Joseph Roth: Den 1002. nat

Joseph Roths (1894-1939) sidste roman fra 1939, som først i 2014 er oversat til dansk, er en ironisk-satirisk sædeskildring fra Wien i slutningen af 1800-tallet.

Handlingen tager sin begyndelse i Persien, hvor den almægtige shah keder sig og derfor beslutter at tage på visit hos den østrig-ungarnske kejser i Wien.

Shahens besøg er for Roth en anledning til at ironisere over datidens Europas romantiserende – og reduktionistiske – ‘orientalisme’, hvilket titlen naturligvis også hentyder til. Roth spidder for eksempel orientalismen i beskrivelsen af de adelige damers fascination af shahen under kejserens store velkomstbal for ham og hans følge:

Damerne bemærkede shahens sanselige, nysgerrige, lystne, forfængelige, grusomme og majestætiske blik. De forelskede sig i shahen uden at vide det. De elskede hans sorte pelerine, hans røde sølvstukne hue, hans krumsabel, hans storvesir, hans harem, alle hans tre hundrede femogtres hustruer, endog hans overeunuk, og hele Persien. Hele Orienten elskede de.

Og omvendt ligger shahen selv under for en tilsvarende ‘occidentalisme’, en romantiserende betagelse af det occidentale Europa (“Hvor uudgrundelig måtte aftenlandets elskovskunst ikke være! Hvilket udspekuleret raffinement, at kvindernes ansigter ikke var tilslørede”).

Ulykken vil, at shahen kaster sit lystne og besidderiske blik på den gifte grevinde W. og udtrykker ønske om at tilbringe en nat med hende. Panikken bryder ud blandt kejserens rådgivere, for hvordan vælge mellem to uantagelige muligheder: På den ene side den umoralske handling at overgive grevinden til shahen og på den anden side det utænkelige brud på gæstebuddets etikette, som det ville være at nægte den fornemme gæst et ønske?

Den ene af romanens hovedpersoner, baron von Taittinger, tilkaldes, og han finder straks løsningen: Tilfældigvis ligner en af Taittingers tidligere elskerinder, den små Mizzi Schinagl (som han har gjort med barn og efterfølgende fået anbragt på et bordel) den attråede grevinde til forveksling. Følgelig arrangeres, at shahen kan tilbringe natten med Mizzi i den tro, at hun er grevinden. Listen lykkes, shahen forærer Mizzi dyre perler som tak og rejser hjem igen.

Herfra spreder denne amoralske handling sig som ringe i vandet. Én for én indhentes de implicerede af den, og de bukker under på forskellig vis drevet af grådighed, frådseri, forfængelighed, hovmod, misundelse, utugtighed, ladhed og vrede. Ser man nærmere efter, udgør romanen en veritabel opvisning i de fleste af de syv dødssynder og flere til under fuld udfoldelse både blandt adelen og ‘folket’ i et Wien, der er selv er ved at gå under i dekadence.

I centrum er baron von Taittinger, og portrættet af ham er romanens største styrke. Han er i sandhed en usympatisk personage: Arrogant, snobbet, indskrænket, hensynsløs, ødsel, doven, egoistisk. Men også så himmelråbende uduelig i alt, hvad han gør – i militæret, i pengesager, i kærlighed (“Hjertet var hos Taittinger et svagt udviklet organ”) – at det næsten bliver afvæbnende, og man kommer som læser mod sin vilje til at holde helt af staklen. Som f.eks. i denne scene, som er én blandt mange lignende, hvor Taittinger er blevet gjort bekendt med, at han og andre er på vej ind i en alvorlig og ubehagelig kattepine:

Taittinger tænkte sig grundigt om, men han var jo allerede forlængst blevet klar over, at ingen overvejelser nogen sinde havde ført til en fornuftig afslutning. Det gjaldt først og fremmest om at blive af med dem. Han benyttede sig af en metode, der i mange situationer havde hjulpet dengang i militæret, så tingene i det mindste lige foreløbig faldt til ro. Han rejste sig og sagde: “Jeg skal sørge for at de nødvendige foranstaltninger bliver truffet.”

Den 1002. nat har ikke samme format som andre af Roths bøger. Den rummer ikke samme overbevisende eksistentielle smerte som Job og har heller ikke den poetiske tone som Roths noveller. Den har en satirisk-ironisk kant, som minder om Radetzkymarch, men mangler dennes historiske swung.

Dermed ikke sagt, at Den 1002. nat er en dårlig bog. Det er en lettere sag, nærmest en komedie, men ikke uden satirisk bid og er i det hele taget præget af Roths sikre hånd (selv om den også bliver lidt lang i spyttet i passager). Det virker som om, Roth har tilladt sig selv at lege lidt mere i denne roman, som blev hans sidste. Det gør han i øvrigt også ved at inkludere små indforståede referencer til sine tidligere værker, som når soldaten Taittinger gribes om hjertet, da han går forbi et militærorkester, der spiller Radetzkymarchen.

Den 1002. nat hører således bestemt til på enhver Roth-aficionados læseliste. Man skal bare forvente sig lidt mindre end det, man er vant til fra Roth.

K's vurdering: