Lewis Carroll: Alice i Eventyrland & Gennem spejlet

I år er 150-året for den første udgivelse af Lewis Carrolls børnebogsklassiker Alice in Wonderland (1865). Forlaget Rosenkilde & Bahnhof markerer det med en ny dansk oversættelse af klassikeren og opfølgeren Through the Looking-Glass, and what Alice found there (1871) udgivet med forfatterens originale illustrationer, som angiveligt ikke tidligere har været optrykt i dansk sammenhæng.

Da jeg så nyudgivelsen, gik det op for mig, at jeg faktisk aldrig har læst de oprindelige bøger, og jeg har nu benyttet anledningen til at få rettet op på denne mangel i min litterære selvopdragelse.

Alice behøver næppe nogen nærmere introduktion. Den stilfærdige matematikprofessor fra Oxford, Charles Lutwidge Dodgsons (bedre kendt under forfatterpseudonymet Lewis Carroll) gakkede vrøvlehistorie har i mere end 100 år været genstand for utallige fortolkninger, og mange af figurerne i bøgerne er gået ind i populærkulturen som fælles gods i den vestlige kulturkreds.

Den stressede, hvide kanin, der hele tiden er bange for at komme for sent, den gale hattemager, filurkatten og spillekortdronningen, der som en anden magtfuldkommen diktator hele tiden skriger ‘Af med deres hoveder!’ (men hele tiden underløbes af sine undersåtter, som sørger for blot at give hende et skin af egentlig magt), og flere endnu er blevet en slags populærkulturelle ikoner og referencefigurer.

Der er således formentlig ikke mange af os, der ikke kender til historien om den lidt gammelkloge Alice (som er 7 år i historien), der bevæger sig undrende gennem “Undreland.” Hvis vi ikke har læst originalfortællingen, så kender vi hende ihvertfald fra en af de mange forskellige filmatiseringer (hvem har ikke set hele eller i det mindste uddrag af Disneys sprudlende tegnefilmsudgave fra 1951?), fra billedbøger og tegneserier eller fra litterære genfortællinger.

Historien har også været udsat for talrige litterære analyser fra ligeså mange forskellige perspektiver. Psykoanalytikere, surrealister, psykedeliske syrehoveder og samfundskritikere har alle kunnet finde stof i fortællingen eller i Charles Lutwidge Dodgsons eget liv, herunder hans fascination af den tiårige pige Alice, som han oprindeligt fortalte historien til.

Alice og Kålormen (Alice i Eventyrland, Rosenkilde & Bahnhof 2015)

En af grundene til, at historien om Alice har vist sig at være en tilsyneladende uudtømmelig inspirationskilde for især populærkulturen, skal måske søges i en kombination af historiens gakkede charme, dens store billedrigdom og ikke mindst, at den i kraft af sin tvetydighed eller direkte vrøvlede karakter er næsten fuldstændig åben for fortolkning. Historien rummer et sjældent stort overskud af ubestemmelig mening, der byder sig til for enhver interesseret.

Men hvordan klarer Charles Lutwidge Dodgsons/Lewis Carrols gamle tekst sig så, når den læses i sin helhed i en ganske vist spritny fordanskning?

Tjah, med fare for at udstille mig selv som litteraturhistorisk ignorant: Læser man den som en roman med forventning om et veldrejet plot, en spændingskurve eller en udviklingshistorie er den faktisk lidt småkedelig og egentlig ikke specielt vellykket.

Begge bøger består således ret beset af en serie små episodiske indslag omkring de forskellige figurer, Alice møder på sin vej, De enkelte indslag er kun løseligt sammenknyttet, men har sikkert fungeret udmærket som enkeltstående historier, da Dodgson første gang fortalte dem til virkelighedens Alice.
Dertil kommer, at de enkelte episoder ikke er handlingsdrevne, men først og fremmest er optaget at udfolde ironiske ordspil, vrøvlevers og andre gakkerier. Og det er dét, man skal læse dem for.

Alice i Eventyrland er dengang som nu trods alt især en børnebog med sine mange talende og syngende dyr. Men de voksne kan også fryde sig over de mange ordspil og lommefilosofiske finurligheder. Et typisk og velkendt eksempel er denne ordveksling mellem Alice og Filurkatten, som jeg fornylig f.eks. kunne konstatere stadig har liv som indslag i moderne ledelseskurser om strategiudvikling:

‘Ville du ikke være sød at fortælle mig, hvilken vej jeg skal tage herfra?’
‘Det afhænger en hel del af, hvor du skal hen.’ sagde Katten.
‘Det er sådan set ligegyldigt -‘ sagde Alice.
‘Så er det også ligegyldigt, hvilken vej du går,’ sagde Katten.
‘- bare jeg kommer til et eller andet sted,’ tilføjede Alice som forklaring.
‘Åh, det kan du være helt sikker på,’ sagde Katten, ‘hvis bare du går langt nok.’

Den nye danske udgivelse rummer som sagt forfatterens originale illustrationer. Det er på den ene side svært at være uenig i, at det er helt legitimt og for så vidt en god idé endelig også at lade danske læsere stifte bekendtskab med dem. Om ikke andet, så ud fra en tilbage-til-kilderne-betragtning.

Den Forlorne Skildpadde og Griffen danser hummer-kvadrille
(Alice i Eventyrland, Rosenkilde & Bahnhof 2015)

Der bare dét ved det, at Lewis Carrolls tegninger ikke er særligt gode. De mangler liv og bevægelse og er helt uden den magi, vi kender fra f.eks. Disney. Den eneste undtagelse er måske tegningen af Den Forlorne Skildpadde og Griffen, der danser hummer-kvadrille, som kan ses her på siden. Og så lavede Carrol åbenbart aldrig illustrationer til Through the Looking-Glass, som derfor også er helt uden illustrationer i Rosenkilde & Bahnhofs nye udgivelse.

Nyudgivelsen henvender sig dermed ikke rigtigt til børn, men kun til voksne som mig, der mest læser den af litteraturhistorisk interesse. Og det er lidt synd, for Christiane Rohdes nye fordanskning kunne egentlig fortjene en bredere læserskare, end jeg tror, den får, herunder børnene. Jeg har ikke sammenholdt nyoversættelsen med den engelske original, men jeg kan konstatere, at bøgernes mange finurlige ordspil fungerer rigtig fint for Rohde.

Jeg er således enig med Informations anmelder, der ved udgivelsen ønskede sig at forlaget havde givet den lidt mere gas i form af nogle sjovere illustrationer, når det nu er en jubilæumsudgivelse. Og derfor får udgivelsen ikke topkarakterer hos mig.

For som det hedder så rigtigt på bogens første side:

‘… hvad er der sjovt ved en bog.’ tænkte Alice, ‘uden billeder, og hvor ingen taler med hinanden?’

Der er mange, der taler med hinanden i både Alice i Eventyrland og Gennem Spejlet, der er faktisk næsten ikke andet, men som børnebog betragtet mangler den sjove billeder, der kan stimulere fantasien og holde interessen fangen, også undervejs i tekstens mange ordspil og nonsenssange, der nok primært appellerer til de voksne (selv om man ikke skal underkende selv mindre børns sans for sprogets indbyggede finurligheder).

Men jeg må altså gå til bekendelse og indrømme, at jeg savnede Disneys tegnefilmsversion. Faktisk så meget, at jeg satte mig til at se den i går aftes, helt for mig selv og helt uden undskyldninger i form af børneselskab (og det var godt, for den er faktisk ikke for børn – den har ihvertfald mindst lige så mange sorte sider som Lewis Carrolls tekst, som den i øvrigt følger ret godt, selv om ikke alt er med, og den blander elementer fra både den oprindelige Alice in Wonderland og fra Through the Looking-Glass).

K's vurdering: