Darios Fos fabulerende gendigtning af historien om Christian 7., Caroline Mathilde og Struensee har en vis satirisk kant, men den er ikke lige min kop te.
Italienske Dario Fo (f. 1926) er mest kendt som skuespiller og dramatiker – avantgardegøgleren gennem trekvart århundrede, som fik Nobels litteraturpris i 1997. Men nu har han som 88-årig også skrevet en roman om et stykke danmarkshistorie.
Romanen er opdelt i to relativt distinkte halvdele. Første del genfortæller i satirisk form den velkendte historie om den engelske Caroline Mathilde, der som ung pige bliver giftet bort til Danmarks gale kong Christian 7. (1766-1808), og senere forelsker sig i kongens tyske livlæge Johann Friedrich Struensee, der på sin side en overgang var de facto regerende minister i Danmark, og som sådan forberedte og delvist gennemførte en række reformer med sigte på at bringe det enevældige Danmark ind i ‘oplysningens tidsalder.’
Den kongelige affære (som titlen også var på Nikolaj Arcels filmatisering af det historiske drama fra 2012) – såvel den erotiske som den politiske – fik, som det vil være de fleste bekendt, fatale følger for alle implicerede.
Dario Fo anvender det greb at fortælle historien gennem angivelige ‘fund’ af hidtil ukendte dagbogsoptegnelser fra hovedpersonerne selv, naturligvis fiktive, men ikke uden bund i historiske fakta. Fo er bare ikke synderligt optaget af, hvad der er fakta, og hvad der er fiktion – han er meget mere interesseret i at fortælle en god historie og især i at bruge den som anledning til at satirisere over vores europæiske nutid.
Der er mange samtidssatiriske stikpiller undervejs. Det er for eksempel svært ikke at se parallellen til EUs landbrugsstøtte, når Christian 7. og Struensee taler om nødvendigheden af at afskaffe “statstilskud til uproduktive industrier”:
‘Åh, ja!’ udbryder kongen. ‘Denne regeringsstøtte er jo en absurditet, fuldstændig på månen. I den sammenhæng har jeg bemærket, at der her i landet findes store jordbesiddere, som det passer at lade deres arealer ligge uopdyrkede hen for at demonstrere, at de ikke har afgrøder at sælge. Uden at producere lykkes det disse slyngler at berige sig på statslige bidrag og bevillinger.
Jeg kan ikke frakende Dario Fo en vis friskhed og nogle gange endda også skarphed i den satiriske vinkling af historien. Men jeg har noget svært ved at goutere hans stil, som blandt andet indebærer, at fremstilingen er fyldt med anakronismer (jf. udtryk som “fuldstændig på månen” i citatet ovenfor) og friske metakommentarer rettet direkte til læseren undervejs.
Jeg er helt med på, at det er et bevidst kunstnerisk greb og typisk for avantgardegøgleren Dario Fos stil. Ikke desto mindre synes jeg ikke, at det virker særlig godt her. Det virker på mig mest bare fjollet og påtaget. For eksempel i dette udpluk af dialogen mellem Caroline Mathilde og Christian 7. under deres første møde:
‘Hold da op! De lyder pludselig som en agnostisk oplysningsmand!’
‘Hallo! Hallo! Det er en lærd og vidende tøs, jeg står overfor … Sig sandheden, De er blevet uddannet i Paris hos Rousseau og Voltaire?’
‘Altså, lad os sige, at jeg nærer en vis beundring og interesse for de forfattere.’
‘Ja? Du godeste, hvis jeg går ind på at ægte Dem, må jeg virkelig stramme balderne for at komme op på Deres niveau af viden og indsigt.’
Hvis du morer dig over citatet ovenfor, så er Dario Fos nye roman måske noget for dig. Det er ikke i min smag.
Anden del er romanen lægger ud med henrettelsen af Struensee og forvisningen af dronning Caroline Mathilde, men ellers er hovedfokus på fortællingen om den unge kronprins Frederik, søn af Christian og Caroline Mathilde.
Kronprinsen er i Dario Fos version blevet til en særdeles begavet, intellektuelt reflekteret, velformuleret og handlekraftig ung mand, som ender med at gennemføre en god del af de reformer, Struensee havde forberedt og kom på skafottet for.
Mens første del af romanen irritererede mig noget med den påtaget frisk-fyr-agtige tone og bevidst anakronistiske dialog, så havde den dog et vist fortællemæssigt drive. Grebet med at lade historien fortælle gennem fiktive dagbogsoptegnelser fra de involverede var med til at give fortællingen en intensitet.
Bogen er rigt illustreret med Dario Fos egne pasticher over portrætter fra perioden. Her er det kong Christian 7. ham selv.
Anden del af romanen er derimod bare lidt småkedelig. Fo har som fortæller her (næsten) opgivet at gøre opmærksom på, hvilke fiktive ‘kilder,’ han trækker på, og skriver i stedet mere traditionelt i rollen som alvidende forfatter.
Det er som om, den dramatiske energi siver gradvist ud af bogen undervejs i hele anden del, indtil formen på de sidste 20 sider slår helt om i noget, der minder om den distancerede historikers analyserende fremstilling (om end fortsat i Dario Fos lidet troværdige gøglerversion) i et slags afrundende afsnit, der giver et rids af de historiske begivenheder i Danmark, efter at Frederik 6. blev (de facto) konge fra 1784.
Bogen er forsynet med et efterord af oversætter Bent Holm om Dario Fos værk generelt med fokus på Fos originalitet i spændingsfeltet mellem på den ene side traditionelle, folkelige underholdningsformer som gøgleri og cirkus og på den anden side avantgarden.
Det er som sådan interessant nok, men det forhold, at man kan lægge en teaterkritisk fortolkning med over Fos Der er en skør kone i Danmark som et eksempel på hans originale forkærlighed for pastichen som kunstnerisk og satirisk udtryksform, gør den altså ikke mere vellykket i sig selv i mine øjne.
Politikens Hans Hertel var næsten ovenud begejstret i sin anmeldelse (5 ud af 6 stjerner). Jeg ved ikke helt hvorfor. Jeg prøver at afvise en træls fornemmelse af, at hvis forfatteren ikke lige havde været en på forhånd anerkendt dramatiker og nobelprismodtager, så ville anmeldelsen være faldet anderledes ud. For den slags forudindtagethed ville naturligvis ligge kulturradikalismens sidste bastion fjernt (idet kulturradikalisme her på bloggen er en entydig hædersbetegnelse, hvis nogen skulle være i tvivl).
Er du interesseret i at læse en historisk roman om den skøre konge i Danmark, men ikke blevet fristet af ovenstående, så gå i stedet til P.O. Enquists Livlægens besøg, som er en fremragende historisk roman.
Titel: Der er en skør konge i DanmarkForfatter: Dario Fo
Udgiver: Multivers
Udgivet: 29.10.2015
Originaltitel: C´è un re pazzo in Danimarca
Opr. udgivelsesår: 2015
Originalsprog: italiensk
Oversætter: Bent Holm
Sider: 199
Læst: December 2015
K's vurdering:
Christian 7. 1766 – 1808
Der er en skør konge i Danmark
Fejl i årstallet.
Anmeldt af K.
Tak til Andersen for at gøre opmærksom på en fejl i oplysningerne om Christian 7.’s regeringsperiode: Jeg havde anført perioden 1749-1808, hvilket var Christians levetid, men da jeg samtidig i teksten refererer til ham som Christian 7. (som han jo først kunne kaldes fra det år, han overtog tronen), burde der naturligvis ifølge gængs praksis i stedet have været anført årstallene for hans regeringsperiode 1766-1808. Det er nu rettet i indlægget.
Jeg er på den ene side selvsagt flov over svipseren, men på den anden side opløftet over, at der er ligesindede derude, der ikke kan lade den slags fejl gå upåagtet hen, når man ellers først er blevet opmærksom på den :-).