been broken and stuck together again, or like a gun no one knows is loaded.

Ankommet til Taulkinham forsøger Motes med ringe succes at slå sig op som prædikant og stifter af en ny nihilistisk kirke, ‘The Church without Christ’, en kirke hvor “the blind don’t see and the lame don’t walk and what’s dead stays that way.”

I preach there are all kinds of truth, your truth and somebody else’s, but behind all of them, there’s only one truth and that is that there is no truth.

For at bevise sin nuvundne nihilisme over for sig selv og verden forsøger Motes sig med forskellige handlinger, han opfatter som amoralske: Han benytter enhver lejlighed til umotiveret at erklære sin manglende tro på Jesus over for fremmede. Han har glædesløs sex med en gammel, fed prostitueret. Han beslutter sig for at forføre den 15-årige datter af en blind prædikant – for blot at vige tilbage, da han indser, at pigen er mere seksuelt forkvaklet end ham selv.

I det hele taget går det ikke godt for Hazel Motes’ nihilistiske projekt. Gradvist indser han, at han løber åbne døre ind i sin stræben efter at chokere verden med sin afvisning af Jesus og troen på frelsen. Verden omkring ham har allerede forladt Jesus. Motes selv synes i virkeligheden at være den eneste, der ikke kan frigøre sig fra denne pjaltede figur, der bliver ved med at svinge sig fra træ til træ i hans baghoved.

Læser man Wise Blood for pålydende som realisme, vil man formentlig primært se en samling bizarre og lettere karikerede personer og et underligt løst sammenhængende plot med en mængde uafsluttede handlingstråde. Men man skal ikke langt ind i bogen for at indse, at der er tale om en symbolsk fortælling, hvor både figurer og handlingselementer tjener som symbolske fortolkninger af Hazel Motes’ indre, religiøse kvababbelser. En symbolisme, der bliver mere og mere tydelig, efterhånden som bogen folder sig ud.

Blandt de øvrige centrale karakterer er en angiveligt blind svindlerpræst og hans depraverede, 15-årige nymfomandatter, et mumificeret skrumpemenneske, gorillafilmhelten Gonga og en charlatanprædikant, der i udfoldelsen af et dobbeltgængertema stjæler Motes’ rolle og til sidstnævntes store forbitrelse genindfører Jesus i navnet på hans ateistiske kirke som ‘The Church of Christ without Christ’.

Og så er der ikke mindst den unge, utilpassede Enoch Emery, en usikker, søgende sjæl, der ligesom Motes er fremmed i byen, og som hægter sig op på Motes. Emery, der arbejder som opsynsmand i en zoologisk have og får sin fritid til at gå med at belure kvinder i badetøj og har en fetich for mumier, fungerer i romanen symbolsk som en slags inkarnation af en del af Motes’ personlighed, og forholdet mellem Motes og Emery kan således læses som en ekstrapolation af Motes’ indre, psykologiske spaltethed.

Navnet Hazel Motes er i øvrigt næppe valgt tilfældigt: Hazel forkortes romanen igennem ofte Haze, som kan oversættes med ‘tåge’ eller ‘dunkelhed’, hvilket er karakteristisk for Hazel Motes’ manglende evne til at se klart, hvad der ligger lige foran ham. ‘Motes’, som kan betyde støvkorn, må næsten være en reference til bibelordet ‘And why beholdest thou the mote that is in thy brother’s eye, but considerest not the beam that is in thine own eye?’ (King James Bible, Matt.7:3) (indrømmet: jeg havde ikke selv King James-oversættelsen af dette skriftsted som en del af min aktive paratviden – men navnet var så mærkeligt, at jeg måtte google ‘mote’ for at finde betydningen, hvorved jeg fandt referencen).

Som man fornemmer, er romanen tungt ladet med symbolik, og der kunne nævnes mange flere eksempler. Men noget af det forunderlige ved bogen er, at den ikke opleves som tung, mens man læser (tyngden indfinder sig først senere i efterreflektionen). Det skyldes dels, at O’Connors prosa generelt er usvigelig sikker, men også, at hun skriver med stor humor – en humor, der går i hånd med den dybeste alvor. I forordet fra genudgivelsen i 1962 skriver O’Connor selv:

It is a comic novel[…], and as such, very serious, for all comic novels that are any good must be about matters of life and death.

Wise Blood er således fyldt med den sorteste humor, både i form af groteske optrin i handlingen, men også i O’Connors sproglige overskud, som f.eks. i denne beskrivelse af af et par slidte vinduesviskere:

It began to drizzle rain and he turned on the windshield wipers; they made a great clatter like two idiots clapping in church.

Bogen er fyldt med billeder, som næsten synes at tigge om at blive filmatiseret. Og det er den da også blevet i 1979 af John Huston. Rollen som Hazel Motes spilles her af Brad Dourif, som nogle vil kende bedre som skuespilleren bag karakterer som Grima Ormetunge (Ringenes Herre) og dræberdukken Chucky (Chucky-gyserserien). Tilfældige rollesammentræf, måske, men hvis du tænker på stemningen omkring disse figurer (så forskellige de end er fra Hazel Motes), så er du også på vej til at fornemme den foruroligende fornemmelse af underliggende eksplosiv farlighed, som Flannery O’Connor bygger op omkring Motes i Wise Blood.

Jeg glæder mig til at læse Flannery O’Connors noveller.

Opdatering 28-04-2018: Wise Blood udkom den 28. marts 2018 endelig også på dansk under titlen Klogt blod, oversat af Karsten Sand Iversen og udgivet på forlaget Arena.