Charlotte Brontë: Jane Eyre

Dannelsesroman og kærlighedshistorie tilsat et stænk let, gotisk uhygge og et dobbeltgængermotiv. Jane Eyre er klassiker med stort K. Dens næsten 170 år på bagen fornægter sig ikke, men den kan sagtens tåle at blive læst også her i 2016.

Charlotte Brontë (1816-1855) var den ældste af de tre engelske Brontë-søstre, som alle har begået store romanklassikere, hvor jeg dog stadig har bekendtskabet med de øvrige søstres værker til gode (med Emily Brontës Wuthering Heights og Anne Brontës Agnes Grey som de mest kendte).

Jeg skal advare om enkelte spoilers i det følgende vedrørende handlingen – men hvis du nogensinde har hørt om Jane Eyre (og det har du nok), så har du nok også hørt om de væsentligste figurer og handlingselementer.

Jane Eyre er en klassisk dannelseshistorie om den forældreløse pige Jane, der må gå så grueligt meget igennem, før hun kan få lykken og sin store kærlighed. Hun vokser op som et miskendt barn hos sin strenge og uretfærdige tante, der for at slippe af med hende sender hende på en streng, kristen kostskole for fattige pigebørn. Som den intelligente og viljefaste pige, hun er, klarer hun sig trods adskillige benspænd imidlertid godt i skolen, hvor hun selv bliver lærerinde, indtil hun som attenårig får en plads som guvernante på godset Thornfield Hall for den ikke-anerkendte datter af godsets ejer, Hr. Rochester.

Jane forelsker sig i den tyve år ældre Hr. Rochester og han i hende, men Rochester og godset gemmer på en uhyggelig hemmelighed, der skal stille sig i vejen for deres kærlighed. Først på det, der skulle være deres bryllupsdag, ved alteret i kirken afsløres det for Jane, at hendes herre og elskede allerede er gift, og at han holder sin sindsforstyrrede og livsfarlige kone indespærret på godset i hemmelighed.

Mr. Rochesters gale kone, kreolerinden, der er låst inde på loftsværelset, men en gang imellem slipper ud og anretter ulykker i sin vilde og ubændige lidenskabelighed og galskab, kan tolkes som en personificering af en anden side af Jane selv: det utøjlede udtryk for den ellers så korrekte, dydige og renfærdige Janes ubevidste og undertrykte passioner. At den gale, lidenskabelige kvinde må dø, før det hele kan falde på plads, og Jane kan få sin lykke til sidst, kan man som moderne læser så begræde, men husk nu på, at romanen er skrevet for næsten 170 år siden.

Fra et nutidigt perspektiv ville det være nemt i det hele taget at afvise det patriarkalske og paternalistiske kærlighedsbegreb, som både Mr. Rochester og Jane Eyre selv udfolder (det er for eksempel næsten ikke til at holde ud, når han omtaler sig selv som “hyrden” og Jane som hans “lille, forvildede lam” – eller når Jane selv henført omtaler ham som sin “herre og mester”).

Men den historiske sammenhæng skal med, og når man betænker, at romanen er udgivet i 1847, så er der større grund til at fokusere på billedet af Jane Eyre som en handlekraftig, intelligent og selvstændig ung pige og kvinde med sine meningers mod i både tanke og handling. På den måde er der i romanen ansatser til et oprør og en kvindefrigørelse, selv om Jane efter en nutidig målestok kun realiserer dette i ret begrænset omfang.

Romanen kan i nogle stræk forekomme klichefyldt – men det er jo kun, fordi vi har set historien kopieret og genfortalt så mange gange siden.

Kliché eller ej: Charlotte Brontës smukke og omhyggelige sprog holder stadig i dag, også i den danske oversættelse, jeg har stiftet bekendtskab med, og det er især for sproget, at jeg kan anbefale den. Nyd for eksempel dette uddrag af den strenge pastor Brocklehursts falske anklager mod Jane for at være noget så djævelsk og vederstyggeligt som “en løgnerske” – anklager, som han er blevet påduttet af Janes ondskabsfulde tante med de vanartede børn, og som pastoren fremfører, mens den stakkels tiårige pige er udstillet på en taburet midt i klasselokalet foran alle hendes nye skolelærerinder og skolekammerater:

“… Det har jeg hørt af hendes velgørerinde, den fromme og varmhjertede dame, der tog den forældreløse til sig, og hvis venlighed og godhed dette ulykkelige barn gengældte med en utaknemmelighed så sort og nederdrægtig, at hendes gode velgørerinde til sidst var nødt til at skille hende fra sine egne børn af frygt for, at hendes slette eksempel skulle smitte deres renhed.”

Og så kan Jane Eyre også stadig læses for den slet og ret gammeldags gode fortælling om den gode og kloge pige, som møder så megen modstand, men også så megen lykke, og hvis håb og skuffelser, jeg også som moderne læser nemt kan give mig hen til og lade mig underholde af.

Jane Eyre blev i øvrigt noget så sjældent som den første lydbog, jeg nogensinde har lyttet igennem. Jeg tror ikke, at jeg bliver en meget stor fan af lydbøger – jeg foretrækker at kunne holde mit eget tempo og selv fortolke teksten. Charlotte Brontës gammeldags, omhyggelige og smukke sprog er dog fint egnet til oplæsning, og jeg har konstateret, at det faktisk kan fungere glimrende for mig med en roman i ørerne, mens jeg for eksempel går og laver mad eller er på vej til toget.

Her var det i en version på dansk i Asloug Mikkelsens gamle, men stadig glimrende oversættelse fra 1944. Den er udmærket indtalt af Annette Grunnet, selv om der er flere steder, hvor hun i sin betoning af ordene indlægger en anden fortolkning, end jeg nok selv ville have gjort.

Et land, der har fostret så mange romanklassikere som England/Storbritannien, fortjener at blive repræsenteret på min liste over læste bøger fra hele verden med en klassiker, og det blev således Jane Eyre, der løb med æren.

K's vurdering: