Mahmoud Dowlatabadi: Thirst

Labyrintisk, hallucinatorisk, iransk antikrigsroman er fascinerende, men måske også mere kompleks og svært tilgængelig, end den behøvede at være.

Jeg gætter på, at den iranske forfatter Mahmoud Dowlatabadi (f.1940) er ukendt for de fleste. Det var han ihvertfald for mig, da jeg tilfældigt faldt over denne, hans senest udgivne roman, lokket af det elegante omslag. Men Dowlatabadi har faktisk et relativt stort forfatterskab bag sig, hvoraf en del romaner er oversat til engelsk (ingen til dansk).

I forordet til den engelske udgave af Thirst (oversat fra farsi) kan man bl.a. læse, at Dowlatabadi i 1974 blev arresteret af shahens hemmelige politi. Da han spurgte, hvad hans forbrydelse var, fik han svaret: ‘Ingen, men alle vi arresterer, synes at have eksemplarer af dine romaner på sig, og det gør dig til en revolutionær provokatør.” Det blev til to års fængsel.

Thirst er en mystisk historie fra den lange og forfærdelige iransk-irakiske ørkenkrig i 1980-88, som brød ud i forlængelse af den iranske revolution i 1979. Trods det, at Dowlatabadi selv er iraner, er romanen fortalt fra et primært arabisk-irakisk perspektiv – et litterært valg, Dowlatabadi givetvis har truffet for at understrege sin humanistiske pointe om, at vi alle – uanset nation, sprog, historie og krig – først og fremmest er mennesker med krav på samme respekt for livet.

I rammehistorien i Thirst inviteres en irakisk forfatter midt under krigen på en tur i et irakisk militærfængsel. Majoren, der viser rundt, gør det meget tydeligt, at forfatteren forventes at fabrikere en propagandaartikel om et mord begået blandt iranske fanger med henblik på at svække den iranske krigsmoral.

The story follows two distinct paths from here on in: what really happened, which you’d be well advised not to enquire about; and what I’ve already explained to you, at least in part, the rest of which I’m going to tell you now (s.28).

Forfatteren er som desillusioneret, men dog stadig principfast humanist imidlertid ikke tilbøjelig til at deltage i propagandaen og er i det hele taget mere optaget af en fortælling, han er i gang med at skrive om en lille gruppe irakiske soldater fanget på en bakke i ørkenen, hvor de er ved at dø af tørst, mens de kæmper en meningsløs kamp mod en gruppe fjendtlige iranske soldater om adgangen til en vandtank.

Historien om de tørstende soldater i ørkenen fortælles sideløbende med rammehistorien om forfatteren og majoren, der sammen drikker sig igennem en nat i mere eller mindre filosofiske diskussioner, iblandet forfatterens genfortællinger af klassiske myter fra den fælles arabiske og iranske historie og mytologi, tilsat glimt af forfatterens (eller hans romanfigurers?) fortid som ofre for et repressivt militærdiktatur.

Kunststykket i romanen er den måde, hvorpå Dowlatabadi lader de forskellige tråde ikke bare veksle mellem hinanden, men vikle sig sammen, så de for læseren – og for forfatteren selv – ikke bliver til at skelne fra hinanden. Romanen fremstår således som skrevet i samme halvt vanvittige, halvt fordrukne vildelse, som nogle af romanens personer hensvæver i – som følge enten af tørst, hedeslag og granatchok i ørkenen eller af en lang nats druk kombineret med fortvivlelse over menneskeheden.

Som læser bliver man suget med ind i den hallucinatoriske stemning, især hvis man giver slip og opgiver at holde rede på, hvornår fortællingen skifter fra den ene stemme eller scene til den anden. Det gør Thirst til en fascinerende, men ikke just lettilgængelig læseoplevelse. Fortællestrukturen er således ret kompleks, og måske også mere kompleks end bogens ret beset meget enkle pointer kan bære.

Men under alle omstændigheder sjovt at læse noget nyere litteratur fra et Iran, jeg ikke har dyrket meget rent litterært.

K's vurdering: