Deborah Levy: August Blue

En melankolsk – men alligevel mere humoristisk end sørgmodig – roman om at søge efter sig selv i en tabt fortid. Om at blive skabt og genskabe eller omskabe sig selv. Om forskellen på at skabe kunst og gøre kunst(er). Og også noget om kærlighed og venskab.

Den sydafrikansk fødte, britiske forfatter Deborah Levy (f. 1959) har været et af dette læseårs spændende og for mit vedkommende nye bekendtskaber. Tidligere på året læste jeg således med stor fornøjelse hendes selvbiografiske romantrilogi, Ting jeg ikke vil vide (opr. 2013, da. 2022), Livets omkostninger (opr. 2018, da. 2022) og Fast ejendom (opr. 2021, da. 2023).

Seneste udgivelse fra Levys hånd er romanen August Blue, som udkom her i foråret 2023. Den holder det høje niveau fra de førnævnte bøger.

August Blue er fortalt af den unge kvinde, Elsa M. Anderson. Som barn var hun et musikalsk vidunderbarn. Hun blev adopteret af en berømt, men lettere excentrisk konservatorieunderviser, som måske/måske-ikke først og fremmest tog hende til sig for at kunne udvikle hendes talent og gøre hende til en celeber klassisk pianist.

Ved romanens begyndelse møder vi hende i Athen som 34-årig. Hun har for kort tid siden vakt skandale ved at udvandre fra en koncertsal i Wien, da hendes hænder midt i en Rachmaninoff-koncert pludselig begyndte at spille noget andet – hendes egne, originale improvisationer.

I Athen ser hun en anden ung kvinde – som minder forbløffende meget om hende selv – som køber to mekaniske heste af en gadehandler. Elsa bliver besat af tanken om selv at eje disse heste, og gennem romanen søger hun at opspore denne mystiske kvinde.

Elsas jagt på denne dobbeltgænger er en af ledetrådene gennem romanen. Egentlig handler romanen dog mere om Elsas jagt på viden om sin biologiske mor i et forsøg på at etablere én eller anden slags følelsesmæssig forbindelse til den mor, hun aldrig har kendt. Og i den forbindelse også om en rekonstituering af hendes forhold til sin adoptivfar og musiklærer – og til sig selv som musiker og kunster.

Således refereret lyder August Blue måske nok som en find-dig-selv-roman af den slags, der går tretten af på dusinet. Men den skiller sig nu alligevel ud: Dels ved slet og ret at være så velskrevet og letlæselig, at det i sig selv gør bogen til en fornøjelse at læse. Dels ved trods alt også at indeholde flere originale greb.

Det kan indvendes, at Levy i August Blue måske gør lige lovlig meget brug af en tung, ind imellem tæt på kluntet metaforik. Men jeg ser igennem fingre med det, fordi Levy samtidig skriver så godt og med en så fin og velafbalanceret kombination af melankoli og humor, at det hele glider ubesværet ned.

K's vurdering: