Ja, hvad kan man sige? Klassiker med det størst mulige K. Men den holder stadig – trods passager af Barbara Cartland-karakter. Især de satiriske, indlevede beskrivelser af den traditionelle russiske adels genvordigheder med bl.a. de nyrige opkomlinge er ubetalelig – og ligeså den satiriske kritik af både den franske og russiske krigsmaskine samt beskrivelserne af nogle af de klassiske slag i napoleonskrigene.

Romanens ry for at høre til blandt de “ulæselige” klassikere (velsagtens på grund af sin længde) er meget ufortjent: Den er ganske ligetil og elementært underholdende at læse – og efter min mening på ingen måde for lang trods sine i alt 1.440 sider (der er skrevet og skrives stadig rigtig mange romaner, der er meget kortere, men alt for lange….).

K's vurdering: