Henry James’ smukke, omhyggelige, klassiske sprog er en nydelse at læse og lytte til, også i dansk oversættelse. Dette sprog, kombineret med James’ vid, som afslører sig i hans underfundige, kun akkurat sporbare ironiske distance til det bedre borgerskab i New England i midten af det 19. århundrede, bringer ham og Europæerne op i mesterskabsklassen.

Forfatteren Henry James (1843-1916) blev født og voksede op i USA, men han tilbragte mange år i Europa og endte sine dage som britisk statsborger. Både USA og Storbritannien gør følgelig krav på hans litterære arv. I Europæerne (opr. 1878, første gang udgivet på dansk i 2013 i en mesterlig fordanskning af Juliane Wammen) bringer Henry James sine to verdener sammen:

Romanen tager sin begyndelse i Boston, hvor søskendeparret Felix og Eugenia netop er ankommet fra Europa for at opsøge deres amerikanske slægtninge, en halvonkel og hans familie, som de aldrig tidligere har mødt.

Henry James (1843-1916). Foto fra George Grantham Bain-samlingen, Library of Congress.

Eugenia har fra et såkaldt “morganatisk” ægteskab (et ægteskab “til venstre hånd” mellem en adelig fyrste og den borgerlige Eugenia) titel af baronesse af Münster. Hendes ægtemand, en vis fyrst Adolf af Silberstadt-Schreckenstein, har imidlertid forstødt hende, og rejsen til New England er hendes flugt herfra – i forhåbningen om at finde hvad, står dog ikke helt klart.

Den 33-årige Eugenia er ikke umiddelbart smuk af ydre (“hendes teint var træt, som franskmændene kalder det, hendes mund var stor, hendes læber for fyldige, hendes tænder skæve, hendes hage temmelig jævnt formet”). Hun formår alligevel at fortrylle de fleste, der møder hende, i kraft af sine “grå, funklende, hastigt iagttagende, blidt hvilende” øjne, sin åndfuldhed og intelligens. Dertil kommer, at hun kan kalde sig baronesse, hvilket i det Amerika, hun er ankommet til, har sin egen eksotiske charme.

Hendes yngre bror Felix er sin søsters modbillede. Hvor hun er mørk og alvorsfuld af sind og af naturen ikke begunstiget med et smukt ydre, så har han “et åbent ansigt og et åndfuldt udseende, en sart fuldkommenhed i sine træk og et udtryk, der på én gang var kultiveret og overhovedet ikke alvorligt, et varmt, blåt blik, øjenbryn, der var finttegnede og usædvanligt buede – øjenbryn, som, hvis damer havde skrevet sonetter til deres elskedes sådanne, kunne have været genstand for et vers af denne type – og et tyndt overskæg, der svingede opad, som om det blev blæst den vej af pustet fra et bestandigt smil.”

Romanens første sætninger slår Eugenias stemning an og er samtidig et eksempel på James’ evne til at forlene selv de ydre miljøbeskrivelser med en humor, som ikke kan undgå at bringe ihvertfald denne læsers smil frem:

En trang kirkegård i hjertet af en travl, ligeglad by set fra vinduerne i en trist udseende kro vækker på intet tidspunkt oplivende associationer, og scenen viser sig ikke fra sin bedste side, når de forvitrede gravsten og den bedrøvelige bevoksning er blevet virkningsløst frisket op af et trist, vådt snefald. Hvis kalenderen, mens luften bliver tæt af denne iskolde støvregn, tilfældigvis fortæller, at den velsignede forårstid allerede har varet i seks uger, må man indrømme, at sceneriet ikke mangler en eneste deprimerende faktor.

Søskendeparret bliver snart indlogeret hos deres puritanske, men velhavende, amerikanske familie, som bor på et landssted lidt uden for Boston. Medlemmerne af den amerikanske familie og husets venner er fra første færd på hver deres måde dybt fascinerede af deres fremmedartede, europæiske slægtninge, som bliver modtaget med stor gæstfrihed og elskværdighed.

Hele romanen udspiller sig herfra på eller lige i omegnen af den amerikanske families ejendom. Vi er blandt det bedre borgerskab, hvor de fleste synes at bruge deres tid på at gå på visitter hos hinanden. Den meget begrænsede ydre handling og stemningen er ikke ulig den, mange vil kende fra en af Jane Austens romaner. Snart opstår der således romantiske følelser og antydede forbindelser på kryds og tværs.

Hvis der en spænding i romanen, så kan den henføres til en vis usikkerhed hos læseren (lige som for nogle af de amerikanske slægtninge) om, hvorvidt de elskværdige europæere er helt, hvad de giver sig ud for, eller om der måske er noget dunkelt ved deres motiver. Uden at røbe for meget kan jeg dog godt afsløre, at det ikke er denne spænding, man bør læse Europæerne for.

Nogle af de bedste scener opstår, når europæernes – ikke mindst Felix’ – ligefremhed slår mod de amerikanske slægtninges alvorsfuldhed. Som her, hvor Felix, hvis eneste metier i livet er at male solnedgange og portrætter, er tæt på at fornærme sin onkel den ærværdige Mr. Wentworth:

    “Jeg kunne godt tænke mig at tegne deres hoved,” sagde Felix en aften til sin onkel en aften foran dem alle samen – Mr. Brand og Robert Acton var også til stede. “Jeg tror, jeg kunne gøre et godt stykke arbejde med det. Det er et interessant hoved, det er meget middelalderligt.”
    Mr. Wentworth lagde ansigtet i højtidelige folder. Han følte sig forlegen, som om hele selskabet var kommet ind og havde fundet ham stående foran spejlet. “Det er Herren, der har skabt det,” sagde han. “Jeg mener ikke, det tilkommer mennesket at skabe det om.”
    “Vist har Herren skabt det,” sagde Felix leende, “og han har gjort det rigtig godt. Men livet har pyntet på arbejdet. Det er et meget interessant hoved. Det er dejligt udtæret og afmagret. Hudfarven er vidunderligt hærget.”

Romanen skal som antydet indledningsvist læses for Henry James’ omhyggelige og præcise sprog, som han bringer mesterligt i anvendelse til at tegne raffinerede, ironiske portrætter af sine romanpersoner. Det er ikke helt til at afgøre, hvem James har mest til bedste, om det er de flamboyante europæere eller de alvorsfulde, puritanske amerikanere. Ingen af dem bliver dog ondskabsfuldt udleveret. James er som alvidende fortæller lige så taktfuld som sine personer.

Jeg har lyttet til Europæerne som lydbog. Lydbøger er ganske vist ikke normalt mit foretrukne medium, men netop Henry James’ klassiske og smukke sprog egner sig fortrinligt til oplæsning, ja, jeg vil endda gå så vidt som til at sige, at jeg i dette særlige tilfælde foretrækker lydbogsversionen frem for selv at læse bogen – ihvertfald når den som her er oplæst forbilledligt af Thomas Leth Rasmussen.

K's vurdering: