Østrigske Joseph Roth er høj, høj klasse. Det er ikke til at forstå, at disse meget, meget fine historier har 75-95 år på bagen. Stor lykke for os danske læsere, at Roth har fået en revival i de seneste år og er blevet (gen)oversat i stor stil.

Denne lille samling præsenterer fire af Roths noveller (heraf en ultrakort på kun to sider), og de er alle i dén grad læseværdige.

De er skrevet over et spænd på næsten 20 år, men udgør i deres forskellighed alligevel en fin og sammenhængende samling. Et gennemgående tema er mennesker, der længes og rejser ud – mod undergang i den ene eller den anden form.

En fattig bonde rejser til Amerika efter guld. En stationsforstander på et trinbræt i en landsby rejser fra sin triste kone og sit triste arbejde efter drømmen om en eksotisk kvinde. En landgreve rundet af det gamle østrig-ungarnske kerjserrige rejser efter 1. verdenskrig fra den nye nationalstat Polen til Schweiz efter drømmen om den tabte tid. Og en koralsmykkehandler i en lille polsk landsby flygter fra moderniteten til havets bund.

Han var bonde. Et sted i Galizien havde han en stråtækt hytte, en ko, en gris, en kone og et barn. Koen satte han på græs, grisen holdt han i sin chalupa, konen slog han, og barnet bekymrede han sig ikke om. Han var en fattig bonde (s.7).

Under læsningen kom de kendte strofer fra Tom Kristensens digt “Angst” mig uvilkårligt i hu: “Jeg har længtes mod Skibskatastrofer / og mod Hærværk og pludselig Død.” Det var formentlig i forbindelse med titelhistorien Leviathan, som netop ender med protagonistens undergang ved skibsforlis. Men det gælder for så vidt alle fortællinger, at der gennem historierne kan spores en underliggende længsel efter undergangen, som hos alle fire skæbner får karakter af en slags paradoksal obsternasig defaitisme.

Der er en masse temaer på spil hos Roth: Sammenstødet mellem tradition og modernitet; nationalisme som politisk idé og identitet; og almenmenneskelig længsel og søgen efter rigdom, retning, mening og kærlighed.

De såkaldte nationale dyder leder man forgæves efter, de er endnu mere tvivlsomme end de individuelle. Derfor hader jeg nationer og nationalstater. Mit gamle hjemland, monarkiet, var et stort hus med mange døre og værelser og med plads til mange slags mennesker. I dag er huset opdelt, spaltet og ødelagt. Jeg har intet ærinde der. Jeg er vant til at leve i et hus, ikke i en kabine (s.67).

Roth skriver uhyre præcist, og han er fra start til slut en nydelse at læse. I hver af disse historier blev jeg fuldstændig fanget ind fra de første sætninger. Han skriver med vid og en konstant underliggende ironisk tone og alligevel samtidig indlevet og medfølende i sine karakterers karten rundt i livet.

Bogen er forsynet med et glimrende lille efterord af oversætterne, som kort ridser nogle holdepunkter og anekdoter fra Joseph Roths liv op og – uden at være anmassende eller overdrevent fortolkende – peger på sammenhænge mellem Roths eget liv og de fire historier.

Stor anbefaling herfra. Det kan ikke vare ikke længe, inden jeg skal læse et af hans hovedværker, romanen Radetzkymarch, som heldigvis står i reolen og venter.

K's vurdering: