“… man tager ikke en beslutning om selvmord, selvmordet er i en.” Tolv år før, Camus stillede sit berømte spørgsmål om selvmordet som det eneste egentlige filosofiske problem, udforskede den iranske forfatter Sadeq Hedayat (1903-1951) det samme spørgsmål i novellen Levende begravet (1930).

Novellen kan læses som et studium i selvmorderens psykologi. Den er skrevet i jeg-form som et slags selvmordsbrev eller rettere noter fra et mislykket selvmord.

Stilen er lettere manisk. Fortællerens sindsstemning svinger fra den ene sætning til den næste mellem selvynk, lede ved resten af menneskeheden, trods mod verden, stolthed over eget mod til at forsage livet, næsten begejstret forventning om den kommende udfrielse og en tilbagevendende frustration over at mislykkes med selvmordet.

Som læser er man helt inde i hovedet og kroppen på selvmorderen og følger hans sindstilstand, mens han registrerer de fysiologiske virkninger af de cyanid- og opiumspiller, han indtager.

Dernæst siger jeg til mig selv: ‘Til hvilken nytte? Hvad gavner det? … Vanvid, alt er vanvid. Nej tag og dræb dig selv, lad dit kadaver falde om midt i det hele, forsvind, du er ikke skabt til livet, fantasér lidt mindre, din eksistens er værdiløs, du kan ingenting!’ Jeg begriber ikke, hvorfor døden spiller kostbar. Hvorfor kommer den ikke?

Hedayat selv studerede i Paris og stiftede der bekendtskab med den europæiske, modernistiske litteratur, herunder Franz Kafka, hvis indflydelse kan spores ikke mindst i netop titelnovellen. Der er således noget kafkask over stilen i form af den klaustrofiske, grænsende til paniske stemning hos et menneske fanget i sit eget sinds snævre labyrintiske gange.

Det er svært ikke at læse noget af Hedayats egen biografi ind i hans noveller. Således forsøgte han selv i 1927 at begå selvmord ved at kaste sig i floden Marne, men blev samlet op af en fiskerbåd (en scene, der også indgår i Levende begravet som et af mange eksempler på mislykkede selvmordsforsøg). Hedayat lykkedes imidlertid med forehavendet i 1951, hvor han gassede sig ihjel i en lille lejlighed i Paris.

Den danske udgivelse Levende begravet her fra efteråret 2015 (udgivet af Forlaget Vandkunsten i serien Store fortællere i miniformat) er en nyoversat samling af Hedayats noveller udvalgt fra tre forskellige samlinger, oprindeligt udgivet i perioden 1930-1933.

De to længste noveller er de bedste. Den ene er netop titelnovellen. Den anden er efter min smag Dukken bag gardinet (1933). Det er en finurlig skæbnefortælling om en ung mand, der har på grund af generthed har vanskeligt ved at knytte kontakter til piger. I stedet forelsker han sig i en mannequindukke, som opfylder alle hans drømme om en kvinde (“Altid glad, altid smilende, men det vigtigste af alt var, at hun ikke talte, ikke gav udtryk for sine meninger, og at han ikke var bange for, om de delte syn på, hvad der var rigtigt og forkert, eller ej”).

Som modtræk forsøger hans frustrerede forlovede at tillægge sig dukkens egenskaber for at fange hans interesse. En bizar historie, men samtidig et rørende portræt af et ensomt menneske, der ikke kan se kærlighedens mulighed, selv om der er lige foran næsen på ham.

Der er andre fine og kringlede fortællinger blandt de øvrige af i alt ni noveller i den nye danske udgivelse, men de fleste af dem fandt jeg dog ikke så frygteligt ophidsende.

Samlingen som helhed er dog interessant i sig selv som et vidnesbyrd om, at der også i Iran blev skrevet endog særdeles modernistisk litteratur. Som sådan bestemt et bekendtskab værd.

K's vurdering: