Stephen Frys genfortællinger af et udvalg af klassiske, græske myter i Mythos er præcis lige så veloplagte og underholdende som hans tilsvarende genfortællinger af græske heltesagn i Helte.

Mythos (opr. 2017, da. 2018) blev egentlig udgivet før Helte (opr. 2018, da. 2019). Jeg har ved tilfældighedernes gunst læst dem i omvendt rækkefølge, og det kan man sagtens. Er du ikke så bekendt med den antikke gudeverden, kan jeg dog anbefale at tage Mythos først.

Under alle omstændigheder er begge bøger en fremragende og underholdende indgang til det store og komplekse univers af græske guder og helte. Og jeg tør næsten garantere, at også den, der kan sin oldtidskundskab på fingrene, vil føle sig godt underholdt i Stephen Frys vidende og vittige selskab.

Fry er langt fra at akademisere, han docerer ikke og belaster ikke myterne med et væld af fortolkningsmæssige lag. Det har tusindvis af klassiske filologer, filosoffer, psykologer, sociologer, historikere, digtere og kunstnere i alle genrer bidraget til i overflod gennem århundreder.

For Fry handler det slet og ret om at (gen)fortælle de gode historier. Og jeg skal da love for, at historierne er gode. Et bedre grundmateriale får den gode historiefortæller næppe, og Fry gør forbilledlig god brug af det.

I Mythos begynder Fry ved begyndelsen: Fortællingerne om verdens skabelse ud af Kaos. Om Gaia og Uranos. Om titanerne og giganterne. Kronos, der æder sine børn for senere at blive narret til at gylpe dem op igen. Den store urkamp mellem titanerne og guderne med Zeus i spidsen.

Efter installationen af de tolv første guder på Olympen begynder fortællingerne for alvor at få saft og kraft. Vi får selvfølgelig historien om skabelsen af menneskene, som Zeus’ gode ven, titanen Prometheus, formede af ler, og som Athene og pustede liv i.

Senere forbryder Prometheus sig mod Zeus’ bud ved at stjæle gudernes ild og forære dem til menneskene, som derefter bliver noget mere driftige, end Zeus oprindeligt havde forestillet sig sit legetøj. Det bliver Zeus som bekendt noget gnaven over, og den stakkels Prometheus lænkes til en klippe, hvor han som udødelig må udstå den pine hver eneste dag at få sin lever hakket ud af brystkassen og ædt af ækle gribbe.

Og så er der alle de andre myter, velkendte og mindre velkendte. Om flere guder, halvguder, nymfer, dryader og oreader, fauner og satyrer, kentaurer og kykloper, mænd og kvinder…

Som i den senere bog om de græske helte forholder Fry sig herligt udogmatisk til de overleverede myter. Han psykologiserer til den store guldmedalje, mens han fylder hullerne i de klassiske historier ud. Alt, hvad jeg for nogle uger siden skrev om Frys fortællestil i Helte, gælder også her, og jeg skal undlade at gentage mig selv mere, end jeg allerede har gjort, men blot henvise til min anmeldelse af førnævnte.

Alt i alt kan jeg anbefale Mythos til enhver, der elsker en god historie og kan mobilisere bare et stik af interesse for den klassiske, græske mytologi.

K's vurdering: