Joseph Roths hovedværk fra 1932 er en slægtsroman om det østrig-ungarnske kejserriges forfald og stadig i høj grad læseværdigt.

Romanen følger tre generationer af mænd fra slægten Trotta. Den ældste i generationen, Josef Trotta, redder i romanens indledning kejser Franz Josefs liv under slaget ved Solferino i 1859 under den fransk-østrigske krig og bliver som tak adlet til friherre Trotta von Sipolje – for fremtidige generationer, inklusive hans søn og sønnesøn, først og fremmest kendt som Helten fra Solferino. Hans historie fylder ikke meget i romanen, men den trækker lange, definerende skygger hen over de næste generationers liv og selvforståelse

Helten fra Solferino træder ud af hæren i protest over, at kejserrigets officielle historieskrivere forvansker historien om slaget til en kejserlig legende, og han tvinger sin søn Franz til en karriere som jurist og senere amtmand. Denne tvinger omvendt sin egen søn Carl Josef ind i militæret – en karriere, han er sørgeligt uegnet til. I det hele taget er den unge Carl Josef ikke særlig livsduelig.

De tre generationer af Trottaer bliver hos Roth til billeder på det historiske forfald af det habsburgske kejserdømme: fra militær glorværdighed over bureaukratisk degeneration til nederlag og udslettelse.

Romanens titel refererer til en militærmarch, som i den unge Carl Josefs opvækst hver søndag ved middagstid spilles af et militærorkester uden for faderens vinduer, og som romanen igennem kommer til at repræsentere kejserdømmet og bliver dets svanesang:

Man døde bedst for [kejseren] ved militærmusik, lettest ved Radetzkymarchen. De hurtige kugler fløj om ørerne på Carl Josefs hoved, hans blanke sabel lynede og med hjerte og hjerne opfyldt af marchens vidunderlige tempo sank han hen i musikkens trommende rus, og hans blod sivede i en mørkerød, smal stribe over trompeternes skinnende guld, over paukernes dybe sorte og bækkenernes sejrrige sølv (s.36)

Roths roman er en udviklingsroman i flere betydninger. Dels en klassisk udviklingshistorie om den unge Carl Josef Trotta fra forsagt, autoritetstro dreng til muligvis mere selvberående, men samtidig desillusioneret og nedbrudt voksen mand.

Men det er også en udviklings- eller snarere afviklingsroman om det østrig-ungarnske kejserdømmes fald fra midten af det 19- århundrede og frem mod 1. verdenskrig. Hovedfigurerne i romanen inkarnerer i både deres personlige historie og sind på forskellig vis aspekter af den østrig-ungarnske “karakter” og kejserrigets forfald.

Den mest åbenlyse legemelige inkarnation af kejserriget, den østrigske kejser Franz Josef ham selv, portrætteres kærligt-ironisk som en affældig og præsenil olding med en permanent dråbe under næsen, som ind i mellem drypper ned i det hvidbuskede, let gullige overskæg. En enevældig hersker ude af trit med tiden, riget og sig selv, en slags omvandrende gravsten over kejserdømmet.

Det østrig-ungarnske dobbeltmonarkis politiske historie spejles således hos Roth på alle niveauer i romanen: i forholdet mellem de samfundsmæssige stande, i forholdet mellem generationerne, i de enkelte karakterers forhold til sig selv og i deres personlige udviklingshistorie, ja, sågar i deres fysiske konstitution. Det er lige før, at man kan se Radetzkymarch som en litterær og kulturhistorisk demonstration af den tyske 1600-tals filosof Leibniz’ besynderlige monadelære om, hvordan universets mindste atomistiske bestanddele alle afspejler helheden.

Et eksempel er den kostelige beskrivelse af, hvordan en en større fest for fornemme militær- og adelsfolk i en garnisonsby i udkanten af kejserdømmet inden for få minutter opløses i kiv og stridigheder ved modtagelsen af en telegrammeddelelse om mordet på tronfølgeren Franz Ferdinand i Sarajevo den 28. juni 1914, der som bekendt blev den udløsende faktor for udbruddet af første verdenskrig og opløsningen af dobbeltmonarkiet: Knap nok er nyheden rygtedes, før festdeltagerne, der i øjeblikket inden var forenede i forestillingen om kejserdømmets storartethed og fornemhed, udspalter sig i stridende nationer af ungarere, slovenere og østrigere, der sågar begynder at tale deres lokale sprog frem for det fælles tyske, mens den militære rangorden i festlokalet går i opløsning, og orkestrets obligatoriske Chopin-sørgemarch går over i ukontrollabel festmusik, indtil tjenerne fjerner musikernes instrumenter et for et.

Den yngste generation af Trottaerne, unge løjtnant Carl Josef, fylder mest i romanen rent omfangsmæssigt. For mig var Carl Josefs far, amtmanden Franz Trotta, dog den mest interessante person: Opvokset i ubetvivlelig troskab mod kejseren, men i stigende grad pint og plaget mellem to epoker, tvinges han på sine ældre dage til at indse den gamle verdens og sine egne officielle idealers forgængelighed og fallit samtidig med, at han som menneske vokser ind i rollen som far for sin søn i takt med, at sønnen omvendt skuffer de officielle idealer. Hans historie er en kulturhistorisk metafor, men er samtidig menneskeligt troværdig og ganske rørende. Det er flot fortalt.

Romanen er i det hele taget overordentlig velgennemført og fremstår på intet tidspunkt fortænkt – blandt andet fordi Roth ubesværet kombinerer de store linjer med en sans for de helt små, konkrete detaljer i fortællingen, som gør de enkelte scener levende, f.eks. den omtalte klare dråbe under kejserens næse eller beskrivelsen af en enfoldig officer, “den lille Stenberg, gennem hvis hjerne tankerne plejede at drage enkeltvis som ensomme fugle gennem øde skyer, sporløst og uden sang”. Samtidig mestrer han både den ironiske politiske satire og den menneskelige indlevelse i f.eks. far/søn-forholdet mellem den mellemste og den yngste Trotta (og deres fælles, konstituerende forhold til den fjerne far/bedstefar, “Helten fra Solferino”).

Men, og jeg bliver altså nødt til at vedgå mig et men, uagtet værkets klassikerstatus og uagtet, at jeg ved, at der er læsere af disse noter, der vil være uenige i en grad grænsende til det helbredstruende: På trods af, at Roth også i Soffy Toppsøes fordanskning er en sproglig fornøjelse, på trods de mange fremragende enkeltscener og Roths begavede ironiske fortællerstemme, så var Radetzkymarchen mig alligevel en lidt tungstøvlet vandring, og romanen forekom mig meget lang trods sine ret beset kun 335 sider.

Jeg kan ikke afvise, at det kan have at gøre med oversættelsen (de øvrige Roth-værker, jeg har læst (Job og novellesamlingen Leviathan), har været i andre oversætteres fordanskning), men det forekom mig nu egentlig under læsningen, at jeg snildt kunne genkende samme tone i de tre bøger.

Jeg tror nærmere, at det var romanens opbygning, der fik mig til at lægge den fra mig ind i mellem. Selv om der er tale om en udviklingsroman med en klar handlingsmæssig og tematisk tråd, er den ikke desto mindre fortalt i en episodisk form, hvor hvert enkelt af de 21 kapitler plus en epilog hvert især har en afrundet form og næsten udgør en lille novelle i sig selv: Trottas ven skal duellere; Trotta får besøg af sin far; Trottas medofficerer spiller hasard; Trotta rejser til Wien og har et erotisk eventyr med en moden kvinde; Trotta medvirker ved en træfning med socialistiske demonstranter; og så fremdeles.

Der er ikke noget vejen med nogen af kapitlerne i sig selv, men jeg manglede lidt sammenhængende drive. Samlet set understreger det for mig, at Roths litterære mesterskab udfolder sig allerbedst i kortprosaen. Eller også har jeg bare uretfærdigt læst den over for lang tid i løbet af et par hårde arbejdsuger, hvor opmærksomheden har været andetsteds – det er jo ikke godt for nogen bøger….

Hvor om alting er, og på trods af dette lidt lange “men”, så kan jeg bestemt anbefale bogen, især til alle med interesse for den historiske periode, hvor det østrig-ungarnske kejserrige gik under, og de moderne europæiske nationalstater for alvor opstod i krigens vold.

Og jeg ser fortsat frem til at læse mere Roth, f.eks. til den danske oversættelse af Die Geschichte von der 1002. Nacht, som udkommer i august 2014 på dansk som Den tusind og anden nat på Forlaget Vandkunsten.

K's vurdering: