Dickens holder. Hans måske mest lovpriste roman om den forældreløse Pip og hans uventede opstigning i samfundet til at blive en fin herre, er og bliver en god historie. Og så er Dickens’ sprog og ironiske persontegninger intet mindre end en frydefuld fornøjelse.

Det kan altid være lidt vanskeligt at anmelde en klassiker. Det gælder ikke mindst, når der er tale om én af de allerstørste som Charles Dickens’ Store forventninger (opr. Great Expectations, 1860-1861), der allerede for flere generationer siden er blevet kanoniseret som måske den bedste af Dickens’ romaner, er blevet fortolket i hundredevis af versioner for film, tv og teater og optræder som reference i formentlig endnu flere andre romaner (jeg skal på disse sider straks vende tilbage til en nærmere omtale af en nyere én af slagsen, nemlig newzealandske Lloyd Jones’ Mister Pip, som faktisk var anledningen til, at jeg greb tilbage til Dickens’ klassiker).

For er det overhovedet muligt at bedømme en sådan roman på dens egne præmisser uden at lade sig farve af en forhåndsforventning om, at her skal man læse en stor roman, som man for en sikkerheds skyld nok hellere må synes om, hvis man ikke skal risikere at falde igennem som litterær ignorant?

Det er det nok ikke helt, men som almindelig lystlæser har man dog heldigvis det privilegium, at man ikke skal stå til regnskab over for nogen litteraturhistorisk tradition eller måle sin egen læseoplevelse op mod nogen akademiske kriterier. Man kan (ihvertfald prøve at) gå til værket som til enhver anden roman og lystigt læse derudad. Og når det kommer til stykket er det også sådan, en sand klassiker viser sit værd: At den kan holde til at blive læst i egen ret af en senere tids læsere med helt andre forudsætninger end forfatterens samtidslæsere (jeg har en fornemmelse af, at jeg gentager mig selv her, men det får være).

Og ja: Dickens holder stadig. Historien om den forældreløse Pip, der bliver “håndopfostret” under beskedne kår af sin strenge søster og hendes hjertensgode, djærve mand, for siden at blive tilsmilet af lykken i form af en hemmelig velgører med store forventninger om at gøre Pip til “en fin herre” og siden – naturligvis – at lide ligeså store skuffelser, er slet og ret bare en god historie.

Romanen har alt det, man med nogen ret kan forlange af en god klassisk fortælling. Ikke mindst har den en hovedperson, som vi fra første side kan leve os ind i og holde af og med, også når han begår sine alt for menneskelige fejltrin, og som vi gerne følger gennem hans op- og nedstigninger såvel socialt og økonomisk som moralsk – og i kærlighedslivet.

Især fornøjede jeg mig dog over galleriet af skarptskårne bipersoner, som ganske vist stort set alle er svært karikerede, men ikke desto mindre ofte er gnæggende morsomt tegnede.

Min favoritfigur er uden tvivl romanens store tragiske skikkelse, den gamle miss Havisham. I mere end 30 år har hun ikke set solen, men siddet på sit kammer med urene sat i stå, iført den bryllupskjole, hun havde på den dag, hun blev svigtet af sin tilkommende, mens hendes krop og sind gradvist er tørret ind ligesom bryllupskjolen, indtil der nu ikke er meget andet tilbage af hende end hendes selvmedlidende bitterhed og ondskabsfulde hævngerrighed mod verden i almindelighed og alle mænd i særdeleshed.

[Miss Havishams ansigt] var sunket ind i en vagtsom, grublende mine – sandsynligvis dengang alle tingene omkring hende var stivnet hvor de stod – og det så ud som om intet nogen sinde ville kunne løfte det op igen. Hendes bryst var indfaldent, så hun krummede ryggen; og hendes stemme var mat, så hun talte dæmpet og med en slags dødeligt vindstille om sig; i det hele taget så hun ud som om hun var styrtet, med krop og sjæl, indvendig og udvendig, under byrden af et knusende slag.

Dickens er frem for alt en fornøjelse at læse på grund af hans sprog – i dette tilfælde via Niels Brunses pletfri fordanskning fra 1999. Det er en nydelse at læse – eller lytte til – Dickens’ omhyggelige og præcise sætninger, som ikke sjældent er ladet med en finurlig ironi og originale metaforer.

Tag som et eksempel på Dickens’ humor i persontegningen denne beskrivelse af Pips første indtryk af ansigtstrækkene hos kontoriussen mr. Wemmick, der senere skal blive hans gode ven:

Da jeg kastede et blik på mr. Wemmick mens vi gik, for at se nøjere på ham i dagslys, konstaterede jeg at han var en tørt udseende mand, ret lavstammet, med et firkantet træansigt, hvis udtryk syntes at være ufuldkomment indhugget med et sløvt stemmejern. Der var nogle mærker i det, som kunne have været smilerynker, hvis materialet havde været blødere og redskabet bedre, men som nu kun var blevet til fordybninger. Stemmejernet havde gjort tre-fire af disse udsmykningsforsøg over hans næse, men havde så opgivet dem uden at kere sig om at glatte dem ud.

Eller hvad med miss Sarah Pocket, som var “en lille indtørret og rynket brun gammel dame, med et lille ansigt der kunne være lavet af valnøddeskaller og en stor mund som en kat, bare uden knurhår”?

Og så er historien bare godt komponeret. Den moderne læser kunne nok indvende, at romanen hælder mod det alt for usandsynlige melodrama, når plottet til sidst foldes helt ud, og det viser sig, hvordan de centrale personers skæbner er bundet sammen. I en mindre dygtig fortællers hænder var det ikke gået, men vi bærer over med Dickens, fordi han skriver så godt, og fordi en dannelsesroman med snart 160 år på bagen må tillades lidt respit i dét stykke (og ja, jeg ved det, her faldt jeg så alligevel i og lod min vurdering farve af romanens klassikerstatus). Ikke desto mindre er det dog især derfor, at jeg trods alt ikke kan komme helt til tops i min vurdering.

Jeg har lyttet mig igennem Store forventninger som lydbog over de sidste par uger på min daglige gang til og fra stationen, og når jeg en sjælden gang imellem har kørt i bil. Og selv om lydbøger aldrig bliver mit foretrukne medium, så egner Dickens’ præcise og samtidig finurlige sprog sig perfekt til oplæsning, ihvertfald når romanen er indtalt sikkert af Dan Schlosser med hans vanligt omhyggelige, ikke-anmassende diktion.

K's vurdering: