Jane Austen: Emma

Ja, Jane Austen har jo klassikerstatus, så hende skal man jo læse noget af. Den pligt har jeg så opfyldt nu …

Jeg har tidligere forsøgt mig med Jane Austens Pride and Prejudice, men jeg kunne ikke fastholde opmærksomheden på den og opgav efter 130 sider (kan jeg se på et efterladt, blegnet bogmærke). Der skete simpelthen for lidt over for mange sider.

I Emma, en anden af Austens klassikere, sker der sådan set endnu mindre. Jeg er kun kommet igennem den, fordi jeg har lyttet til den som lydbog (i øvrigt glimrende indtalt af Cecilie Bech Christensen) på tidspunkter, hvor jeg alligevel ikke havde mulighed for at foretage mig noget andet (såsom at læse i en rigtig bog med sider af papir).

Og hvis det ikke lyder så kasten-sig-på-maven-for-klassikeren-agtværdigt-agtigt, så er det bestemt ikke, fordi jeg ikke kan se mange kvaliteter hos Austen. For dem er der bestemt mange af.

Jane Austen skriver således mget præcist, hendes personer er skarpt optegnede, og der er ikke så lidt britisk, underspillet, ironisk humor på spil i teksten. Men jeg må indrømme, at jeg mest af alt kedede mig med den forudsigelige historie.

Efter endt læsning/lytning har jeg imidlertid konsulteret noget af sekundærlitteraturen om den historiske og nutidige reception af Austen og specielt Emma og romanens placering i litteraturhistorien.

Og det var en god idé – ihvertfald voksede romanen betragteligt i min agtelse efter at have fået sat den i et litteraturhistorisk perspektiv.

For en kort introduktion til et par perspektiver kan jeg for eksempel anbefale artiklen “How Jane Austen’s Emma changed the face of fiction” af John Mullan (The Guardian, 05/12/2015).

Mullan fokuserer blandt andet på, hvordan Jane Austen i netop Emma som den muligvis første i litteraturhistorien arbejder systematisk med den litterære form, vi på dansk senere har fundet på at kalde dækket indirekte tale (svarende til det, man på fransk kalder style indirect libre eller på engelsk free indirect speech), som ellers er et stiltræk, som impressionismen og naturalismen langt senere i århundredet normalt får æren for at have introduceret.

Og den slags er jo selvfølgelig noget at tage hatten af for. Men er det nok til, at vi skal læse Austen i dag? En ægte, levende klassiker er for mig kendetegnet ved, at den kan læses i sin egen ret med fornøjelse og udbytte af nye generationer af læsere, mere eller mindre som om det var en samtidig roman.

Dét kriterium er der garanteret mange, der vil mene også er opfyldt i tilfældet Jane Austen. Hun synes jo i allerhøjeste grad fortsat at være både læst og elsket, også af nutidige og endda yngre læsere.

Men for mig bliver det altså for langt og for kedeligt. Jeg kan lade mig underholde over nogle få sider af den underspillede ironi hos Austen i beskrivelserne af de store følelser, der kan udløses af de mest ligegyldige overfladiskheder i dagligdagen for unge kvinder og mænd blandt landadelen i begyndelsen af det 19. århundredes England. Men det er ikke nok for mig til at bære en hel roman. Det bliver simpelthen for langt.

Så jeg tror, at vi må sige, at det var dét, nu har jeg gjort min litterære borgerpligt og føjet et fuldt værk af Jane Austen til listen over læste klassikere.

Det lyder måske som kættersk tale – og så på en bogblog af alle steder – men i tilfældet Jane Austen, så tror jeg faktisk, at jeg foretrækker de gode filmudgaver, hvor man kan nyde det smukke klassiske engelsk i gode skuespilleres diktion … [synkebevægelse] … ja, så er det sagt.

K's vurdering: