Smuk, bevægende, magisk, poetisk, brutal, galgenhumoristisk, kritisk. Virkelig god. Og tilmed kort og letlæselig. Stor anbefaling herfra af Shahrnush Parsipurs iranske undergrunds-nyklassiker, Kvinder uden mænd, i flot, flydende dansk oversættelse af Nazila Ghavami Kivi.
Shahrnush Parsipur (f. 1946) begyndte at skrive og udgive Kvinder uden mænd i 1970’erne. I første omgang udkom dele af den som noveller i litterære magasiner, indtil bogen udkom som samlet roman i 1989. >> Læs videre
Velskrevet og vigtig iransk roman om den iranske revolution, som dog også er temmelig svært tilgængelig for den, der ikke er fortrolig med iransk kultur og politiske historie.
Jeg tror, at de fleste følgere af disse bognoter vil medgive mig, at jeg normalt ikke viger tilbage for at lade mig udfordre litterært. Der er en særlig nydelse knyttet til som læser at skulle arbejde aktivt med en bog under læsningen for at fravriste teksten en mulig mening.
Mahmoud Dowlatabadi satte mig ikke desto på lige lovlig hårdt arbejde med romanen The Colonel om den iranske revolution. Bogen er velskrevet,men ikke helt nem at få hold på. Det skyldes dels, at den er relativt kompleks i fortællestrukturen: Handlingen springer frem og tilbage i tid uden tydelige markører af skiftene, fortællerperspektivet skifter mellem personer, og drømmesyn og hallucinationer blander sig i romanens ellers overvejende realistiske univers. >> Læs videre
“… man tager ikke en beslutning om selvmord, selvmordet er i en.” Tolv år før, Camus stillede sit berømte spørgsmål om selvmordet som det eneste egentlige filosofiske problem, udforskede den iranske forfatter Sadeq Hedayat (1903-1951) det samme spørgsmål i novellen Levende begravet (1930).
Novellen kan læses som et studium i selvmorderens psykologi. Den er skrevet i jeg-form som et slags selvmordsbrev eller rettere noter fra et mislykket selvmord.
Stilen er lettere manisk. Fortællerens sindsstemning svinger fra den ene sætning til den næste mellem selvynk, lede ved resten af menneskeheden, trods mod verden, stolthed over eget mod til at forsage livet, næsten begejstret forventning om den kommende udfrielse og en tilbagevendende frustration over at mislykkes med selvmordet. >> Læs videre
Iransk nyklassiker i dansk oversættelse i en smuk, smuk udgave fra Forlaget Korridor.
Den iranske forfatter Nader Ebrahimi (1936-2008) havde jeg aldrig hørt om, da jeg faldt over denne smukke bog på Forlagets Korridors stand under Lille Bogdag i København april måned. Jeg faldt for den lækre udførelse af bogen – og så hjælper det jo også altid lidt på inspirationen, når bogens dansk-iranske oversætter Shekufe Tadayoni Heiberg selv står ved standen og i øvrigt læste op fra bogen på dagen.
Byen jeg elskede udkom første gang i Iran i 1966 og er siden genoptrykt 25 gange i Iran, senest i 2014. Ifølge oversætterens efterskrift opnåede bogen kultstatus blandt unge iranere allerede ved sin første udgivelse – en status, der har overlevet gennem ungdomsgenerationerne frem til i dag. >> Læs videre
Labyrintisk, hallucinatorisk, iransk antikrigsroman er fascinerende, men måske også mere kompleks og svært tilgængelig, end den behøvede at være.
Jeg gætter på, at den iranske forfatter Mahmoud Dowlatabadi (f.1940) er ukendt for de fleste. Det var han ihvertfald for mig, da jeg tilfældigt faldt over denne, hans senest udgivne roman, lokket af det elegante omslag. Men Dowlatabadi har faktisk et relativt stort forfatterskab bag sig, hvoraf en del romaner er oversat til engelsk (ingen til dansk).
I forordet til den engelske udgave af Thirst (oversat fra farsi) kan man bl.a. læse, at Dowlatabadi i 1974 blev arresteret af shahens hemmelige politi. Da han spurgte, hvad hans forbrydelse var, fik han svaret: ‘Ingen, men alle vi arresterer, synes at have eksemplarer af dine romaner på sig, og det gør dig til en revolutionær provokatør.” Det blev til to års fængsel. >> Læs videre
