Dickens holder. Hans måske mest lovpriste roman om den forældreløse Pip og hans uventede opstigning i samfundet til at blive en fin herre, er og bliver en god historie. Og så er Dickens’ sprog og ironiske persontegninger intet mindre end en frydefuld fornøjelse.
Det kan altid være lidt vanskeligt at anmelde en klassiker. Det gælder ikke mindst, når der er tale om én af de allerstørste som Charles Dickens’ Store forventninger (opr. Great Expectations, 1860-1861), der allerede for flere generationer siden er blevet kanoniseret som måske den bedste af Dickens’ romaner, er blevet fortolket i hundredevis af versioner for film, tv og teater og optræder som reference i formentlig endnu flere andre romaner (jeg skal på disse sider straks vende tilbage til en nærmere omtale af en nyere én af slagsen, nemlig newzealandske Lloyd Jones’ Mister Pip, som faktisk var anledningen til, at jeg greb tilbage til Dickens’ klassiker).
For er det overhovedet muligt at bedømme en sådan roman på dens egne præmisser uden at lade sig farve af en forhåndsforventning om, at her skal man læse en stor roman, som man for en sikkerheds skyld nok hellere må synes om, hvis man ikke skal risikere at falde igennem som litterær ignorant?
Det er det nok ikke helt, men som almindelig lystlæser har man dog heldigvis det privilegium, at man ikke skal stå til regnskab over for nogen litteraturhistorisk tradition eller måle sin egen læseoplevelse op mod nogen akademiske kriterier. Man kan (ihvertfald prøve at) gå til værket som til enhver anden roman og lystigt læse derudad. Og når det kommer til stykket er det også sådan, en sand klassiker viser sit værd: At den kan holde til at blive læst i egen ret af en senere tids læsere med helt andre forudsætninger end forfatterens samtidslæsere (jeg har en fornemmelse af, at jeg gentager mig selv her, men det får være).
Og ja: Dickens holder stadig. Historien om den forældreløse Pip, der bliver “håndopfostret” under beskedne kår af sin strenge søster og hendes hjertensgode, djærve mand, for siden at blive tilsmilet af lykken i form af en hemmelig velgører med store forventninger om at gøre Pip til “en fin herre” og siden – naturligvis – at lide ligeså store skuffelser, er slet og ret bare en god historie.
Romanen har alt det, man med nogen ret kan forlange af en god klassisk fortælling. Ikke mindst har den en hovedperson, som vi fra første side kan leve os ind i og holde af og med, også når han begår sine alt for menneskelige fejltrin, og som vi gerne følger gennem hans op- og nedstigninger såvel socialt og økonomisk som moralsk – og i kærlighedslivet.
Især fornøjede jeg mig dog over galleriet af skarptskårne bipersoner, som ganske vist stort set alle er svært karikerede, men ikke desto mindre ofte er gnæggende morsomt tegnede.
Min favoritfigur er uden tvivl romanens store tragiske skikkelse, den gamle miss Havisham. I mere end 30 år har hun ikke set solen, men siddet på sit kammer med urene sat i stå, iført den bryllupskjole, hun havde på den dag, hun blev svigtet af sin tilkommende, mens hendes krop og sind gradvist er tørret ind ligesom bryllupskjolen, indtil der nu ikke er meget andet tilbage af hende end hendes selvmedlidende bitterhed og ondskabsfulde hævngerrighed mod verden i almindelighed og alle mænd i særdeleshed.
[Miss Havishams ansigt] var sunket ind i en vagtsom, grublende mine – sandsynligvis dengang alle tingene omkring hende var stivnet hvor de stod – og det så ud som om intet nogen sinde ville kunne løfte det op igen. Hendes bryst var indfaldent, så hun krummede ryggen; og hendes stemme var mat, så hun talte dæmpet og med en slags dødeligt vindstille om sig; i det hele taget så hun ud som om hun var styrtet, med krop og sjæl, indvendig og udvendig, under byrden af et knusende slag.
Dickens er frem for alt en fornøjelse at læse på grund af hans sprog – i dette tilfælde via Niels Brunses pletfri fordanskning fra 1999. Det er en nydelse at læse – eller lytte til – Dickens’ omhyggelige og præcise sætninger, som ikke sjældent er ladet med en finurlig ironi og originale metaforer.
Tag som et eksempel på Dickens’ humor i persontegningen denne beskrivelse af Pips første indtryk af ansigtstrækkene hos kontoriussen mr. Wemmick, der senere skal blive hans gode ven:
Da jeg kastede et blik på mr. Wemmick mens vi gik, for at se nøjere på ham i dagslys, konstaterede jeg at han var en tørt udseende mand, ret lavstammet, med et firkantet træansigt, hvis udtryk syntes at være ufuldkomment indhugget med et sløvt stemmejern. Der var nogle mærker i det, som kunne have været smilerynker, hvis materialet havde været blødere og redskabet bedre, men som nu kun var blevet til fordybninger. Stemmejernet havde gjort tre-fire af disse udsmykningsforsøg over hans næse, men havde så opgivet dem uden at kere sig om at glatte dem ud.
Eller hvad med miss Sarah Pocket, som var “en lille indtørret og rynket brun gammel dame, med et lille ansigt der kunne være lavet af valnøddeskaller og en stor mund som en kat, bare uden knurhår”?
Og så er historien bare godt komponeret. Den moderne læser kunne nok indvende, at romanen hælder mod det alt for usandsynlige melodrama, når plottet til sidst foldes helt ud, og det viser sig, hvordan de centrale personers skæbner er bundet sammen. I en mindre dygtig fortællers hænder var det ikke gået, men vi bærer over med Dickens, fordi han skriver så godt, og fordi en dannelsesroman med snart 160 år på bagen må tillades lidt respit i dét stykke (og ja, jeg ved det, her faldt jeg så alligevel i og lod min vurdering farve af romanens klassikerstatus). Ikke desto mindre er det dog især derfor, at jeg trods alt ikke kan komme helt til tops i min vurdering.
Jeg har lyttet mig igennem Store forventninger som lydbog over de sidste par uger på min daglige gang til og fra stationen, og når jeg en sjælden gang imellem har kørt i bil. Og selv om lydbøger aldrig bliver mit foretrukne medium, så egner Dickens’ præcise og samtidig finurlige sprog sig perfekt til oplæsning, ihvertfald når romanen er indtalt sikkert af Dan Schlosser med hans vanligt omhyggelige, ikke-anmassende diktion.
Titel: Store forventningerForfatter: Charles Dickens
Udgiver: Bechs Forlag - Viatone
Udgivelsesdato: 20.03.2013
Sider: 476
Originalsprog: Engelsk
Oversætter: Niels Brunse
Originaltitel: Great Expectations
Opr. udgivelsesår: 1861
Læst: August 2018
K's vurdering:
Jo, Velbekomme. Et alternativ til at arbejde sig gennem Knud Sørensens 104 sider lange analyse, ville fuldt ud dækkende være at læse de første 15 – 20 sider af Moltkes oversættelse eller den originale engelske udgave.
En ny fortælling vil åbne sig, men om dommen vil falde ud til fordel for Niels Brunse, vil jeg ikke spå om … Smiler
Det er virkelig, virkelig beklageligt at du ikke har læst “Store Forventninger” i den oprindelige danske oversættelse af L. Moltke.
Efter min smag forfladiger Niels Brunse denne Dickens fortælling gennem sin modernisering til nudansk.
Magien er gået, og historien lettere ligegyldig. Allerede på side 1 at erstatte: “at min moder havde været fregnet og sygelig” med “at min mor var skrøbelig og havde et skrøbeligt helbred” – er en nærmest utilgivelig forfladigelse. Der er en verden til forskel på at være sygelig og skrøbelig.
Endvidere i Moltkes oversættelse om de fem små brødre: “der meget tidligt havde opgivet ævred under kampen for tilværelsen” bliver gudhjælpemig oversat af Niels Brunse med: “som opgav forsøget på at finde et levebrød overordentlig tidligt i tilværelseskampen”. Mon ikke der er en betydelig forskel på at “opgive ævred” og så ikke at finde sig et levebrød ? Ordet “tilværelseskampen” er dog også et underligt, til lejligheden konstrueret ord.
Hele vejen gennem Niels Brunses oversættelse sidder man (undertegnede) og tænker: Hvor er Charles Dickens blevet af ?? For det er dog en modernisering af teksten, der, set med mine øjne, på ingen måde evner at bibeholde den særlige magi som det fuldt lykkedes Moltke at bringe videre fra den engelsksprogede udgave i en dansk oversættelse.
I Niels Brunses oversættelse finder jeg at “Store Forventninger” er genopstået i en morsom og egentlig i bund og grund temmelig flad version.’
Det er hårde ord, og slet ikke pæne ord, i en tid hvor vi alle, som god skik er, overøser hinanden med skønne superlativer.
Blot må jeg sige, at jeg som inkarneret Dickens læser, er skuffet over disse (forenklinger) af 1800-tallets litteratur. At unge mennesker, uden forhåndskundskaber, da skulle begynde at interessere sig for Dickens tillader jeg mig at tvivle på.
Litteraturen bliver ikke bedre af at blive omskrevet til “læse-let” bøger.
Tak for denne indsigt i forskelle mellem oversættelserne. Jeg var ikke opmærksom herpå, da jeg kun har stiftet bekendtskab med Brunses version. Jeg tror, at mit næste møde med Dickens skal være på originalsproget.
Det er altid en god ting at vælge sine oversættelser med omhu.
For år tilbage (gen)købte jeg “To byer” af Dickens. Tankeløst og ganske uforvarende kom jeg afsted med at købe en vilkårlig version på antikvariat.net idet det ikke faldt mig ind (havde fortrængt det), at der fandtes andre oversættere end L. Moltke. Troede således fejlagtigt at jeg havde købt et genoptryk af Moltkes oprindelige version.
Efter et par siders forvirring og undren over ikke genfinde Charles Dickens i den bog jeg sad og læste, gik det op for mig at oversætteren ikke var Moltke, men en Else Brudenell-Bruce. Det kom nemlig meget bag på mig, at jeg hele tiden fandt det svært at forstå, hvad det var jeg læste og hele tiden måtte blade nogle sider tilbage.
Teksten var usammenhængende og uklar, og det slog mig at oversætteren hverken havde forstået pointerne, ironien, indignationen eller sarkasmen – men havde forsøgt sig med “en-til-en” oversættelse, hvorfor flere afsnit var endt som en helt usammenhængende omgang “Google translate” – endog lang tid før internettet. Bogen var oversat i 1941. En vigtig forudsætning for en god oversættelse er dog, at den der kaster sig ud i opgaven faktisk ikke kun forstår sproget og dets faldgruber – men også kan gennemskue naturen i de billeder, scenarier og stemninger den oprindelige forfatter har ønsket at videregive til sin læser.
Senere gav jeg mig i kast med at læse “David Copperfield” oversat af Eva Hemmer Hansen. Det stråler gennem hendes oversættelse at hun måtte være påvirket af et dagligt arbejde indenfor partipolitik. At læse hendes oversættelse bragte mig mange mindelser om hvorledes man formulerer et korrekt og temmelig kedsommeligt forretningsbrev.
Niels Brunse, jf. hans egen hjemmeside, fordrer retten til at være en kreativ oversætter med ret til at fortolke og nyfortolke en foreliggende tekst, dette med henvisning, som eksempel til de pianister der finder en ny måde at spille Mozart på. I min optik ville det dog så være mest korrekt at annoncere nyudgivelser som værende nyfortolkninger.
L. Moltke var samtidig med Charles Dickens, hvilket ganske utvivlsomt har været en stor force for ham i samtlige hans oversættelser af Charles Dickens værker.
Jeg ved, at mange synes vældig godt om de senere oversættelser, og de vil givetvis være dybt uenige med mig i hvad jeg her skriver. Det er helt Ok.
Når alt dette her er sagt og skrevet, må jeg tilføje at jeg med levende og STOR interesse og respekt læser dine absolut glimrende boganmeldelser.
Du er ærlig og ligefrem, hvilket jeg mener er din force, til stor nytte for os andre.
Din vurdering af “Store Forventninger” oversat af Niels Brunse ser jeg således også som ærlig og korrekt. Ihvertfald er JEG fuldstændig enig mig dig i hvad du skriver.
Tak for de pæne ord om anmeldelserne her på siden. Det luner.
Også tak for yderligere kommentarer til oversættelser af Dickens. De får mig blandt andet til at tænke, at min karakteristik i den aktuelle anmeldelse af Niels Brunses oversættelse som “pletfri” måske ikke var helt velvalgt. Intentionen med ordene står jeg dog ved, nemlig at jeg oplevede Brunses dansk som flydende og fornøjeligt.
Et andet og selvfølgelig ganske afgørende spørgsmål er så, i hvilket omfang oversættelsen er (tilstrækkelig) tro mod Dickens’ original eller ej. I det konkrete tilfælde kan jeg ikke tage stilling, da jeg ikke har holdt oversættelsen op mod originalen. Dine bemærkninger giver mig dog anledning til en helt generel refleksion over oversættelsens natur:
Som jeg ser det, er en litterær oversættelse altid ikke bare en oversættelse til et andet sprog, men også til en anden tid. Det sidste ligger egentlig allerede i det første, da sproget jo udvikler sig over tiden. En oversættelse til dansk af en tekst fra det 19. århundrede må og bør tage sig anderledes ud i det 21. end i det 20. århundrede.
Har en Moltke så egentlig en fordel frem for en Brunse ved at være samtidig med Dickens i det aktuelle tilfælde? Måske eller måske ikke. I begge tilfælde vil der være tale oversættelser, som altid – uanset oversætterens bestræbelser – også vil være fortolkninger. Igen: Dette er kun en generel betragtning, da jeg ikke har sammenlignet oversættelserne eller holdt dem op mod originalen, og det vil naturligvis ligge mig fjernt at mene, at oversætteren har frit spil i forhold til originalen.
Men ikke mindst, når det kommer til klassikerne, forekommer det mig, at nyoversættelser (som ja, altid vil være nyfortolkninger, ligesom de første oversættelser også var fortolkninger) har en berettigelse, hvis de kan medvirke til, at klassikeren også bliver læst af nye generationer.
Et helt andet eksempel er Otto Steen Dues efter min mening fabelagtigt gode gendigtninger på dansk af Homer, Vergil og Ovid, som åbenlyst – selv for den, der ikke har mulighed for at sammenligne med det oldgræske eller det latinske – ikke er en 1:1 ordret oversættelse af de originale tekster, men som til gengæld er umanerligt læsbare i dag, og som har været helt afgørende for at vække en begejstring hos ihvertfald denne læser for de antikke klassikere.
.
Og nu bliver det for langt for en sådan kommentar, men min pointe er egentlig blot (og den er ikke i modstrid med noget, du skriver herover, tror jeg): I enhver litterær oversættelse er oversætteren altid også medforfatter. Hvilket i øvrigt også er grunden til, at jeg generelt forsøger at huske at nævne oversætteren til de bøger, jeg omtaler her.
Jeg er enig med dig i at nyoversættelser klart har sin berettigelse i fald de medvirker til at f.eks. klassikere også kan glæde og inspirere nyere generationer.
En oversættelse, i vort tilfælde en omskrivning til nudansk, vil dog falde igennem i det omfang at oversætteren ikke formår at fange og fastholde det geni og den nerve, der karakteriserer originaloplægget. Faren er netop da, at yngre generationer fravælger den ældre litteratur som værende ligegyldig og uvedkommende, hvorfor spørgsmålet altid må stilles om et værk tåler en “opgradering” – eller om det skal stå som det er.
Charles Dickens “Store Forventninger” er en grum socialrealistisk roman, som set med mine øjne lider skade ved at blive bragt ud af den (kulturelle) kontekst den er skrevet i. Risikoen, når vi skruer på enkelte led i teksten, er at “guitaren” går ud af stemning. Mottoet: “At være en original er bedre end at være en (dårlig) kopi” må også gælde her.
Det glæder mig, at mine kommentarer har bidraget til at skærpe dine refleksioner over oversættelsens natur, og jeg takker dig for din imødekommenhed overfor at tage denne lille dialog herom.
Skulle jeg have vakt din interesse for at grunde lidt mere, f.eks. over Dickens oversættelser, så har forfatteren Knud Sørensen skrevet en lille bog “Dickens på dansk” http://www.universitypress.dk/shop/dickens-paa-dansk-2928p.html
Tak for tip om Knud Sørensens bog. Den lyder interessant – jeg har noteret den på min (lange) liste over bøger at læse ved lejlighed.