Henry James: Washington Square

Endnu en klassiker af Henry James. Sublimt sprog og ironisk raffinement. Ikke den bedste James, jeg har læst, men mindre kan i dén grad også gøre det.

Henry James’ korte roman, Washington Square (1880), udspiller sig midt i det 19. århundrede som et slags kammerspil mellem primært fire personer:

Den ærværdige læge i New York, enkemanden dr. Sloper, er en intelligent og streng mand, der aldrig rigtig er kommet sig over tabet af sin hustru og førstefødte søn. På baggrund af sine tab har dr. Sloper ingensinde kunnet se sin datter, Cathrine, som andet end en skuffelse. Catherine er en naiv, ikke specielt begavet, genert, udseendemæssigt lidet attraktiv, men sød, renfærdig og pligtskyldig ung kvinde.

Dr. Sloper og hans datter bor på Washington Square i New York sammen med doktorens søster, enkefru Mrs. Penniman, en ikke særlig kvik, flagrende, men i eget selvbillede meget snedig sladretante. Endelig er der den unge Mr. Morris Townsend, som ved romanens begyndelse kommer ind fra højre og begynder at kurtisere den unge Catherine.

Catherine falder øjeblikkeligt for den smukke og belevne Morris Townsend. Og Catherines tante, Mrs. Penniman er ikke sen til at påtage sig rollen som Kirsten Giftekniv. Dr. Sloper ser imidlertid ikke med milde øjne på forbindelsen og nægter at give sit samtykke til ægteskab mellem sin datter og den uformuende Morris Townsend, som doktoren opfatter som en tarvelig lykkeridder, der kun er ude efter Cathrines penge.

Undervejs i romanen var jeg en smule forbeholden over for det forhold, at de to unge hovedpersoner, Catherine og Morris, som romanfigurer forekom nærmest blankt beskrevne. Især er det helt uforklaret, hvad det egentlig er, den unge bejler Morris Townsend ser i den kedelige Miss Catherine.

Men efterhånden som romanen udfolder sig, bliver det klart, at det netop er et af de centrale greb i fortællingen, at vi som læsere skal holdes hen i uvished om netop dette. Har Catherines knarvorne far ret i sin diagnose af Morris som en uærlig kynisk lykkeridder? Eller er Morris vitterligt forelsket i den måske kun i hendes fars blik uattraktive pige?

Jeg skal ikke her røbe, hvem der har mest ret i bedømmelsen af Morris’ karakter, eller hvad der er de to unges sande følelser. Til gengæld kan jeg godt røbe, at Catherine som figur får mere liv og fylde, som romanen skrider frem, mens Morris forbliver ret uinteressant som karakter.

De mest interessante figurer i romanen er under alle omstændigheder de to andre personer i firkantsdramaet: Catherines far, den autoritære, sarkastiske, grænsende til decideret ondskabsfulde dr. Sloper (måske i virkeligheden romanens egentlige hovedperson), og hans søster, den intrigante Mrs. Penniman. Og portrættet af disse to var rigeligt til at holde min interesse fangen, ligesom Catherine som nævnt også udvikler sig undervejs til et samlet set fint og rørende kvindeportræt.

Det bærende i romanen er imidlertid Henry James smukke sprog og hans underfundige, men skarpe og nogle gange herligt ondskabfulde ironi. James’ alvidende fortæller holder sig ikke tilbage for at udlevere sine personer, og det er ikke sjældent kosteligt morsomt. Her er der for eksempel Mrs. Penniman, der overraskes af et angreb på hendes motiver i en sjælden diskussion med Catherine:

Dette angreb var uventet, for Mrs. Penniman var ikke i diskussioner vant til at se krigen blive ført på sit eget territorium – muligvis fordi fjenden generelt tvivlede på at finde noget at leve af dér. I hendes egen bevidsthed var hendes fornufts blomstrende marker sjældent blevet hærget af fjendtlige styrker. Det var måske derfor, at hun i forsvaret af dem var majestætisk snarere end adræt.

Hvis du som jeg var begejstret for James’ Europæerne, kan Washington Square af den grund også anbefales. Jeg var dog mere optaget af den førstnævnte, som forekom mig at rumme en større spændstighed i dialogerne og spillet mellem personerne.

Ligesom Europæerne er Washington Square upåklageligt fordansket af Juliane Wammen, og også denne har jeg lyttet til som lydbog i Thomas Leth Rasmussens mere end glimrende oplæsning.

K's vurdering: