Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Tredje bind af Deborah Levys erindringstrilogi holder niveauet fra de forrige, Ting jeg ikke vil vide og Livets omkostninger. Levy skriver virkelig godt: Enkelt og letlæseligt med nærvær, nerve, humor og samtidig intellektuelt udsyn.
I Fast ejendom nærmer Levy sig de 60 år. Hendes yngste datter er som den sidste af de to døtre på vej til at flytte hjemmefra. Skilsmissen, der fyldte i Livets omkostninger, ligger godt bag hende. >> Læs videre
“Hvad gør vi med den viden, vi ikke kan holde ud at leve med? Hvad stiller vi op med de ting, vi ikke vil vide?”
Jeg har ikke tidligere læst noget af britisk-sydafrikanske Deborah Levy (f. 1959), selv om hun har et pænt stort forfatterskab bag sig (som tæller både romaner, noveller, digte, teaterstykker). Jeg må med beklagelse tilstå, at jeg faktisk slet ikke kendte noget til hende, før jeg tilfældigt opsamlede denne relativt nye udgivelse på dansk, da jeg tullede rundt i en boghandel. >> Læs videre
Stephen Frys genfortællinger af et udvalg af klassiske, græske myter i Mythos er præcis lige så veloplagte og underholdende som hans tilsvarende genfortællinger af græske heltesagn i Helte.
Mythos (opr. 2017, da. 2018) blev egentlig udgivet før Helte (opr. 2018, da. 2019). Jeg har ved tilfældighedernes gunst læst dem i omvendt rækkefølge, og det kan man sagtens. Er du ikke så bekendt med den antikke gudeverden, kan jeg dog anbefale at tage Mythos først. >> Læs videre
Vidunderligt veloplagt, vidende og vittig. Stephen Fry genopfrisker de antikke, græske heltesagn, så de læses som en underholdende knaldroman. Fry har lagt al ærefrygt og underdanighed for traditionen til side i sin gendigtning af de gamle myter, men ikke respekten.
Britiske Stephen Fry (f. 1957) er en alsidig herre: Skuespiller, tv-vært, filminstruktør, komiker og altså også forfatter, blandt andet til tre store bøger, hvori han gendigter de klassiske, græske myter og sagn: Mythos (opr. 2017, da. 2018) om de græske urmyter og guderne, Helte (opr. 2018, da. 2019) om et udvalg af de menneskelige (eller halvt menneskelige), græske sagnhelte og senest Troja (opr. 2020, da. 2021) om den trojanske krig. >> Læs videre
“Det slog ham, at det mest karakteristiske ved det moderne liv ikke var dets grusomhed og usikkerhed, men simpelthen dets skrabethed, dets snuskethed og dets ligegyldighed.”
George Orwells ikoniske klassiker fra 1948 er glimrende nyoversat til dansk af Rasmus Hastrup. Og romanen holder stadig. I dén grad. >> Læs videre
Utraditionel historisk roman om Margaret Cavendish – en fascinerende historisk skikkelse i en spændende opbrudstid. Smukt, smukt skrevet og et godt stykke hen ad vejen vellykket.
Den amerikanske forfatter Danielle Dutton (f. 1975) har begået et interessant og smukt, litterært portræt af grevinden af Newcastle-upon-Tyne, Margaret Lucas Cavendish (1623-1673). >> Læs videre
Ja, Jane Austen har jo klassikerstatus, så hende skal man jo læse noget af. Den pligt har jeg så opfyldt nu …
Jeg har tidligere forsøgt mig med Jane Austens Pride and Prejudice, men jeg kunne ikke fastholde opmærksomheden på den og opgav efter 130 sider (kan jeg se på et efterladt, blegnet bogmærke). Der skete simpelthen for lidt over for mange sider. >> Læs videre
Dickens holder. Hans måske mest lovpriste roman om den forældreløse Pip og hans uventede opstigning i samfundet til at blive en fin herre, er og bliver en god historie. Og så er Dickens’ sprog og ironiske persontegninger intet mindre end en frydefuld fornøjelse.
Det kan altid være lidt vanskeligt at anmelde en klassiker. Det gælder ikke mindst, når der er tale om én af de allerstørste som Charles Dickens’ Store forventninger (opr. Great Expectations, 1860-1861), der allerede for flere generationer siden er blevet kanoniseret som måske den bedste af Dickens’ romaner, er blevet fortolket i hundredevis af versioner for film, tv og teater og optræder som reference i formentlig endnu flere andre romaner (jeg skal på disse sider straks vende tilbage til en nærmere omtale af en nyere én af slagsen, nemlig newzealandske Lloyd Jones’ Mister Pip, som faktisk var anledningen til, at jeg greb tilbage til Dickens’ klassiker). >> Læs videre
Joanna Walsh kan skrive. For pokker, hvor kan hun skrive. Hun skriver i et let og enkelt og nærværende sprog, fra skæve vinkler og med finurlig humor, med et passende skvæt sarkasme og stor menneskelig indlevelse. Jeg blev suget ind i hver eneste af de atten korte noveller i denne samling fra stort set første sætning i hver af dem.
Ind i mellem er Walsh’ pointer lidt for fiffigt letkøbte. Nogle af historierne er lidt for mærkelige, selv for min smag. Men tilstrækkeligt mange af dem er så fremragende, at det gør det nemt at anbefale denne samling. Og hele vejen igennem er Walsh’ sprog bare en fornøjelse at læse. >> Læs videre
Et hvalfangerskib er på skæbnesvanger kurs mod det nordligste og mest isnende kolde Arktis med en morder ombord og flere slags lig i lasten. The North Water er en ambitiøs spændingsroman, som excellerer i det ækles æstetik, i flot sprog, historiske tidsbilleder, naturbeskrivelser af det kolde nord, litterære referencer til klassikerne og en ambition om samtidig at være et psykologisk drama, som dog ikke helt indfris.
Romanen udspiller sig i 1859, hvor hvalfangerskibet Volunteer stævner ud fra Hull og via Shetlandsøerne og neden om Kap Farvel begiver sig mod det arktiske nord i Baffinbugten i jagten på de hvaler, som havet på den tid er ved at blivere tyndere på som følge af overdreven hvalfangst. Men efterhånden viser det sig, at formålet med ekspeditionen også er et andet. >> Læs videre
Ja, det er jo en klassiker, og nu har jeg læst den. Emily Brontës bitterromantiske drama med et gotisk twist om Cathy og Heathcliff, der går så grueligt meget igennem for ikke at få hinanden, undtagen i døden, kan stadig fascinere et stykke hen ad vejen. Men den er ærlig talt også lidt lang og lidt kedelig.
Jeg er nok ikke den største fan af storladne romantiske dramaer, klassikere eller ej, og på den vis måske heller ikke den rette til at sætte pris på Emily Brontës überklassiker Wuthering Heights (dansk: Stormfulde højder) fra 1847.
Bogen udkom oprindeligt under pseudonym samtidig med søstrene Charlotte og Annes Jane Eyre og Agnes Grey (ligeledes under pseudonym), og den er siden genudgivet utallige gange. Jeg har læst den i en relativt ny udgave (men efter den oprindelige tekst) med forord af Patti Smith i flot udstyr med indsatte farveplancher med illustrationer af Rovina Cai. >> Læs videre
Dannelsesroman og kærlighedshistorie tilsat et stænk let, gotisk uhygge og et dobbeltgængermotiv. Jane Eyre er klassiker med stort K. Dens næsten 170 år på bagen fornægter sig ikke, men den kan sagtens tåle at blive læst også her i 2016.
Charlotte Brontë (1816-1855) var den ældste af de tre engelske Brontë-søstre, som alle har begået store romanklassikere, hvor jeg dog stadig har bekendtskabet med de øvrige søstres værker til gode (med Emily Brontës Wuthering Heights og Anne Brontës Agnes Grey som de mest kendte).
Jeg skal advare om enkelte spoilers i det følgende vedrørende handlingen – men hvis du nogensinde har hørt om Jane Eyre (og det har du nok), så har du nok også hørt om de væsentligste figurer og handlingselementer. >> Læs videre
