Glennis Virgo: City of Silk

Historisk drama fra renæssancetidens Bologna, Italien. Romanen kan læses for sine historiske miljøbeskrivelser, selv om de mest fremstår som staffage for et lettere kulørt drama. Ikke lige mig, men læsere med andre præferencer vil måske finde den underholdende.

Man slår sine folder i Bologna i nogle af disse påskedage. Det betyder selvfølgelig også, at man har kigget sig omkring efter noget bolognesisk ferielekture. Helst havde jeg læst en oversat italiensk roman, som foregår i Bologna, men det er ikke lige lykkedes mig at finde noget sådant, som var oversat til et sprog, jeg kan læse, og som i øvrigt appellerede til min smag. Så Bologna i litteraturen bliver i denne omgang repræsenteret af en to-tre britiske forfattere.

City of Silk (2024) er den britiske forfatter Glennis Virgos debutroman, som indbragte hende litteraturprisen Jenny Brown Associates Debut Writers Over 50 Award (ja, mængden af litteraturpriser derude er legio).

City of Silk er et historisk drama, der udspiller sig i Bologna i året 1575. Historien er fortalt af  den unge pige/knap nok kvinde, Elena Morandi. Som tidligt forældreløs er hun opdraget på et børnehjem og senere taget i lære hos en af byens anerkendte syersker. Hun drømmer imidlertid om at blive en ægte skrædder – et erhverv på den tid forbeholdt mænd.

Ved romanens begyndelse tager Elena sin flugt ud i Bolognas smalle gader for at undgå et arrangeret ægteskab og for samtidig at forsøge at finde en læreplads hos  en skrædder. Imidlertid krydses hendes vej af en byens mest magtfulde mænd, Signore Antonio della Fontana, som hun kender alt for godt fra børnehjemmet, hvor han i årevis har misbrugt sin magtposition over for de unge piger. Og så udfolder historien sig, som man vel kan forestille sig det.

Min anledning til at læse City of Silk var alene, at den foregår i Bologna i renæssancen. Efter endt læsning er det fortsat den primære grund, jeg kan give til at læse den.

Kender man lidt til Bologna, er det sjovt nok at kunne følge romanens protagonist rundt i byens gader. Det falder dog noget i øjnene, at romanen stort set udelukkende refererer til de i dag mest kendte turistattraktioner, hvilket er med til at give romanens historiske ramme karakter af mestendels staffage for et kulørt plot. Jeg fandt det således påfaldende, at jeg efter kun en halv dag som turist på må og få i Bologna kunne genkende hovedparten af gaderne i bogen som nogle, jeg selv havde gået ad.

Glenns Virgo

Virgo har valgt at fortælle romanen i førsteperson fra pigen Elenas perspektiv. Det kan være et lidt risikabelt valg, når der er tale om en historisk roman og en ganske ung  protagonist. Og jeg synes desværre også, at det går lidt galt for Virgo.

Elenas fortællerstemme fremstår for mig således som én lang anakronisme: Hendes reflektioner og omverdensbeskrivelser forekommer utroværdigt avancerede  og perspektiverende for en ganske ung pige i Italien i det 16. århundrede. Dels er de generelt ikke alderssvarende, og dels tillægges Elena kulturelle perspektiver, der hører en anden tid til.

Eksempel: Virgo lader ganske vist i første omgang Elena udtrykke foragt og fordømmelse, da hun konfronteres med homoseksuelle mænd (“sodomitter”), men der skal utroværdigt få reflektioner til, før hun helt har omfavnet et moderne, liberalt syn på homoseksualitet.

Det er små irritationsmomenter, som jeg sagtens kunne have set igennem fingre med, hvis romanen i øvrigt var velfortalt og personkarakteristikkerne i øvrigt troværdige. Desværre følger det meste af handlingen klassiske skabeloner i en grad, som for mig gjorde bogen lidt småkedelig at læse. Selv de mest dramatiske passager, som burde være spændende, faldt af den grund lidt flade ud.

De bedste dele af bogen var for mig at se scenerne i skrædderiet, hvor Virgo i detaljer beskriver materialer, syninger og andre skrædderteknikker. Jeg har ikke forstand på den slags, men det forekom mig troværdigt og var faktisk overraskende interessant at læse.

Og så er det også sjovt nok, at Virgo har fundet en vej til at indrullere tre historisk kendte renæssancekunstnere – de bolognesiske brødre Annibale, Agostino og Ludovico Carraci – i historien på en måde, der ikke stritter alt for meget.

Læsere med andre interesser end mig vil måske finde bogen underholdende som lettere kulørt drama på et historisk bagtæppe. Jeg kedede mig imidlertid noget på grund af den skabelonagtige handling og de ikke ligefrem troværdige personskildringer.

K's vurdering: