Sherwood Anderson: Mange ægteskaber

Amerikanske Sherwood Andersons Mange ægteskaber fra 1923 fremstår på flere måde lidt bedaget i dag, men den har nu stadig noget over sig, først og fremmest på grund af Andersons sprog.

Mange ægteskaber er endnu en klassiker, som jeg har lyttet til som lydbog. Sherwood Anderson (1876-1941) er en del af den amerikanske litterære kanon, men jeg har faktisk ikke læst noget af ham før. Hans mest kendte værk er novellesamlingen Winesburg, Ohio (1919), som står i kø i min reol blandt en mængde andre amerikanerne.

Det var sikkert dén, jeg burde have indledt mit bekendtskab med Sherwood Andersen med, men nu blev det den lidt senere Mange ægteskaber (Many Marriages) fra 1923, her i Ole Sarvigs glimrende oversættelse til dansk, indlæst af Thomas Leth Rasmussen.

Romanens hovedperson, John Webster, fra hvis perspektiv hovedparten af romanen er fortalt, inkarnerer den amerikanske, hvide, middelklassemand i 1920’erne USA. John Webster er sidst i trediverne og lever i et lidenskabsløst ægteskab i en lille by i Wisconsin. Han ernærer sig som ejer af en vaskemaskinefabrik, han har arvet fra sin far, men aldrig for alvor har interesseret sig for.

Romanen begynder den dag, hvor John Webster ligesom med ét vågner op til et nyt syn på verden. Efter at have levet det meste af sit halve liv i en slags trykkende tåge, hvor han på nær nogle ganske få afgørende øjeblikke i livet altid kun har gjort, hvad der forventedes af ham, ser han pludselig verden, menneskene i den og sig selv på en helt anden måde:

Han blev opmærksom på en mand, som stod tæt ved ham, og vendte sig om. Det var en arbejdsmand i overall, som stod et par meter borte. Han smilede. “Jeg tror, der er noget, De har glemt,” sagde han. John Webster smilede også. “Ja,” svarede han, “en hel del ting. Jeg er næsten fyrre år, og jeg tror, jeg har glemt at leve. Hvordan er det med Dem?”

Det går op for John Webster, at han har levet sit halve liv som en fejl med en kvinde, han aldrig har elsket bortset fra i et enkelt magisk øjeblik, da de mødtes første gang. I stedet forelsker sig med ét i sin sekretær og beslutter sig for at forlade sin kone og halvvoksne datter og sit kedelige liv i øvrigt for at rejse bort med sekretæren.

Bogen handler primært om den nat, hvor John Webster opløser sit ægteskab i en lang og spektakulær scene, der involverer en hel del fetichistisk nøgenhed, grænse-incestuøse tilløb mellem far og datter samt flere lange tilbageblik til den gang, John Webster mødte sin kone.

Mange ægteskaber har snart 100 års jubilæum, og årene er ikke gået sporløst henover den. Romanen er i høj grad et barn af sin tid, USA i de brølende tyvere, hvor en ny frigjorthed, herunder en seksuel frigjorthed gjorde sit indtog.

Jeg har set romanen omtalt som en hyldest til sanseligheden, og sådan kan man godt læse den – og det er der jo ikke i sig selv noget forældet over. Men rammerne for historien er lidt bedagede.

Det er i høj grad den hvide, midaldrende, amerikanske middelklassemands egoistiske frigørelse, det handler om her. Den frigjorthed og sanselighed, der hyldes, er i særlig grad centreret om mandens frihed til at have sex med flere kvinder og kaste det borgerlige ægteskab af sig.

Kvinderne i romanen er primært genstande for mandens – kødelige eller åndelige – begær, og især John Websters kone er skildret som intet andet end den træge, plumpe, borgerlige dødvægt, som John Webster også selv ser hende som.

Der foregik et kapløb henimod dødens port mellem sjælen og legemet, og sjælen kom næsten altid først.

Samlet set havde jeg på den baggrund svært ved for alvor at engagere mig i hovedpersonens/forfatterens projekt – det er blevet lidt forældet.

Alligevel kunne jeg ret godt lide bogen. Det skyldes først og fremmest Sherwood Andersons sprog. Han skriver meget enkelt og ligefremt og samtidig med en vægt på at få så meget af den konkrete situation med i hver eneste sætning, som muligt – i god overensstemmelse med bogens tematiske optagethed af det sanselige.

Selv om det ikke er nogen lang roman, så kunne den nu godt have været endnu kortere. Der gik lidt selvsving i den i perioder. Med en benhård redaktionel tilgang vil jeg tro, at Sherwood Anderson kunne have barberet historieforlægget ned til en sublim novelle. Men det giver mig sådan set bare mere inpsiration til at læse hans noveller i Winesburg, Ohio, som må blive min næste Sherwood Andersen.

Men det bliver ikke lige med det samme, for jeg har et par andre bøger på listen først.

K's vurdering: