Brigid Brophy: Hackenfeller’s Ape

Britiske Brigid Brophy (1929-1995) var blandt nogle af de første, markante aktivister for dyrevelfærd og dyrerettigheder tilbage i 1950’erne. Hendes kortroman, Hackenfeller’s Ape, fra 1953 kan i høj grad læses som et skønlitterært indlæg i dén politiske kamp.

Romanens handling har Londons zoologiske have som omdrejningspunkt. Her finder vi professor Darrelhyde, som studerer to eksemplarer af en (fiktiv) art af særligt intelligente aber, i romanen kaldet Hackenfeller’s Ape.

I abeburet befinder sig en han- og en hunabe, Percy og Edwina, og professoren håber at blive den første, der observerer deres parringsritual. Det går det imidlertid lidt trægt med.

Edwina er villig, men Percy lader sig ikke lokke af hendes kælne tilnærmelser. Ifølge professorens analyse er også Percy opfyldt af begær, men han er ikke i stand til at udfolde det i fangenskab. Resultatet er to frustrerede aber i hvert sit hjørne af buret.

Professoren på sin side forsøger at opmuntre aberne ved at synge passager af Mozarts Figaros bryllup for dem, samtidig med at han forsøger at lære dem at tale, hvilket han bilder sig ind at gøre fremskridt med.

Ved romanens begyndelse indfinder en repræsentant for et rumfartsagentur sig i zoo. Rumfartsagenturet har angiveligt købt aberne og vil nu sende Percy ud i rummet i en raket.

Herfra udfolder romanens ydre handling sig omkring professorens i stigende grad desperate forsøg på at frelse Percy fra det videnskabelige rumfartseksperiment. Jeg skal ikke røbe mere af handlingen, men den former sig i passager nærmest som en slapstick-komedie tilsat reflektioner over dyrevelfærd, dyrerettigheder og vegetarianisme.

Selv faldt jeg tilfældigt over romanen i en boghandel, hvor jeg blev lokket af denne udgaves elegante omslag og den pudsige titel. Årene er dog ikke gået helt sporløst henover romanen. For mig som læser var bogen således mest interessant som et lidt pudsigt, litteraturhistorisk eksempel på dyreaktivisme i skønlitteraturen. Det var derfor godt, at den ikke var længere, for så havde jeg muligvis ikke holdt ud til det sidste.

K's vurdering: