Deborah Levy: Ting jeg ikke vil vide

“Hvad gør vi med den viden, vi ikke kan holde ud at leve med? Hvad stiller vi op med de ting, vi ikke vil vide?”

Jeg har ikke tidligere læst noget af britisk-sydafrikanske Deborah Levy (f. 1959), selv om hun har et pænt stort forfatterskab bag sig (som tæller både romaner, noveller, digte, teaterstykker). Jeg må med beklagelse tilstå, at jeg faktisk slet ikke kendte noget til hende, før jeg tilfældigt opsamlede denne relativt nye udgivelse på dansk, da jeg tullede rundt i en boghandel.

Ting jeg ikke vil vide (opr. 2013, da. 2022) er et stykke selvbiografi, som ifølge bagsideteksten er skrevet som et feministisk modsvar til George Orwells Why I write (1946). Den har jeg ikke læst, men måske jeg skulle gøre det.

Kendskab til den mulige implicitte reference til Orwell er imidlertid ikke nødvendig at få udbytte af Deborah Levys fine, lille bog. Den er nemlig aldeles fremragende i egen ret. Velskrevet, skarp, rørende, knugende og tankevækkende.

Levy skriver let og flydende, her i Birgitte Steffen Nielsens fordanskning. Teksten opleves på intet tidspunkt forceret og kunstlet. Alligevel er den meget intens og kondenseret. Der står ikke mere, end der skal stå, og alle sætninger virker vigtige.

Bogen er selvbiografisk, må man forstå, men den har litterær kvalitet som den bedste skønlitteratur, og jeg ville ikke have savnet noget i kompositionen, hvis den havde været præsenteret som roman.

Bogens ramme sættes ved, at den britiske forfatter for at håndtere en livskrise rejser til Mallorca og opsøger et lille afsidesliggende hotel, hvor hun år tidligere har opholdt sig flere gange.

I et forsøg på at forklare en tilfældig lytter – og sig selv – hvorfor hun skriver, genkalder hun sig sin barndom i Sydafrika og ungdom i England.

Erindringerne fra Sydafrika er centreret om den afgørende begivenhed, at hendes far i 1960’erne, da hun selv er en pige på fem år, bliver hentet af politiet i deres hjem, netop som de to sammen har lavet en snemand af noget så sjældent som sne i Johannesburg. Faren var medlem af ANC og kendte angiveligt Nelson Mandela.

Trods sin meget unge alder har hun hørt nok om, hvad der kan ske med folk – også hvide sydafrikanere som hendes far – der er modstandere af Apartheid.

      Da jeg går ud i haven i min pyjamas, stiller jeg snemanden et spørgsmål. Jeg taler til ham, som folk taler til Gud. Jeg taler med ham inde i hovedet, og han svarer.
“Hvad vil der ske?”
Snemanden siger: “Din far vil blive smidt i et fangehul og tortureret, og han vil skrige hele natten, og du ser ham aldrig mere.”

Hvad gør et barn? Barnet Deborah bliver næsten tavs. Angst for at nogen skal spørge hende, hvor hendes far er (for hun kan ikke sige dét højt, som fylder hendes hoved: Min far er i et fængsel, hvor han bliver tortureret hele natten). Og hvad gør en ung og en voksen med sådanne erindringer? Deborah Levy beslutter sig for at skrive.

I erindringerne i Ting jeg ikke vil vide, der ud over rammehistorien på Mallorca tidsmæssigt kun strækker sig til Levys ungdom som femtenårig i England, hvor familien siden flytter til, når det dog aldrig at blive til så meget med forfatterdrømmene. Mest til skriblerier på servietter i den lokale snask, hvor hun søger tilflugt fra pligterne derhjemme, mens hun desperat forsøger at blive englænder, ikke sydafrikaner.

Deborah Levy skriver fremragende. Både rammehistorien om den voksne forfatter på Mallorca og barndomserindringer er skarptskårne i form af nærværende nedslag i enkeltsituationer. En stor fornøjelse at læse.

Ud over den nævnte implicitte reference til Orwell rummer bogen både eksplicitte og implicitte anerkendelser af en anden stor forfatter, Virginia Wolff, i forbindelse med Levys reflektioner over dét at skrive – i almindelighed og som kvindelig forfatter i særdeleshed. Som her i et afsnit, der parafraserer Woolf (i bogen respektfuldt efterfulgt af det relevante citat fra Woolf Sit eget værelse (opr. 1929)):

En kvindelig forfatter kan ikke tillade sig at mærke sit liv alt for tydeligt. For hvis hun gør, vil hun skrive i raseri, hvor hun burde skrive besindigt.

Hvilket i øvrigt minder mig om, at jeg snart skal læse noget mere Virginia Woolf.

Ting jeg ikke vil vide er første del af Deborah Levys erindringstrilogi. Bind to er også udkommet på dansk (Livets omkostninger) og det tredje bind er på vej (Fast ejendom). Dem vil jeg også gerne læse.

K's vurdering: