“En pragtfuld, uhyggelig og giftig lille fortælling,” er Oscar Wilde citeret for at sige om Henry James’ klassiker fra 1898 Skruen strammes. Det kan jeg ikke sige bedre, for det holder stadig her 117 år efter.

Henry James (1843-1916) sidder tungt på sin plads i den amerikanske/britiske litteraturkanon. Både amerikansk og britisk, idet han er født i USA, men emigrerede til Storbritannien, hvor han etablerede sig i 1869 og opnåede statsborgerskab i 1915.

Kortromanen Skruen strammes (1898) er en af James’ mindre romaner og mit første møde med ham, her i en dansk nyoversættelse fra 2012, men den har så absolut øget min appetit på at læse mere fra forfatterskabet.

Skruen strammes er en ‘gotisk’ psykologisk gyser. En spøgelseshistorie, ihvertfald på overfladen. Under overfladen måske noget andet, men det raffinerede ved historien og det, der gør den værd at læse også i dag, er dens ubestemthed, dét at vi som læsere til det sidste holdes hen i tvivl om, hvad der er den sande historie.

Javel, det er en gammel tekst, og den kræver, at man undervejs bærer over med en vis tidsbundethed i sprog og handling (og måske også med en dansk oversættelse, der forekommer lidt klodset snublende sine steder). Romanen fungerer ikke desto mindre stadig, og jeg var næsten fra start til slut grebet af fortællingen i en grad, så jeg gang på gang måtte tage mig i at lade øjnene løbe for hurtigt frem for at læse, hvad der nu ville ske.

Men det skal man ikke gøre. Henry James’ subtile prosa kræver en tålmodig og opmærksom læser, og jeg måtte lige så mange gange lade øjnene vandre tilbage og genlæse James’ forfinede sætninger for at få det hele med.

Der vil i det følgende optræde enkelte ‘spoilers’, for jeg har ikke fundet en måde at skrive særlig meget om Skruen strammes på, uden også at røbe noget af handlingen. Det bør dog ikke ødelægge læseoplevelsen, for den henter først og fremmest sin kraft i Henry James’ sublime sprogbrug og komposition, men nu er du advaret.

Set i tilbageblik her 117 år efter er Skruen strammes en klassisk gyserfortælling, som vi har set i mange varianter siden (romanen har i øvrigt også dannet direkte forlæg for både skuespil, en opera og flere filmatiseringer). Jeg associerede meget hurtigt til den fremragende gyser The Others (2001) med Nicole Kidman, som ikke er en filmatisering af Skruen strammes, men deler temaer og stemning med den. Så hvis du har dén reference, har du også en god idé om den krybende uhygge i James’ roman.

Udover en kort prolog giver bogen sig ud for at være det efterladte manuskript af en afdød og i romanen navnløs kvinde. Fortælleren er en ung præstedatter, der ikke har set meget af livet, før hun bliver antaget som guvernante på godset Bly (i England?) for to børn, den otteårige Flora og den tiårige Miles.

Hendes job som guvernante er fra starten omgivet af en vis mystik. Børnenes forældre er afdøde, og hendes arbejdsgiver er deres onkel, som ved antagelsen gør det klart, at hun aldrig må kontakte ham, og at han aldrig vil høre noget om børnene. Hun må ordne tingene selv.

Mødet med børnene og opholdet på Bly viser sig ikke desto mindre i starten ideelt. De to børn er gudeligt smukke, uskyldigt renhjertede, omsorgsfulde og begavede. Alt er godt. Indtil guvernanten opdager, at godset hjemsøges af to genfærd fra en gedulgt fortid på stedet. Den unge guvernante gribes naturligt nok af stor angst, ikke mindst for de to børns skyld, og hun sætter alt ind på at beskytte dem mod at møde spøgelserne.

Men er de to uskyldige børn nu også helt så uskyldige? Fra første færd er der noget ufortalt under overfladen, et mørke bag børnenes smukke, intelligente og omsorgsfulde ydre. Børnenes perfektion er i sig selv ildevarslende for læseren. Og allerede inden guvernanten møder Miles for første gang, modtager hun f.eks. et brev fra rektoren på hans skole med besked om, at han ikke kan vende tilbage, da han har en dårlig indflydelse på de øvrige elever.

Foranlediget af spøgerierne i huset kommer guvernanten gradvist til den erkendelse, at der er noget ondt i børnene, at de står i en eller anden hemmelig forbindelse med spøgelserne knyttet til deres skjulte fortid.

James’ historie er fyldt med forskydninger i fortællestrukturen, i plottet og i sproget. Dialogen hjemsøges igen og igen af små sproglige uklarheder og misforståelser, som er med til at introducere adskillige lag af flertydighed også for læseren.

Blikket og det at se er et af flere gennemgående temaer. Hele tiden er der nogen, der ser eller ikke ser. Sigende blikke, som vi ikke ved, hvad siger. Skæl, der gradvist falder fra øjnene hos guvernanten, husbestyrerinden og måske også børnene.

Som den unge guvernante i fortvivlelse udtrykker det overfor husbestyrerinden på et tidspunkt:

‘Jo mere jeg gennemgår det, des mere ser jeg i det, og jo mere jeg ser i det, des mere frygter jeg. Jeg ved ikke, hvad jeg ikke ser – hvad jeg ikke frygter.’

Gradvist går det imidlertid op for os som læsere, at guvernanten, som er vores eneste kilde til historien, ikke nødvendigvis er nogen troværdig fortæller.

Der melder sig den snigende mistanke, at spøgeriet og børnenes mulige forbindelse hertil måske kun er i fortællerens fantasi. Er hendes beskyttertrang overfor børnene måske snarere besiddertrang? Har hun selv opfundet historien om, at hendes arbejdsgiver, børnenes onkel, ikke vil høre noget fra hende eller have med børnene at gøre? Og kan det samme gælde om brevet fra Miles’ rektor, der bortviser ham fra skolen (og som ingen andre end hende selv har læst)?

Når denne mistanke melder sig, begynder man pludselig at læse teksten på en anden måde og fristes til at slå tilbage og genlæse passager i et andet lys. Der synes således ikke at være en eneste detalje i handlingen eller dialogerne i denne intense fortælling, der ikke er nøje tænkt over.

I nogle passager er der noget næsten semi-erotisk besidderisk over den måde, James lader sin fortæller omtale sit eget forhold til børnene. Som i hendes reflektion over, at hun og tiårige Miles i en scene opfører sig “som et ungt par, der på bryllupsrejsen i kroen føler sig generte, mens tjeneren er til stede.”

Er hele historien i virkeligheden et indlevet psykologisk portræt af fortællerens forvredne og forvildede sind?

Ikke noget under, at Skruen strammes angiveligt har fristet mange litterære tolkninger i tidens løb. Ikke mindst for en psykoanalytisk inspireret litterær fortolkning må fortællingen være gefundenes Fressen.

Henry James selv giver imidlertid ikke nogen entydige svar. Dem må læseren selv tumle med, også efter at sidste side er vendt. Og det er netop fra dette ubestemte at fortællingen henter en stor del af sin styrke og fascinationskraft.

Ved lejlighed kunne jeg godt finde på at læse op på nogle af de mange litterære analyser og tolkninger af Skruen strammes, der skulle være derude. Men nu og her er jeg rigeligt tilfredsstillet af fortællingen, som den står for og i sig selv. Og jeg tøver ikke med at give den en fuldhjertet anbefaling med på vejen.

K's vurdering: