Captain F. Marryat: Børnene i Nyskoven

En nostalgisk tur ned ad Memory Lane med Kaptajn Marryat. Børnene i Nyskoven slår maksimalt ud på nostalgibarometeret hos denne læser. Nogen stor litterær oplevelse var det dog ikke at genlæse denne børne-/ungdomsklassiker.

Flere dagblade kører serier i deres bogtillæg, hvor mere eller mindre kendte personer bliver spurgt om, hvilken bog der har betydet mest for dem. Jeg tænker som regel, at det for mig ville være et helt umuligt spørgsmål at besvare. Der er så mange bøger, der har betydet noget i forskellige livssammenhænge og i forskellige dimensioner. Men hvis jeg blev aftvunget et svar, så kunne det godt være bogserien Gyldendals Udødelige Ungdomsbøger:

James Fennimore Coopers bøger om Hjortedræber, Falkeøje, Stifinder og Læderstrømpe. Jules Vernes Zarens kurer, En verdensomsejling under havet, Kaptajn Grants børn, Rejsen til jordens indre og Jorden rundt i 80 dage. Rider Haggards Kong Salomons miner. Carit Etlars Gøngehøvdingen og Dronningens vagtmester. Jack Londons Når naturen kalder og Ulvehunden. Harriet Beecher Stowes Onkel Toms hytte. Walter Scotts Ivanhoe. Lewis Wallaces Ben Hur. Mark Twains Toms eventyr. Jeg kunne snildt blive ved.

Børnene i Nyskoven i Gyldendals Udødeliges version, som jeg læste som barn.

Jeg slugte dem alle sammen og inspireret heraf endnu flere klassikere i andre udgaver, nogle bearbejdet for børn og unge, andre i originaludgaverne. Da jeg læste Gyldendals Udødelige, gik det ikke op for mig, at der var tale om genfortalte og/eller forkortede udgaver af originalerne – og jeg blev noget skuffet, da det gik op for mig mange år senere.

Men det afgørende var, at disse bøger var med til at åbne litteraturens mirakuløse verden op for mig. Her erfarede mit unge jeg, hvordan det via bøgerne var muligt at rejse til fjerne egne og tider, deltage i de mest utrolige eventyr og lære de mest forunderlige ting. Min læsebegejstring blev grundlagt af blandt andet disse bøger.

Alt dette udgør ikke nødvendigvis nogen god grund til at genbesøge disse klassikere, men jeg blev inspireret af Martin A. Hansen, da jeg forleden læste nogle af hans essays om netop læseglæde, herunder hans forsvar for “knaldromanen” med blandt andre Kaptajn Marryats Jakob Ærlig som eksempel på, hvordan en ikke ligefrem højlitterær roman ikke desto mindre kan have høj værdi som netop indgangen til at læse (jf. min omtale af antologien Bøgernes Verden).

Og ja, blandt Gyldendals Udødelige var der også adskillige titler af Kaptajn Marryat: Nybyggerne i Canada, Styrmand Flink (jeg husker stadig, hvordan jeg hulkede mig igennem slutningen) og selvfølgelig Børnene i Nyskoven.

Af ikke nogen speciel grund blev det den sidstnævnte, jeg således nostalgisk inspireret kastede mig over. Denne gang lykkedes det mig dog – endda ret nemt, takket være dette lands fantastiske biblioteksservice – at få fat i en uforkortet udgave af den oprindelige roman i dansk oversættelse fra 1982-1983 ved Svend Jensen (bind 1) og Rose-Marie Tvermoes (bind 2 og 3), alle tre bind med illustrationer af Erik Hjorth Nielsen.

Frederic Marryat (1792-1848) var udover at være forfatter også britisk flådeofficer, og han var blandt andet meget anerkendt for sine maritime romaner. Hans mest kendte og læste roman er dog The Children of the New Forest (opr. 1847), skrevet for (lidt større) børn.

Romanen foregår under den engelske borgerkrig og tager sin begyndelse i 1647, hvor Oliver Cromwell har fordrevet den engelske kong Charles I. Vi følger fire adelige børn, der er blevet gjort forældreløse af krigen og må flygte til en lille skovmandshytte i Nyskoven, hvor de skaber sig et nyt liv som bønder og jægere.

Især den ældste af de fire søskende, drengen/den unge mand Edward, higer dog efter at kaste sig ind i forsvaret for kongemagten mod de onde parlamentarikere (ja, den gode kaptajn Marryat hørte til det konservative, royalistiske parti, og romanen tager utvetydigt parti for kongemagten).

De fire børn i Nyskoven er i det hele taget alle – i fortællingens logik som følge af deres adelige byrd – fødte til at føre sig med værdighed og fyndighed og i ét og alt være moralske forbilleder.

Det lykkes til sidst Edward at komme i krig for den nye konge, Charles II (efter at Charles I havde fået kappet hovedet af), og romanen kan kulminere med restaurationen af kongemagten i 1660 (hvor alle børnene i øvrigt er blevet gamle nok til samtidig at blive lykkeligt gifte, og alt bliver godt). Undervejs er der selvfølgelig en række genvordigheder og romancer og den slags.

Én af de ting, der slår mig ved læsningen af den uforkortede oversættelse i dag, er, at vores begreber om børnebøger (ikke overraskende) har ændret sig noget på de 180 år, der er gået siden den første udgivelse af The Children of the New Forest.

Sproget er simpelt, og handlingen er meget dialogbåret. Så langt, så godt i forhold til et publikum af selvlæsende børn. Men tidens politiske forviklinger i både England og Frankrig fylder ganske meget og er ikke sådan lige at få greb om, hvis man ikke kender til den engelske borgerkrigs historie i forvejen (og uden overhovedet at kunne huske det, gætter jeg på, at det er nogle af de dele, der var blevet redigeret ud i den bearbejdede version, jeg læste som barn).

Dertil kommer, at handlingen egentlig er ret drabelig – og også mere, end jeg umiddelbart ville være komfortabel ved at anbefale til en 9-10-11-årig læser i dag. Men måske er jeg bare blev gammel og sippet og har glemt, at jeg jo selv læste masser af den slags i den alder …

Endelig må nævnes, at romanen – ganske vist ikke overraskende for dens tid, men alligevel – er gennemsyret af patriarkalske, stereotype kønsroller. Pigerne og kvinderne i romanen demonstrerer stort set ikke nogen selvstændig vilje, og deres aktive handlinger består primært i at sige ja eller nej til deres bejlere.

Og så er der også de mildest talt racistiske fremstillinger af især den lille “sigøjnerdreng” Pablo, som de adelige (hvide) børn gu’hjælpemig fanger i en fælde i skoven (møntet på vildt kvæg) og påtager sig at opdrage til et ordentligt menneske (i modsætning til hans folks naturlige karakter, må man forstå). Men det er jo noget af det, man må tage med, når man læser bøger fra den tid.

Der er med andre ord en del, man med fordel kan tale med sit barn om, hvis barnet skulle finde på at læse Børnene i Nyskoven …

Det vil jeg nu egentlig ikke anbefale – ihvertfald ikke i denne, gamle uforkortede oversættelse. Ikke på grund af de ovennævnte eksempler på romanens menneskesyn, eller fordi den som knaldroman ikke er tiltrækkelig litterært lødig, men slet og ret fordi den også i sin fortællestil forekommer noget tung og forældet. Men jeg har noteret mig, at romanen sidenhen er udgivet i en ny, bearbejdet og forkortet version, som jeg ikke på forhånd skal afvise som læseværdig – for historien som sådan er jo en god ramasjanghistorie.

Jeg svinger mig i bedømmelsen op til tre stjerner, men jeg må tilstå, at de i ret høj grad er båret af denne aldrende læsers hang til nostalgi.

K's vurdering: